Men inden tankerne går i retning af dårlige fjedre i taxier med wunderbaum foran varmeapparatet, så lad os skrue tiden tilbage til juli måned 2011. Her var familien fløjet til solskinsøen Mallorca, mens bilerne stod hjemme i garagen. Men en rigtig bilentusiast lod sig lokke til en afstikker fra daselivet ved poolen og den nærvedliggende strandbar til fordel for en lille køretur på øen. Fruen insisterede på luftforandring og lod sig ikke mærke med at nøglerne fra biludlejningsfirmaet ikke var til en lille Seat, men derimod en hvid Mercedes cabriolet. Der var jo tilbud på åbne mercedes´er og hvilken kvinde forstår ikke et tilbud?
Så der var ingen onde miner da farmand inviterede mor og begge unger på en køretur med taget nede.
Lugten af taxa
Jeg indrømmer gerne, at mine erfaringer med Mercedes ikke har været udelukkende positive. Stort set alle biler jeg har siddet i har været udkørt taxi-modeller med ødelagte fjedre, skamslidt interiør og en hidsig chauffør. De få gange jeg har selv har kørt Mercedes til test, har jeg enten fundet dem for kedelige eller alt for dyre. Jeg havde således ikke andre forventninger til bilen, end at taget kunne tages af. Det var hele bevæggrunden for at vælge netop Mercedes Benz E220 CDI med efternavnet Cabriolet; sommer, solskin og 30 grader i skyggen indbyder til at køre topløs.
Ungernes begejstring ved udsigten gjorde det ekstra beløb for cabriolet-modellen alle pengene værd. Fruen var ligeledes begejstret for den flotte hvide bil med det lysebrune læder. Her var slet ingen tvivl om at jeg havde valgt rigtigt, hvis det gjaldt om at imponere familien. Normalt kigger familien slet ikke i retning af Mercedes, men det forandrede sig ved udsigten til at det rent faktisk var os, som skulle tilbringe de næste par timer i bilen på snoede bjergveje. Man bliver måske bare gladere for en Mercedes, hvis man rent faktisk har nøglerne til den?
Klar, parat, taget af!
Da først ungerne og fruen var spændt fast, var det på tide at lægge fra land. Når man ikke kender en ny bil, plejer jeg gerne at lade der gå ½ times tid, hvor man lige finder sig til rette; styretøj, gearskifte, bremser, fartressourcer og detaljer som betjening af anlæg, on board computer, navigation og den slags.
I en Mercedes sidder tingene utrolig fornuftigt og førerpladsen er lige så god som i de bedste BMW-modeller. Man finder sig meget hurtigt til rette, selvom radio og navigation tager lidt længere tid. Til gengæld var anlægget i bilen fremragende og selv med taget nede, kunne vi høre HØJ musik til stor glæde for ungerne. Vi fandt en fantastisk radiostation med køremusik og skruede kun ned, når jeg skulle teste motorlyd under accelleration. Den er ok, men ikke fascinerende. Diesellyd bliver bare aldrig rigtig sexet.
Det rette moment
Til gengæld leverer motoren et fremragende moment på 400 NM. Og det kan mærkes! Selvom bilen ikke er nogen racer, så rækker de 170 hestekræfter til ethvert tænkeligt behov. Vi kørte på landevej og motorvej på Mallorca og havde ingen problemer med at følge med. Der er masser af kraftoverskud og motoren er yderst harmonisk. Kickdown leverer den passende mængde af skub, som gør at man føler sig tryg i enhver situation. Men skal det være rigtigt vildt, skal man op i motorstørrelse – eller vælge en af de store benzinbrændere.
Fabrikken lover næsten 19 km på en liter diesel, men vi nåede kun 13. Den store forskel til trods, synes jeg det er acceptabelt; vi kørte rigtig meget bjergkørsel og den slags tærer på økonomien.
Tour de Mallorca
Til gengæld er det præcis bjergetaperne, som gjorde turen uforglemmelig. Vi ramte dem efter en lille times kørsel og når der venter stigninger på 10% samt en hulens masse hårnålesving, så ved man at det bliver sjovt. Igen og igen blev pointen om at det ikke behøver at gå stærkt for at være sjovt, understreget, når vi kørte ind i snævre sving med blot 30-40 km/t. I visse sving ville alt over 50 km/t være direkte selvmorderisk.
Men terrænet gav rig lejlighed til at teste både bremser og accelleration, en test de bestod med glans. Selvom bilen er forholdsvis stor, så har man godt styr på tingene og den kører fremragende. Med taget af og vinden i håret, var jeg meget tæt på drivers heaven i de små snævre, fascinerende bjergveje.
Jeg smilede stort hver eneste gang vi kom til et sving. Bilen kunne sagtens havde været testet hårdere, såfremt fruen ikke havde siddet ved siden af sammen med ungerne, men jeg kører aldrig uansvarligt og det er i min optik heller ikke meningen med dejlige biler.
Presset i landsbyen
Hvis jeg havde længtes efter udfordringer, skal jeg love for at der kom sved på panden, da vi forvildede os ind i en lille bitte landsby. Takket været den indbyggede navigation kom vi alvorligt på afveje. Jo, der var jo i teorien en vej ind mellem husene, men de lokale kiggede noget bekymret på potteplanter, cykler og andet som stod fremme, da vi passerede. På et sted var vejen så smal, at jeg var nødt til at klappe sidespejlene ind, ellers ville jeg ikke kunne passere. Puha, man bliver svedt når bilen ikke er ens egen og man ikke kender den. Det var uden tvivl de mest nervepirrende minutter i min tid som testkører.
Bedre blev det ikke da vi en halv snes kilometer senere, kom til endnu en by; flere lokale, flere potteplanter og til overflod nogle bryllupsgæster, som synes det var ret muntert at turister havde forvildet sig ind i byen, hvor der normalt kun er plads til en smal scooter. Vi smilede og de smilede og vinkede, mens vi bakkede ud af trapperne til kirken.
Da vi afleverede bilen efter syv timer i førersædet var det med indtrykket af en af de bedste dage nogensinde i en bil.