Bentley Brooklands

Brooklands var oprindeligt navnet på en Bentley sedan i perioden 1992-1998 og nu genopstår navnet i form af en ny coupe model.

Og det er ikke en hvilken som helst bil. Faktisk er der tale om Bentleys hidtil kraftigste V8 motor. Den 6,75 liter store motor yder 530 hestekræfter og takket været to turboladere, er det lige så vigtige moment på gigantiske 1050 nm. Det vidner om en bil, som kan matche de fleste sportsvogne.

Den brutale motor kombineres med et nyt elegant design, hvor der til trods for kun to døre er blevet god plads til fire fuldvoksne personer.

Hver enkelt Bentley Brooklands håndbygges som vanligt og produktionen er begrænset til 550 eksemplarer for at sikre eksklusivitet. Interesserede kan allerede nu forhøre sig hos den danske eneforhandler Bentley Copenhagen. Efter planen ventes de første eksemplarer at stå klar i begyndelsen af 2008.

Indvendigt byder Brooklands på masser af håndværksmæssige detaljer, som kun er muligt i håndbyggede biler. Kunderne kan naturligvis få indflydelse på interiøret og her er nærmest alt muligt, når bare man har pengene til at betale.

Der er endnu ingen oplysninger om topfart, accelleration eller andre præstationer. Forvent blot at den er hurtig fra start, frygtindgydende i mellemaccellerationer og helt og aldeles forslugen ved benzintanken.

Men benzinøkonomien er formentlig den mindste bekymring hvis man kan skrive ejer af en Bentley Brooklands på visitkortet.