Porsche har præsenteret deres nyeste version af firehjulstrækkeren Cayenne GTS. Med 2. generation af den eftertragtede SUV satser man på endnu mere sport.
For at højne de i forvejen ret sportslige præstationer har man proppet endnu flere heste i motorrummet og sænket vægten samtidig med at undervognen er strammet op.
Den nye Porsche Cayenne GTS lukker således hullet mellem Porsche Cayenne S og Porsche Cayenne Turbo.
Under motorhjelmen på GTS-modellen ligger en optimeret 4,8-liters V8-motor med 420 hk (309 kW), hvilket er 2o hk flere end i S versionen.
Kraftoverførslen varetages af Tiptronic S (automatgear) med otte trin og integreret start-stop-funktion. Med en dynamisk opsat motor og gearing klarer Porsche Cayenne GTS 0-100 km/t på imponerende 5,7 sekunder og tophastigheden er 261 km/t, hvilket gør den til en kompetent rejsekammerat på autobahn.
Trods sin størrelse og stærke motor klarer den 9,3 km/l på literen.
Porsche Cayenne GTS’ overbevisende køredynamik stammer ikke mindst fra den præcist afstemte undervogn. Undervognen er strammere opsat, udstyret med Porsche Active Suspension Management (PASM), og karosseriet er sænket 24 millimeter i forhold til Porsche Cayenne S. Dermed er den nye Porsche Cayenne GTS tættere på vejbanen og bevæger sig med samme suverænitet og agilitet, der kendetegner en fuldblods-sportsvogn.
Interiøret i Porsche Cayenne GTS er præget af sportslig elegance, og læderkabine med Alcantara-indlæg er standard. Sportssæder foran med otte-vejs elektrisk justering er ligeledes en del af det omfattende standardudstyr.
Den nye Porsche Cayenne GTS forventes til Danmark til august 2012, men kan allerede nu bestilles hos Danmarks to autoriserede Porsche Centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland.
Introduktionsprisen på Porsche Cayenne GTS er 1.922.607 kr.