Honda Legend

Hondas flagskib er tilbage i Danmark. Topmodellen er spækket med luksus og teknik, men prisen er tilsvarende høj. Redaktionen tilbragte en forrygende uge i en bil, som bringer et budskab fra fremtiden.

Redaktionen kan godt lide Honda. Faktisk er et af de kørende medlemmer stadig ulykkeligt forelsket i en Civic med den wunderschöne diesel. Som bekendt er den bedste kur mod ulykkelig forelskelse en ny forelskelse, så hvad er mere oplagt end at kaste sin kærlighed på de ypperste Honda af dem alle: Legend.

Syv dage og mere end 1.000 km i en Honda Legend med alt i tilvalg og et hav af forkortelser fra automobilindustriens synonymordbog, burde kunne kurere enhver (u)lykkelig forelskelse i en mellemklasse bil med et futuristisk design.

Fremragende bil
Og Legend er og bliver en fremragende bil, hvor man skal have den helt store kritiske lup frem for at sige noget negativt. Der er reelt kun et eneste problem; Honda Legend sætter sig mellem to klasser, bedst illustreret ved BMW 5- og 7-serien. I de mindre klasser giver det ikke lussinger at opfinde nye klasser eller placere sig mellem to eksisterende, men i denne meget dyrere klasse, giver det problemer.

Vi dødelige med mere jordbundne bilbudgetter kender problemstillingen som valget mellem den dyreste Ford Focus eller den billigste Ford Mondeo. Legends problem er, at den under danske afgifter befinder sig i den meget eksklusive klasse for biler til rundt regnet en million kroner.

Til den pris forventer køberne det hele og går ikke på kompromis med de tre p’er: plads, præstationer og prestige. I vores bog er det et problem, at Honda Legend er større og mere luxuriøs end BMW 5-serie, Audi A6 eller Lexus GS, men til gengæld fysisk mindre end A8, BMW 7-serie eller Lexus LS.

I forhold til BMW 5-serie og Audi A6 er bilen for dyr og falder igennem på pris, men et godt køb i forhold til plads og præstationer. Går man en klasse op hos de to tyske konkurrenter mangler Honda Legend både plads og prestige. Og når vi alligevel er oppe over millionen så er et par hundrede tusinde fra eller til uden betydning for de potentielle købere.

Kompromisløs teknik
Når man har kørt nogle hundrede kilometer i Legend opdager man at Hondas ingeniører har brugt hele budgettet på kompromisløs avanceret teknik i motor, undervogn, elektronik og komfortudstyr. Men andre steder i kabinen har de hentet lidt for meget fra deres øvrige modeller. Der er for meget hård plast i forhold til prisen på en million. Instrumenterne er nydelige og letlæste, men de signalerer Honda Accord.

Det er der ikke noget i vejen med, men det holder ikke i en bil til en million, når Toyota’s husholdnings Auris har fået lov at låne Optitron-instrumenterne fra Lexus.

Rattet i Honda Legend kan justeres til perfektion og er lækkert at holde på, men vi blev aldrig gode venner med den fodbetjente parkeringsbremse der sidder lige der hvor vi gerne vil hvile venstrebenet mens fartpiloten passer speederen.

CMBS? – Ja tak!
Den lånte model var med CMBS pakke som tilføjer en adaptiv fartpilot hvor en lille radar sørger for at holde den nødvendige sikkerhedsafstand til bilen foran. Den adaptive fartpilot er sjov fætter hvor man kan vælge tre forskellige afstande til den forankørende. Den mindste afstand er sikker nok, men lige kort nok til mine nerver i en lånt bil til en million kroner og den længste afstand er et vink med den helt store vognstang om at danskerne kører alt for tæt på hinanden.

Radaren kan også fortælle føreren om nært forstående kollisioner via et blinkende lys i instrumentpanelet. Opfatter man ikke budskabet gør den medfølgende brodhure det helt klart hvad der så sker: ”Når systemet registrerer, at en frontalkollision er uundgåelig, og føreren stadig ikke har truffet nogen foranstaltninger, strammes selen på forsæderne, og der anvendes automatisk bremsekraft.”

Vi har ikke testet systemet, men tror, at det er japansk ingeniørsprog for at bilen foretager en meget voldsom opbremsning helt uden at vi har trykket pedalen ned i gulvtæppet.

CMBS pakken byder endvidere på sæder med både varme og ventilation og alt i el-indstillinger så man altid sidder korrekt. Ikke så kropsnært som i Hondas R-type, men alligevel har sæderne et godt greb om dansehåndtagene, hvis man byder undervognen op til en svingom. Vi taler trods alt om 295 HK og firehjulstræk, som sikrer respektable 7,3 sekunder fra 0-100 km/t.

Motoren arbejder lækkert og med 351 NM er er der masser af moment, uanset hvilket gear automatgearkassen vælger. Der er skiftepadler på rattet, hvis man selv vil skifte gear og få motoren op i omdrejninger, men det passer bare ikke til en bil der er lagt ud til komfort og svalende luft i sædet,  så man ikke smelter sammen med det handskeskindsbløde læder, at man skal sidde og røre i gryden uden en kobling.

Et formiddagsblad mente, at Legends affjedring og motor i virkeligheden passer bedre til en mere sportslig biltype. Vi oplevede ikke affjedringen som hård, men som passende blød og komfortabel så længe man omgås bilen med respekt for landets fartgrænser og de øvrige bilister på fyldte veje. Men fra tid til anden slipper hårde kanter, huller og kloakdæksler alligevel igennem affjedringen på en måde der minder om prinsessen på ærten.

At bilen er særdeles komfortabel skal der ikke herske tvivl om. Vi kørte 650 km på én dag og havde ingen ømme steder på kroppen. En pragtfuld langtursbil.

Aktiv støjdæmpning
Subjektivt bedømt er Legend en af de mest støjsvage biler vi nogensinde har kørt. Alt er dæmpet til en lækker og diskret lyd. Det er absolut ikke nødvendigt, men da det er teknisk muligt har Hondas ingeniører hygget sig med at tilføre bilen aktiv støjreduktion via det fremragende Bose anlæg. Man snyder simpelthen det menneskelige øre ved at tilføre ”modlyd” og får en endnu mere lydsvag bil. Kan man høre forskel med og uden effekten slået til? Måske ikke umiddelbart, men efter stykke tid opdager man, at man reelt kun hører sin egen vejrtrækning i kabinen, selv ved passende høj motorvejsfart. Det er imponerende.

Teknisk overflødighedshorn
På den ene side er Honda Legend for dyr og på den anden side er den for billig. Hvor Honda Legends tyske konkurrenter har kilometerlange lister over ekstraudstyr, med priser der kan tage modet fra en hvilken som helst lotto millionær, så er Legend komplet fra fødslen. Listen over standardudstyr er alenlang; læder, soltag, elbetjening af nakkestøtter, solgardin og forsæder, luftventilation i forsæder, Xenon-lygter og meget, meget mere. Hondaen byder med andre ord på en af bedste førerpladser vi har testkørt.

Intelligent betjening
Det er ikke iDrive, men der en kæmpe skærm i midterkonsollen med alt i indstillinger af klima, audio og navigation. Navigationen er upåklagelig og kan sammen med radioen naturligvis stemmestyres. Der er surroundsound med 10 højttalere fra Bose inklusive en magtfuld subwoofer.

Forlygterne er bevægelige så de oplyser hele svinget og baglygterne er diodebaserede. Og når man skal bakke sin Legend viser skærmen selvfølgelig et knivskarpt billede af området bag bilen. Tricket med sidespejle med bakautomatik er altid nyttigt, særligt når bilen selv bestemmer om det er højre eller ventre spejl, der skal vendes nedad. Sidst, men ikke mindst er der selvfølgelig Hondas avancerede fire-hjulstræk og -styring. Bare speederen i bund og hold fast i rattet og lad svingene komme; bilen står rigtig godt fast.

 

BMW vs. Honda
En af bilredaktørerne på redaktionen var for mange år siden ansat som salgskonsulent i et bilhus, der forhandlede både BMW og Honda. Her udspillede der sig en lille episode, som han erindrer ganske tydeligt og som sætter streg under forskellen melllem de to mærker.

En kunde kom ind og havde 600.000 at købe for. Køber havde sat sine øjne på den daværende Honda Legend som bød sig til med 204 heste, automatgear, læder og alt i udstyr og iøvrigt var en fremragende bil til nøjagtig 600.000 kroner. Men køber kunne jo også vælge udstillingens BMW 528i til nøjagtig samme pris. BMWen diskede op med lidt færre heste (193), langt bedre præstationer og køreegenskaber, men savnede så til gengæld læder, klima, automatgear, soltag og alt det andet som Legend havde som standard. Løsningen endte med BMWen og for 200.000 kroner ekstraudstyr.

Idag er scenariet omtrent det samme; til den runde million kan man vælge en BMW 535D som med 272 dieselheste kører Hondaen agterud, uanset fart. Til gengæld mangler BMWen så læderet, soltaget, el-sæderne, de el-betjente solgardiner, den aktive fartpilot, stemmestyringen, for slet ikke at tale om det automatiske firehjulstræk.

Når regnskabet gøres op bliver vi mere og mere sikre på at vi lige har kørt en uge i en bil, der i kraft af sin overlegne teknologi peger langt ind i fremtiden og at den samlede pakke faktisk er konkurrencedygtig i forhold til Legends mere prestigefyldte konkurrenter.

Honda har flået alt ned fra de teknologiske hylder (minus hybridteknologien) da de skabte denne bil. Det gør Legend til en super spændende bil der indeholder al den bilelektronik som vil forme fremtiden. Er man til gadgets i bilstørrelse, er der ingen vej udenom.