Koenigseggs Agera R

Mens resten af verden forsøger at redde ozonlaget og standse oliekrisen, findes der stadig en række producenter, som kun jagter ét mål; titlen som planetens hurtigste bil. Koenigsegg er en af disse fartdjævle og med Agera R vil man tilbage på tronen. 

Modellen som vil være tilgængelig i 2013 er resultatet af firmaets stadige stræben efter perfektion. En stræben som vel at mærke ikke blot er streger på papiret, men biler som rent faktisk har været i produktion, som f.eks. CC, CCX og CCXR

Den nye 2013 Agera har en topfart på 440 km/t og er dermed hurtigere end selv den vildeste Bugatti Veyron. Men topfart er ikke det eneste sted, hvor bilen ser ud til at slå alle rekorder. 0-300 km/t sker på vanvittige 14,54 sekunder. Det er samme tid som en voldsom bil som BMW M5 skal bruge på at ramme 200 km/t. Og den er på ingen måde langsom!

Bremse kan bæstet også, for når man træder på pedalen ved siden af speederen, kan den standse fra 300 km/t til 0 på blot 6,66 sekunder. Det lyder som et djævelsk tal, der nok skal sørge for at presse organerne rundt i kroppen.

Motoren som sørger for at disse mageløse præstationer kan blive til virkelighed er en 5 liters V8 med biturbo og 1.140 hestekræfter.

Bilen fåes med både højre- og venstrestyring, så der er ingen grund til at den ikke kan komme ud på danske veje. Det skulle da lige være prisen, som helt sikkert runder 10 millioner med afgifter.

temasuperbiler