De fleste af os vil jo gerne blive ved med at køre bil, så længe det overhovedet er muligt. Men desværre er vi ikke altid herre over de faktorer, der kan spille ind i forhold til vores evner i en bil. Nedsat syn, gigtlidelser og lignende kan være årsager, der gør det svært for selv erfarne billister at holde fat i deres daglige kørsel.
Men hvor længe må du ifølge dansk lovgivning egentlig blive ved med at køre bil? Og hvornår skal du begynde at tænke over, om du skal have nyt kørekort?
I denne artikel har vi samlet al information, du har brug for, hvis du er billist sidst i 60’erne.
Hvornår skal du have fornyet dit kørekort, hvis du er sidst i 60’erne?
Lad os starte med at slå én ting fast: Bare rolig, der er ingen, der kommer og snupper dit kørekort fra dig, bare fordi du er blevet lidt grå i toppen. Men alligevel gælder der en række regler, som du skal være klar over, når du nærmer dig de 70. Det er nemlig skillelinjen, hvor dit kørekort udløber.
Men du behøver ikke frygte, at du skal begynde at tage køretimer med en række 17 og et halvt-årige, der er ivrige efter at lære at køre bil. For er dit kørekort udstedt før d. 19. januar 2013, kan du blot få dit kørekort fornyet administrativt. Det gør du ved at indlevere en ansøgning samt et opdateret foto. Du skal altså hverken indgive lægeattest eller op til en ny prøve.
Hvornår skal du have fornyet dit kørekort, hvis du er 75 til 79 år?
Når du når alderen 75, står du endnu engang ved en skillelinje, hvad angår dit kørekort. Dit nye kørekort er nemlig kun gyldigt i 5 år og skal derfor fornyes igen, når du fylder 75.
Denne gang er reglerne lidt anderledes, og du slipper ikke for at skulle en tur til læge for at få en lægeattest. Denne skal du indlevere sammen med en ansøgning og et billede.
Derudover skal du være opmærksom på, at dit nye kørekort ikke har samme gyldighedsperiode som tidligere. For er du mellem 75 og 79 år, skal dit kørekort fornyes hvert andet år. Og hver gang skal du igennem samme procedure som tidligere, hvorfor du altså skal aflevere lægeattest, ansøgning og billede, hvis du ønsker at forny dit kørekort.
Kan jeg køre bil, når jeg er over 80 år?
Ja, det kan du sagtens. Du skal blot være opmærksom på, at dit kørekort kun er gyldigt i en periode på et år fra den dag, du fylder 80. Det vil dermed sige, at du én gang om året – hvis du ønsker at blive ved med at køre bil – skal indlevere en ny ansøgning, lægeattest og billede.
Har du mistet dit kørekort?
Der kan være mange årsager til, at man skal have nyt kørekort, som ikke kun kan tilskrives alderen. Måske er det stjålet, måske har du tabt det, eller måske har du fået frakendt eller inddraget dit kørekort. Ønsker du at læse mere om fornyelse af kørekort, kan du gøre det her.