Koreanske Hyundai vil blande sig i markedet for eksklusive luksusbiler. Midlet er den kommende model med navnet Genesis. Og ud fra data og billeder tyder alting på, at Hyundais ledelse mener det ganske seriøst.
Agressiv front på den nye genesis. Foto: Hyundai
Hyundai vil med den nye model gå målrettet ind i segmentet for luksusbiler og tager dermed kampen op mod den europæiske dominans på luksusmarkedet. Med en enlig undtagelse i form af Japanske Lexus, skal konkurrenterne nemlig findes hos BMW og Mercedes.
Genesis er toppen af Hyundais teknologiske formåen og skal vise mærkets vilje til at bevæge sig ind på det stærkt konkurrenceprægede marked for luksusbiler.
Motor med kraftoverskud
Som udgangspunkt leveres Genesis med to motorer af V6-varianten; en på 3.3 liter med 262 hestekræfter og en lidt større på på 3.8 liter med 290 hestekræfter. En automatisk sekstrins gearkasse med overdrive og sekventielt Shiftronic gear overfører motorkraften til de trækkende bahjul.
Lige præcis baghjulstrækket er en fornyelse for Hyundai, der ellers har sværget til forhjulstræk. I løbet af 2008 får de to V6-motorer følgeskab af en 4.6 liters V8 motor med endnu flere kræfter.
Strømlinet karrosseri. Foto: Hyundai.
Masser af udstyr
Genesis har naturligvis ESP, et hav af airbags, aktive nakkestøtter og et Cruise Control system, som automatisk holder afstand til den forankørende.
På komfortsiden bliver man heller ikke skuffet, for Genesis bliver proppet med masser af spændende udstyr; Xenon HID forlygter, som følger vejen i kurver, et informationssystem med en 30 GB harddisk og et Lexicon® surround-sound audiosystem med 17 højttalere og forstærker på 528 hele Watt.
Hvis sidstnævnte lyder bekendt, så er det fordi selve Rolls Royce de seneste par år har anvendt selvsamme sorround-anlæg fra Lexicon til deres Phantom modeller. Hvad der er godt nok til Rolls Ryce, er åbenbart også godt nok til Hyundai.
Foreløbig er der desværre ingen planer om at tage bilen til Europa, ligesom priserne endnu er ukendte.