Porsche introducerer nu den hurtigste, mest magtfulde og mest luksuriøse Gran Turismo nogensinde, i form af den nye Panamera Turbo S. Med 570 hk og 310 km/t på toppen rykket den fra feltet.
Ikke nok med at der er lagt ekstra kræfter i motoren, man kan også for første gang nogensinde få Porsche Panamera Turbo S i den luksuriøse Executive-version, med 15 centimeter længere akselafstand, og dermed endnu mere overdådig plads på bagsædet. Her er de ekstreme præstationer kombineret med overdådig komfort, blandt andet 12 centimeter mere benplads, og detaljer som lyd- og varmeisolerende sideruder, hvoraf de bagerste er med privacy glazing.
De velvoksne 20-tommer 911 Turbo II-fælge er standardudstyr, akkurat som den 4-vejs adaptive spoiler lakeret i karrosserifarven, som er en unik detalje forbeholdt Porsche Panamera Turbo S.
Panamera Turbo S er desuden udstyret med samtlige køredynamiske systemer i Porsches arsenal. Som Porsche Dynamic Chassis Control (PDCC), der modvirker enhver form for krængning i sving. Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus), der både i sving og under kraftig acceleration, hele tiden distribuerer kræfterne mest effektivt ved hjælp af et elektronisk styret spærredifferentiale. Samt Porsche Active Suspension Management, adaptiv luftaffjedring og de keramiske bremseskiver PCCB, som modvirker enhver tendens til fading, selv når der køres på bane.
50 hk og 50 Nm ekstra med nye turboladere
I forhold til Panamera Turbo, leverer den 4,8-liters biturbo V8 i Panamera Turbo S 50 hk ekstra, eller 570 hk i alt. Den højere effekt er opnået ved hjælp af en række forbedringer, som nye turboladere med en endnu større indsugningskapacitet, stempler i en ny aluminiumslegering og stempelringe med en anden coating. Dermed blev det muligt at øge indsprøjtningstrykket med 20 bar til 140 bar i alt, som sammen med de nye turboladere gjorde det muligt med et endnu større drejningsmoment.
I forhold til Panamera Turbo har Panamera Turbo S nu 50 Nm mere at gøre godt med, eller 750 Nm i alt, som er parat hele vejen fra 2.250 til 5.000 o/min. Ved at udnytte den såkaldte overboost-funktion, eksempelvis under en overhaling, stiger det maksimale drejningsmoment kortvarigt til 800 Nm. De ekstra præstationer er dog ikke frembragt på bekostning af forbruget, som med et gennemsnit på 9,8 km/l er fuldstændig som med Panamera Turbo.
Som ekstraudstyr findes en særlig sportsudstødning, der for alvor gør det muligt at opleve den eksplosive sjæl fra den 4,8 liters biturbo V8. Ved et tryk på en knap sendes motorlyden via en akustisk kanal ind i kabinen, hvilket giver en oplevelse, som normalt er forbeholdt Porsches racerbiler.
Panamera Turbo S klarer takket være Launch Control 0-100 km/t på blot 3,8 sekunder.
De nye Panamera Turbo S og Panamera Turbo S Executive er klar hos Danmarks to autoriserede Porsche centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland fra januar 2014.