BMW 318d

Med 318d og Efficient Dynamics beviser BMW, at en bil sagtens kan være både sportslig og komfortabel og samtidig køre langt på en liter diesel. Det kunne konkurrenterne lære meget af.

Med denne bil kan man lade cyklen stå og køre til møde i Greenpeace uden at være dobbeltmoralsk eller hyklerisk og alligevel have en god køreoplevelse.

Det kan fra tid til anden være surt at være biljournalist. Man skal være kritisk uanset hvor innovativ og fantastisk bilen er og man erindres konstant om hvordan biler burde være, hvis det altså ikke lige var for visionsløse politikeres berøringsangst for grundlæggende afgiftsændringer.

En lille tur med 18,1 km/l
BMW 318 Diesel er et glimrende eksempel på dette dilemma. Vi kørte en lille tur på 350 km tværs over landet. Noget på landevej, noget i byen, noget i kø og store dele på motorvej. Solen skinnede og Storebæltsbroen advarede om kraftig sidevind, men vores BMW var ligeglad og kvitterede med 18,1 km per liter diesel. Trods flittig brug af sædevarme og bi-zone klimaanlæg. Samme tur i Honda Civic 2.2 I-CTDi Sport sidste år endte på 14,9 km/l.

BMWen koster en bagatel af 445.000 kroner plus det løse, men økonomi, finish og køreglæden taget i betragtning er det næsten et fund til prisen. Den testede model var suppleret med Bi-Zone klima og sædevarme og det er jo aldrig at fornægte.

Efficient dynamics
Hemmeligheden bag den fremragende brændstoføkonomi kaldes Efficient Dynamics og dækker over en række forskellige teknologier. Det eneste man mærker i dagligdagen er stop/start automatikken, som standser motoren hvis man sætter bilen i frigear, mens holder for rødt eller i kø. Så snart man sætter bilen i gear springer motoren i gang igen med et veloplagt brøl. Det virker glimrende og man vænner sig relativt hurtigt til det, selvom man første gang tror, at der er opstået motorproblemer.

De mere skjulte ting som optimerede motorer, letvægtsmaterialer og genindvinding af bremseenergi mærker man aldrig og det er formodentlig præcis den følelse BMWs ingeniører har tilstræbt.

Hjælp til gearskifte
Displayet mellem speedometer og omdrejningstæller giver venlige hints når det er tid at skifte gear. Enten op eller ned. Fra tid til anden forslår bilen, at man springer et gear over. Motoren har så meget moment, at man aldrig savner det mellemliggende gear. Men mange års øvelse i at bruge alle gear under acceleration gør det næsten umuligt at aflære. Måske kræver det blot mere end den uge vi havde i bilen.

Alle modeller i 3-serien kommer som standard med 6-trins gearkasser, som medvirker til at bilen er både sportslig og økonomisk. Kørecomputerens angivelse af hvor langt man har kørt på literen er i øvrigt imponerende præcis i forhold til vores kontroltankning.

Diesel bliver bedre og bedre
Det imponerende ved BMWs 4 cylindrede commonrail dieselmotor er, at dens 143 HK kombineret med et moment på 300 NM giver følelsen af at have kræfter nok til enhver situation. Det er ikke sportsligt på “masser af omdrejninger”-måden da momentet indfinder sig allerede ved 1750 omdrejninger, men kraftfuldt på den magtfulde måde. Der er naturligvis partikelfilter til at fjerne de værste gener fra udstødningen. Filtret forventes at holde 200.000 km uden vedligeholdelse.

35.000 kroner ekstra giver 177 HK og noget bedre præstationer, men vi følte aldrig behovet for flere kræfter i den lille model. Motorstøjen, som man normalt forbinder med dieseldrift, er her særdeles effektivt undertrykt. Vi har tidligere testet BMW 320d med automatgearkasse og det en både sparsommelig og sportslig sag – men objektivt set er de ekstra kræfter unødvendige.

Det de andre ikke kan
Der er efterhånden flere biler på markedet der på papiret kan køre mere end 20 km/l. Det, der gør BMW 318d interessant og bemærkelsesværdig er, at den gør det med fuld komfort, plads til voksne mennesker på bagsædet og en overlegen kraftudfoldelse.

Skal vi endelig finde de kritiske briller frem og dryppe lidt malurt i bægeret, så gælder det blandt andet bagagerumsåbningen. Den kunne godt være større og der er relativt langt ind til bunden. Som familiemenneske er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at en Touring til 480.000 kr. ville gøre mig gladere i dagligdagen og at jeg til enhver tid vil foretrække at bruge pengene på bedre plads til golfbag eller barnevogn frem for på flere kræfter.

De små ting
Ingen biler er fejlfri og der er da også irritationsmomenter i dagligdagen med BMW 118d. Den trinvise indstilling af ryglæn har jeg aldrig gennemskuet ideen i og højdejusteringen er også set bedre hos andre bilmærker. Placeringen af kopholdere er i den grad form og design frem for funktion, men stærkt nødvendige på det amerikanske marked.

BMW 318d er en fin bil, der kan alt det, man har brug for og lidt til. Samtidig kører den rigtigt langt på literen og er et eksempel på hvad man kunne gøre for miljøet hvis eller de travle politikere havde modet og visionerne til at gøre teknikken til hver mands eje.

Det eneste væsentlige anke jeg har med bilen er at min familie, venner og ikke mindst min bankrådgiver mener, at en BMW 118d i sort vil klæde mig bedre. Fik jeg sagt at 118d kører længere på literen, er lettere at parkere, kører sjovere og tillige har et yngre image?

Men det er et personligt valg, som ikke skal fjerne fokus fra at BMW 318d er en fremragende bil med køreegenskaber og brændstoføkonomi i top.

Tal og teknik
Model: BMW 318d
Pris: Kr. 445.000 ekskl. levering og metallak
Motortype: 4 cylindre, række
Brændstof: Diesel
Træk: Baghjulstræk
Slagvolumen: 1.995 ccm
Ydelse: 143 hk ved 4.000 o/min
Moment: 300 nm ved 1.750 o/min
Gearkasse: 6 trin manuelt
Topfart: 210 km/t
0-100 km/t: 9,3 sekunder
Forbrug opgivet: 21,3 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt: 17,2 km/l
Bagagerum: 440 liter
Køreklar vægt: 1.505 kg
Total vægt: 1.950 kg
L/B/H: 452 cm / 182 cm/ 142 cm
Testperiode: Januar 2008
Testvarighed: 7 dage
Testlængde: 850 km
Testvejr: Regn, stærk blæst, 0-10 grader
Testområde: Motorvej, landevej, by
Standardudstyr: Elruder, fjernbetjent centrallås, el-justerbare sidespejle med varme, integreret radio/cd med ratbetjening, sædevarme
Konkurrenter: Audi A4, Ford Mondeo, Peugeot 407
temasuperbiler
Posted Under