Honda Accord Tourer med læderkabine og automat gearkasse er Honda på en måde vi normalt ikke forbinder med det japanske mærke. Automatgearkassen fjerner effektivt de omdrejninger, der normalt er Hondas særkende og varemærke. Her er kræfter nok både til hverdag og fest, men de 190 HK forsvinder på ubemærket vis ned i det bløde sorte læder. I sandhed en bil til amerikanske highways og europæiske motorveje.
Årets påskeæg
Påsken er Honda Accord tid på redaktionen. Sidste år i form af Honda Accord Sedan i den sportslige og noget kompromisløse S-type udgave. I år var det i stedet tid til at prøve stationcar udgaven som Honda kalder for Tourer. De to udgaver har dog ikke så meget tilfælles hvis man ser på deres sjæl, frem for deres teknik og opbygning.
Vores Tourer kom med alt i komfort udstyr, læderindtræk, navigationsudstyr og automat gearkasse. Og det flytter brutalt og effektivt bilens formål og fokus fra den sportslige køreoplevelse hvor man gerne tage en kringlet omvej til glæde ved de lange effektive stræk på motorvejen.
Køreegenskaberne er stadig skarpe og stramme og undervognen er relativt hård på den sportslige måde, men det føles pludseligt komfortabelt. Og en raks lille køretur på langs af Tyskland virker egentlig som et meget fornuftigt projekt. Skulle der traditionen tro være en smule kø på den tyske Autobahn gør det ikke noget, for bilens automatgear fratager koblingsbenet enhver risiko for overanstrengelse.
Oplevelser med Bente
Et medlem af redaktionen plejer at omtale sin navigationscomputer som Bente. Vil man kombinere læder med automatgear følger der automatisk en indbygget navigationscomputer med. I længden er det trættende at afmontere Bente i tide og utide for at undgå indbrud i bilen, så applaus for indbygge den. Dog trængte den indbyggede navigation til et nyt kort, da vi flere gange oplevede at køre uden for kortet. Og vel og mærke veje der findes på redaktionens egen håndholdte navigation, der ikke er blevet opdateret siden vi købte den i slutningen af 2005. Det kan gøres bedre.
På et tidspunkt oplevede vi, at den indbyggede navigation efter at vi havde ignoreret anvisninger simpelthen gav op og forslog at vi skulle prøve fra et andet udgangspunkt. At navigationssystemet tabte orienteringen (eller formodentlig forbindelsen til det nødvendige antal satellitter) tilgiver vi gerne. Vi oplevede også en høflig påmindelse om, at vi var uden for det digitaliserede kort og agtpågivenhed derfor var nødvendigt.
Først følte vi os som ægte opdagelsesrejsende ligesom Mungo Park da han landede i Vest Afrika på jagt efter Niger flodens udspring og Timbuktos rigdomme. Sandheden var dog mindre romantisk idet “Bente” som regel vidste hvor vi var, men bare ikke havde helt styr på ensretninger og indkørselsforbud.
TMC og dynamisk ruteplanlægning
Vi troede på et tidspunkt, at det var rablet totalt for “Bente” da hun ville lokke os bort fra den slagne motorvej, men senere bragte hun en trafikmelding om et væltet køretøj der kunne give både kø og nedsat hastighed.
Vi ignorerede rådet og så kun daggamle rester fra ulykken og oplevede hverken nedsat hastighed eller kø, men kombinationen af trafikmeldinger og navigation med dynamisk ruteplanlægning er imponerende. Helt sikkert fremtidens navigation, til trods for nuværende mangler.
Den indbyggede trykfølsomme skærm er stor og tydelig (7 tommer) og giver plads både til et konventionelt vejkort og en illustration af hvor langt man er fra næste sving og hvordan vejen omkring selve svinget ser ud. Det sidste er en kærkommen hjælp de steder hvor vejene ligger tæt. Mere irriterende er at systemets tastatur ikke indeholder æ, ø, og å. Og så behøver man jo alligevel et papirkort eller lokal kendskab så man kan finde en passende sidevej til Østerbrogade.
De problemer vi oplevede med Honda Accord Tourers Bente er typiske for navigationsanlæg og skal ikke lastes Honda. I stedet glæder vi os over at skærmen passer godt ind i midterkonsollen og er med til at give kabinen et mere eksklusivt udtryk, end den almindelige radio. Tilbage står dog, at hvis man lige har lagt 534.000 kroner for en ny bil, så er en ny navigations DVD-ROM næppe et problem man har lyst til at lege med inden man er kommet hjem.
Kabinen
Sort læder er altid dejligt og giver en god fornemmelse af luksus på den praktiske måde. I Honda Accord Tourer er sæderne faste på den komfortable måde, men holder ikke fast på chaufføren på skruestiksmåde som S-Typen’s sæder gør. To-zone klimaanlægget gør sammen med elmotorerne til indstilling af forsæderne, at det aldrig er bilens skyld hvis man sidder forkert eller har det for varmt. Finishen på handskerummet er i øvrigt skyhøj og værd at lægge mærke til. Det er naturligvis en detalje, men en imponerende detalje, der vidner om bilens generelt meget høje kvalitet.
Er vi blevet gamle nok til automatgear?
En rigtig Honda-motor lever af omdrejninger og man bliver normalt gladere jo tættere på det røde felt man kommer i en Honda. Automatgearet i den testede model vender Honda sjælen på hovedet og skifter tidligt, blødt og holder generelt omdrejningerne nede. Meget effektivt og meget behageligt. Men det skaber alt andet lige en bil med en helt anden sjæl og karakter.
I den tidligere testede Accord S-Type havde man hele tiden følelsen af, at bilen var magtfuld og gerne ville lokke en til at køre stærkere. Med automatgearet skifter billedet fra sportslig racerinspireret bil på den europæiske måde til kræfter nok på den lidt dovne amerikanske måde.
Vi må erkende, at vi på redaktionen er blevet så gamle, at vi vil vælge automatgear og komfort frem for sport hvis bilen skal bruges til mange daglige arbejdskilometer. Hvad enten det er på motorvejen eller i tæt bytrafik. Vi kørte 10,9 km/l og det er egentlig imponerende for kombinationen af automatgear og 190 HK. Og iøvrigt omkring 10 procent bedre end EU normen. Men ved stop/start kørsel i byen kan man næsten se benzinnålen synke mod bunden.
Er det så en stationcar?
Set udefra er Honda Accord i stationcar høj hele vejen tilbage til den Volvo stejle bagdør. Hvad der dels klæder bilen godt og dels giver god plads til hoved og høj hat på bagsædet. Bagdøren er enorm og forsynet med en fiks lille elmotor, så man bare trykker på fjernbetjeningen. Blær? Næh egentlig ikke, for døren er tung og åbner så højt, at mange kan få problemer med at nå op og lukke den.
Bagagerummet er stort, gulvet er plant og åbningen er som sagt enorm. Dog fylder hjulkasserne en del i bredden og det gør rummet en smule uregulært i nogle sammenhænge. Det ses blandt andet i, at der er rigeligt med plads til to golfbags med caddyvogn, men at det føles mere besværligt end at proppe tilsvarende bagage i en på alle måder meget mindre Citroen Xsara Stationcar.
En god detalje er at bagagerummet er udstyret med en aflåselig kælderetage med plads til de ting der ikke kan være i handskerummet.
Er det så den rigtige Honda?
Vi tror at Honda Accord Tourer med fuldt udstyr og automatgear er en slags selvmodsigelse. Om end en meget konkurrencedygtig selvmodsigelse i klassen for komfortable stationcars.
Er man til komfort, læder og den dovenskab, der ligger i automatgearet, så har man sikkert hverken barnevogn eller golfkøller, men en livsstil der passer bedre til en sedan. Her på redaktionen er vi til hver en tid parat til at “ofre” 40 hk og i stedet tage den nye Honda CR-V med hjem. Og Accord S-Type Sedan er meget sjovere hvis man vil køre bil for at køre bil og giver den ægte Honda oplevelse hvor det ikke handler om omdrejninger, men om masser af omdrejninger og en knivsskarp styring.
Skulle nogen give undertegnede et gavekort på 450.000 til den nærmeste Honda forhandler så vil pengene i stedet bliver brugt på en Civic 2.2 CDTi
Tekniske data | |
Model | Honda Accord 2.4 Executive Tourer automatic |
Pris | kr. 533.950,- ex. levering og metallak |
Motortype | 4 cylindre, benzin |
Træk | Forhjulstræk |
Slagvolumen | 2354 ccm |
Ydelse | 190 hk ved 6.800 o/min |
Moment | 223 nm ved 4.500 o/min |
Gearkasse | 5 trin automatgear |
Topfart | 212 km/t |
0-100 km/t | 9,8 sekunder |
Forbrug opgivet | 10,0 ved blandet kørsel (EU-norm) |
Forbrug målt | 10,9 km/l |
Bagagerum | 592 liter / 937 (Bagsædet lagt ned) |
Egenvægt | 1.539 kg |
totalvægt | 2.060 kg |
L/B/H | 475 cm /176 cm/149,5 cm |
Testperiode | April 2007 |
Testvarighed | 8 dage |
Testlængde | 1.050 km |
Testvejr | Forår, sol, 10-23 grader |
Testområde | Danmark, motorvej, landevej |
Standardudstyr | 4 x elruder, fjernbetjent centrallås, EBD, (bremsekraftfordeler), EBA (bremseassistent), VSA (stabilitetskontrol), el-indstillelige sidespejle med varme, tågeforlygter, servostyring, ratbetjent radio og 6 x cd-changer, læder rat, regnsensor, fartpilot, automatisk Dual – Zone klimaanlæg, ISOFIX beslag til barnestole |
Konkurrenter | Ford Mondeo, Volvo V70, Toyota Avensis, BMW 5-serie |