Porsche 911 Turbo Cabriolet

Selvom sommeren ikke har været den bedste, kan man jo godt drømme sig væk i en Porsche 911 Turbo uden tag. Med premiere i september 2007 løftes sløret for den seneste version af 911 Turbo Cabriolet. Hermed fortsættes den tradition, som Porsche startede for 20 år siden med den første topløse 911.

Letvægter
Takket været en konsekvent letvægtskonstruktion, moderne motorteknik og fremragende aerodynamik med en vindmodstand på blot 0,31 Cw sikrer man, at den kraftfulde motor har et imponerende lavt forbrug på 7,5 km/l. Et meget flot tal i betragtning af, at motoren ude foran yder 480 hestekræfter.

Forbruget forringes dog en smule, hvis man konsekvent kører med toppen nede, men det er næppe realistisk under nordiske himmelstrøg. Her vil man sikkert prise sig lykkelig over at den lette 3-lags kaleche kan åbnes og lukkes automatisk på blot 20 sekunder.

Samme motor som 911 turbo
Som i Porsche 911 Turbo Coupé har den nye Cabriolet model også en 6-cylindret 3,6 liter boxer motor med bi-turbo turboladning og variabel turbinegeometri (VTG). Motoren har et fænomenalt drejningsmoment på 620 Nm ved 1.950 omdrejninger, som tilmed via ”Sport Chrono”-pakke fås med ”overboost”-funktionen, som presser momentet op på 680 Nm. Så skulle de flestes behov vist også være dækket!

0-100 på 4 sekunder
Med manuel gearkasse stryger Porsche 911 Turbo Cabriolet forbi konkurrenterne med en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 4 sekunder rent og vælger man Tiptronic til, kommer man ned på 3,8 sekunder. Begge versioner her en topfart på 310 km/t.

Trods de cabriolet-specifikke karrosseriforstærkninger og den automatiske ”roll over” beskyttelse bag bagsæderne vejer den åbne udgave af Porsche 911 Turbo Cabriolet blot 70 kg mere end Coupé-modellen.

Man kan glæde sig over hækspoileren, der automatisk kører op ved en fart over 120 km/t og som på Cabrioleten rejser sig ca. 30 mm. højere end på Coupéen. Det giver en forbedret downforce og dermed et unikt vejgreb. Sammen med det passive sikkerhedssystem med seks airbags som standard og det omfattende ”roll over” beskyttelsessystem bag bagsæderne opfylder modellen desuden samtlige lovkrav til passiv sikkerhed.

Eneste minus i den henseende er en listepris på over 3 millioner danske kroner, der formentligt vil gøre denne Porsche til et særsyn på danske veje, og det er en skam. For i dette tilfælde foretrækker vi bilen, som mange mænd foretrækker deres kvinde: topløs…