Ford har netop præsenteret sin helt ny storfamilie-bil. Den kommende generation af Fords legendariske Transit får et radikalt nyt udseende og bliver fyldt med den form for luksus og teknologi, man normalt forbinder med personbiler.
Og det er netop ideen bag konceptet Ford Tourneo Custom concept, som blev præsenteret på Geneve Motor Show i marts 2012. Den kommende model i Transit familien skal ses og føles som en stor, moderne familiebil med samme form for komfort, fleksibilitet og køreglæde.
Transit Tourneo Custom concept fremtræder som en moderne fler-sædet MPV eller MAV med en kabine, der er udstyret med kvalitets-materialer. Transit Tourneo Custom concept byder på nyskabelser som et fleksibelt og multi-justerbart bagsædesystem, Fords avancerede stemmestyrede SYNC kommunikationssystem med den prisvindende teknologi Automatisk Nødopkald. De seneste CO2-besparende ECOnetic-teknologier er også implementeret i den nye model.
Bilens design bliver markant med forkromet kølergrill, LED-lygter, alu-fælge og markante skærme, som signalerer fart og tempo.
Bagsædepassagererne kan brede sig i rummelig læder-luksus i den fuldtrimmede kabine. Sæderne kan placeres i flere forskellige konfigurationer eller fjernes helt. Dermed kan kabinen formes helt efter behov.
Transit Tourneo Custom concept byder ligeledes på Auto-Start-Stop og Smart Regenerative Charging, flerpunkts-seler til fører og passagerer, side- og gardin-airbags, bak-kamera samt fører-assistance systemerne Lane Departure Warning og Driver Alert.
Fords designere og ingeniører har arbejdet hårdt på at reducere vind- og motorstøj væsentligt, så man kommer tættere på oplevelsen af en almindelig personbil.
Motoren er en optimeret udgave af Fords 2,2-liters Duratorq dieselmotor med 155 hk. Det forventes, at den produktionsklare Transit vil blive tilgængelig i både en 100, en 125 og en 155 hk version, ligesom der vil være mulighed for at vælge mellem en kort og en lang version.
Med introduktionen af Tourneo Custom concept rettes opmærksomheden mod biler med stor passagerkapacitet og et-ton varevogne, som bliver lanceret i Europa og andre globale markeder senere i 2012.
”Privatpersoner, som ønsker en bil med høj last- eller passager-kapacitet, vil ikke gå på kompromis med teknologi, præstationer og køreegenskaber blot fordi de har brug for en praktisk og rummelig bil. Tourneo Custom concept viser, at vi tager disse forventninger meget seriøst og at det rent faktisk er muligt, at forene det praktiske med den form for køreglæde, man finder i en personbil,” siger chef-ingeniør hos Ford Europa, Barry Gale.