Kia Magentis 2.0 CRDi

Vi havde lejlighed til at teste den spritnye Magentis – tilmed i topversion med stor dieselmotor og Exclusive udstyrsniveau. Og hvordan kører den så i forhold til dens konkurrenter?

Vi havde rimeligt høje forventninger til Magentis, ikke mindst fordi vi nogle uger tidligere havde muntret os med Cee´d som på alle måder er en fremragende bil og et mileskridt foran tidligere Kia-modeller. Der var med andre ord forhåbninger om at Kias største ville blive udsøgt fornøjelse. Det var den i princippet også, men der er flere ting, som er problematisk ved bilen. Det vender vi tilbage til. Først de gode ting, som der vitterligt er flest af.

Design
Umiddelbart ligner Magentis en Toyota Camry fra starten af dette årtusinde. Nu tænker nogle sikkert at det er ment som en fornærmelse, men jeg syntes faktisk godt om Camry i sin tid.

Udstyr
Der mangler ikke rigtig noget i bilen; fire el-ruder, klima og integreret navigation. Sidstnævnte er ganske vist ekstraudstyr, men et absolut must til cirka 20.000 kroner. Systemet virker nemlig aldeles udmærket og man er fri for at slæbe de håndbårne GPS´er med rundt og installere sugekop i vinduet.

Slapt styretøj
Hvor en Kia Cee´d kører dynamisk og inspirerende, så er vægten lagt på komfort i Magentis og det i en grad, så styringen er lidt slap og upræcis. Det er en skam, for vi ved at Kia kan gøre det bedre, og det giver en lidt urolig kørsel, særligt i kurver og sving. På lige stræk er der i sagens natur intet at bemærke.

Gode sæder
Man sidder rigtig godt i sæderne, omend nogle sikkert vil finde dem for bløde. Vi har dem også mistænkt for hurtigt at blive “siddet til” – det har vi ihvertfald bemærket i andre kia modeller med patina. Men som omtrent fabriksny bil, så sidder man komfortabelt og man kører gerne en lang tur, uden at blive øm bagi.

Sikker garanti
Et ikke uvæsentligt argument for at vælge en Magentis er at Kia også her tilbyder deres kendte 100% garanti i 3 år – uden begrænsning på antallet af kørte kilometer. Det er der faktisk ikke ret mange andre mærker som gør – eller tør – i Danmark og det tjener Kia til ære at de sælger deres biler med denne gode garanti.

Kia Magentis lider under det problem, at prisen nærmer sig konkurrenternes ganske betragteligt, mens kvaliteten (med undtagelse af Kia Cee´d) endnu ikke er helt på omgangshøjde. Det kompenserer man ved at komme meget standardudstyr i bilen. I Magentis tilfælde er det desværre ikke helt nok.

Tal og teknik
Model: Kia Magentis 2.0 CRDi
Pris: Kr.279.999 ekskl. levering og metallak
Motortype: 4 cylindre, række
Brændstof: Diesel
Træk: Forhjulstræk
Slagvolumen: 1.991 ccm
Ydelse: 140 hk ved 4.000 o/min
Moment: 305 nm ved 1.800 o/min
Gearkasse: 6 trin manuelt
Topfart: 201 km/t
0-100 km/t: 10,4 sekunder
Forbrug opgivet: 16,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt: 13,9 km/l
Bagagerum: Ikke oplyst
Køreklar vægt: 1.623 kg
Total vægt: 2.045 kg
L/B/H: 473 cm/180 cm/148 cm
Testperiode: Februar 2008
Testvarighed: 7 dage
Testlængde: 450 km
Testvejr: Sol, regn, stærk blæst, 5 til 10 grader
Testområde: Motorvej, landevej, by
Standardudstyr: 4 x el-ruder, servostyring, fjernbetjent centrallås, el-indstillelige sidespejle med varme, klima,   integreret radio/CD og navigation med ratbetjening
Konkurrenter: Citroen C5, Opel Vectra, VW Passat, Toyota Avensis, Mazda 6

 

Posted Under