Land Rover Defender

Land Rover Defender har det rigtig svært på almindelig landevej. Men kaster man den ned i mudderet, må den krones til junglestiens konge.

Defender er en bil, som stort set ikke har forandret udseende i 50 år. Den bringer tårerne frem i øjet på de fleste opdagelsesrejsende og er stadig den ultimative offroader. Men lad os for eksperimentets skyld teste den som en helt almindelig brugsbil.

Bodybuilder
Den er stor når man går den i møde. Den virker tung og gammeldags, som en jernhest, der kræver store lår at skræve over. En bil man kan slå sig på.

Hvis man har ønske om at træne venstre ben som en bodybuilder og sidde ubekvemt, mens man gør det, ja så skal man sætte sig ind i en Landrover. Sjældent har redaktørens ben trådt så stram en kobling, og sjældent har jeg siddet så ukomfortabelt i en bil.

Smuk i en kornmark.

Historiens vingesus
For rigtigt at forstå hvad en Landrover Defender egentligt er, må man tage en af historiens bedst sælgende firehjulstrækkere og så hysterisk insistere på at holde al unødig luksus for døren, såsom airbags, læderinteriør, aircondition eller et komfortabelt bagsæde for den sags skyld.

Udseendemæssigt har den stort set ikke forandret sig i grundformen. Redaktørens far fik omtrent tårer i øjnene af gensynsglæde: “Sådan en har jeg kørt i masser gange, da jeg sprang soldat.” Og hvorfor egentlig ændre på en succes?

Back to basics
Og når man så har fjernet al luksus fra vognen, så går man den lige igennem een gang til. Det kunne jo være at man havde overset banaliteter som lydisolerende gummilister omkring fordørene eller side-beklædning i bagkabinen. For den slags skal væk. Det må ud, pilles fra og skraldes af. Helt væk med den slags unødvendige excesser fra tilvalgslisternes overflødighedshorn. Den slags dur måske i en salgsbrochure, men er på det strengeste forbudt i en Land Rover Defender.

Dybt i mudder, men endnu sidder vi ikke fast.

Regn heller ikke med at finde nutidens multi-funktions styrpinde med intervalviskere. Det skidt kunne jo gå i stykker. Her er kun en solid pind til venstre med blinklys og båthorn, og en solid pind til højre til at aktivere vinduesviskerne. Ingen overflødige dikkedarer der.

Sæt så tændingslåsen i venstre side af rattet og flyt sædet helt ud til vinduet, så døren de tre første gange ikke kan lukkes fordi testchaufførens dansehåndtag kommer i klemme. Så har man omtrent fornemmelse af at stige op i – med den ekstremt høje kabine sætter man sig nemlig ikke ind i – en Land Rover Defender. Jo, det er sandelig en meget stor bil, men det betyder jo ikke at der skal være plads til andet end Pygmæer på førersædet.

Og apropos små stammefolk, så er det vist på tide at lade eventyret begynde. For en Land Rover Defender er ikke en luksusvogn skabt til komfortabel bykørsel med fyldte shoppingbags. Med sit ekstremt skrabede interiør nærmest tigger denne bil om at blive kørt – og kørt hårdt – i uvejsomt terræn, og helst i mudder til køleren eller mere.

Så på med jungehatten og ud på snævre junglestier, hvor man kan zigzagge uden om vejspærringer, sømbælter og landminer. Hov, der kom eventyreren op i os igen. Det må være bilens skyld, for ingen anden bil vi har testet, føler sig så aparte på almindelig landevej. Den styrer omtrent selv næsen i retning af enhver sanddynge eller mudret markvej.

Kommandocentral i en kampvogn … eller bare en Defender.

Vognen kan uden modifikationer klare en maksimal hældning på 35° og klatre op af stigninger på maksimalt 45°. Det vil i praksis sige, at den med undtagelse af den enkeltstående lodrette væg, kan klare omtrent hvad som helst den bliver stillet over for. Vand er heller ikke noget problem med en vadedybde på 500 mm.

Undervogn
Opbygningen er klassisk Land Rover med en chassisramme i bokskonstruktion i 2 mm stål og karosseriplader og paneler i aluminium, bare lige for at sikre at vægten ikke går helt amok. Forhjulsophænget er stiv aksel med skruefjedre og dobbeltvirkende hydrauliske støddæmpere, radiusarme og panhardstang. På bagbenene så at sige, er der er anvendt stiv aksel, progressive skruefjedre, dobbeltvirkende hydrauliske støddæmpere, radiusarme og A-ramme. Ja, det var vist nok for tekniknørderne i denne omgang.

Tilbage til mudderet
I løbet af testugen, blev de fleste kilometer tilbagelagt på landevej, og det er bestemt ingen fornøjelse. Husk at investere i intercom, hvis du vil snakke med din passager, for den bil larmer simpelthen ufatteligt meget. Særligt, hvis man kørt offroad og dækkene er mudrede; jorden bliver slynget mod skærmkasserne og lyden er ekstremt høj. Var det en almindelig bil, ville man være kørt ind til siden og ringet efter en god portion autohjælp. Men ikke i en Defender. Den æder sig gennem ælte og pløre og synes omtrent uovervindelig.

Vi havde lejlighed til at teste bilen i meget vådt og pløret føre. Her kunne bilen synke meget dybt ned i mudderet og hjulene kunne såmænd også sætte sig fast. En almindelig bil var aldrig kommet fri, men defenderen kræver blot lidt lirken med reduktionsgearkassen og spærrediffentialet, så var man fluks ude af den forhindring.

Konklusion
Land Rover Defender kræver en del teknik at køre optimalt. Vi er overbeviste om, at man kan få meget meget mere ud af bilen, end vores mudderbad og grøftekantstur. Den er et hamrende effektivt stykke værktøj, som reelt ikke har nogen konkurrenter. Men en tur fra Århus til København i en Land Rover Defender svarer omtrent til at gennemføre et marathonløb i stiletter. Det kan sikkert lade sig gøre, men behageligt er det altså ikke.

Bilen har sin berettigelse, men ikke på danske landeveje eller i byen, endskønt den udsender umiskendelig macho-signaler, som også er et tiltalende statement foran en trendy cafe. Til gengæld er den uovertruffen i terræn. Hvilket bliver konklusionen på en uges test; køb den sammen med malaria medicin og tropehjelm inden jungleridtet eller næste gang du arver en grusgrav.

Det er en barsk bil, som kræver daglige udfordringer, ellers er det spild af penge. Men har du behovet, får du ikke en bedre eller mere hårdfør bil. Det er ganske enkelt brugskunst på fire trækkende hjul og den bedrift fortjener fulde 6 stjerner. Den første model så dagens lys i 1948 og flere af disse kører stadig på hullede veje rundt omkring. Behøver man bedre argument?