BMW X3 3.0 Van

bmwx3vansmallLad os starte med de dårlige nyheder. I virkeligheden er der slet ikke noget logisk argument for en X3 med den store dieselmotor og bunker af ekstraudstyr. Dertil er bilen og ikke mindst motoren for stor. Som van-udgave tillige blot med to sæder og således endnu mere håbløs i det store energiregnskab. Man kan ganske enkelt ikke forsvare indkøbet af en X3 3.0D Van til den fyrstelige sum af 475.000 plus for 150.000 blandet ekstraudstyr. Ja, du læste rigtigt. Den testede version var proppet til overflod med en lang række lækre ting fra BMWs ikke helt billige butik for ekstraudstyr.

Og lad så prisen som lander på over 600.000 for en to-personers varevogn være det største (og eneste) minus ved bilen. For alt andet er skønt. Ja, nærmest magisk velfungerende.

Freude am fahren

Køreglæde. Dette korte ord på ni bogstaver burde egentligt være tilstrækkeligt til at beskrive følelsen af at køre BMW. For der er næppe et ord, der mere rammende beskriver redaktionens oplevelse af BMW X3 som vi havde køreglæden af i den forgangne uge.

Et enkelt ord på ni bogstaver er dog næppe tilstrækkeligt til at udgøre en artikel, og derfor bringer vi her en lidt mere uddybende vurdering af bilens fortræffeligheder af hensyn til vore læsere.

Vi testede BMWen på forskellige veje af både tørre og våde, sneglatte og sjaptunge landeveje og motorveje, og alle steder opførte bilen sig eksemplarisk.

bmwx3van2

En perle under hjelmen
Redaktionens hjerter kom hurtigt til at banke i takt med den 6-cylindrede perle af en dieselbjørn. I denne seneste reviderede udgave af BMWs 3 liters diesel er ydelsen steget fra 204 til 218 heste og momentet øget fra fantastiske 410 nm til foruroligende, ja nærmest vanvittige 500 nm ved 1.750 o/min. Den bil vil frem. Og det i et tempo, som vi ikke husker magen til i samme størrelse bil. Paradedisplinen 0-100 km/t er overstået på 7.9 sekunder. Det er imponerende. Men det som virkelig trækker tænder ud, er mellemaccellerationerne, hvor vi er i den øvre sportsvognsklasse før vi finder noget der tilnærmelsesvist kan følge med. Træder man spederen i bund med 80 km/t tager blot 6.7 sekunder, før speedometeret viser 120 km/t. Det er næsten et sekund hurtigere end bmws egen 325i med 218 benzinheste. Og den er ingenlunde kedelig.

BMWs dieselmotorer er ganske enkelt ved at blive bedre end deres benzinversioner. Lyden er nemlig heller ikke så ringe endda. Ikke helt som en omdrejningsvillig benzin-sekser, men ikke ueffen. Der er skub hele vejen op til det røde felt og lyden dejlig kraftig. Lige indtil man letter på speederen, hvorefter motoren synes at falde til ro, uanset hvor stærkt man kører. Det vidner om motorteknik på allerhøjeste niveau.

Og så var vi faktisk positivt overraskede over bilens økonomi. Med en
langtur på motorvej, hvor fartpiloten var sat til enten 110 eller 130
km/timen løb denne firehjulstrækker 11,3 km per liter diesel. Det er imponerende. Ialt kom vi ud med 11,2 km/l for hele testugen.

bmwx3van1

Ekstraudstyr i lange baner
Den testede bil var udstyret efter alle kunstens regler. Når man shopper ekstraudstyr til sin BMW er der masser at vælge mellem. Og det er ikke billigt. Vi nævner i flæng metallak kr. 7.260, 6 trins automat gear kr. 23.654, glastag panorama kr. 16.546, el-sæder kr. 14.168, parkeringssensor kr. 8.282 og navigationssystem kr. 30.715. Ialt havde testbilen fået monteret ekstraudstyr for mere end 150.000, hvilket svarer til en mindre ny bil. Om de høje priser kan retfærdiggøres er svært at afgøre. Personligt ville vi vælge navigationssystemet til sidst og det fremragende automatgear før alt andet. Det er svært at forestille sig bilen uden det blødt skiftende gear, som reagerer prompte på kickdown. Det fungerer ganske enkelt perfekt.

Navigationssystemer er efterhånden obligatorisk i denne klasse af biler, og her oplevede vi et udmærket af slagsen med mulighed for flere sprogvalg. Systemet anvendes med de traditionelle tryk/rulleknap-system frem for trykfølsomt display, og det fungerer ganske glimrende, selvom man nogle steder savner de danske bogstaver. Selve vejvisningen var til gengæld upåklagelig og instruktiv og systemet fandt uden besvær frem til de indtastede adresser.

I testugen havde vi koldt og klamt vejr med temperaturer tæt under frysepunktet det meste af døgnet. Bilen blev forbilledeligt hurtigt varm og sædevarmen var mærkbar bare nogle sekunder efter at vi havde sat os ind i tilfrosset bil. Vi har iøvrigt hidtil afvist varme i rattet, som den ultimative unødvendige luksus, men vi må erkende at vi kom til at sætte stor pris på den indlagt elvarme i det tykke læderrat. Skønt at få varmet sine kolde fingre om morgenen.

Også på listen over fine egenskaber er PDC (Park Distance Control) som ved en bippende lyd ved parkeringindikerer om forenede eller bagenden er ved at komme i faretruende nærhed af en bagvedholdende. Der er jo ingen grund til at teste kofangerens holdbarhed unødigt, og da bilen er ganske stor er denne indikator en fin lille hjælp.

Langtursbil

Netop førnævnte automatgear og den integrerede fartpilot gør lange stræk til en leg. Man sidder fantastisk godt i sæderne, men det manglede også bare. For den elektriske indstilling kan ganske enkelt køre sæderne i stort set alle mulige retninger og der er meget stor forskel på yderpositionerne. Sagt på en anden måde, vil både den mindste kvinde og den største mand kunne finde sig til rette i førersædet. Det er ligegyldigt om du er 1.60 og vejer 50 kg eller du nærmer dig to meter og har passeret 125 kg. BMW har skabt noget nær den perfekte førerplads. Sportsæderne støtter de rigtige steder og der var ingen sovende lår eller ømme bagdele uanset hvor langt vi kørte. Inden bægeret flyder over med lovord skal der retfærdigvis også hældes lidt malurt i. BMWen er en stor bil, og det kan faktisk være lidt besværligt at sætte sig ind i sædet, hvis dette ikke er kørt helt tilbage. Står det i køreposition risikerer man nemt at slå ben eller bagdel mod de hårde sædekanter.

Det velfungerende automatgear er et af de bedste redaktionen nogensinde har testet. Det skifter hurtigt, umærkeligt og skiftekulissen til manuelle skift er omtrent overflødige ved normal kørsel. Det er dog meget anvendeligt, når man skal demonstrere motorens ufattelige kraftoverskud for passageren. Vi forlader byen med 50 km/t og sætter bilen i 6. gear da landevejen åbenbarer sig. Vi træder pedalen ned og bilen skyder pænt frem. Samme manøvre i 5. gear giver lidt mere spark. I 4. gear går det rigtig stærkt op mod fartgrænsen. Men gentager man tester i 3. eller sågår 2. gear, så bliver alt andet til prikker i bakspejlet på sekunder. Det kan dårligt beskrives, det skal ganske enkelt opleves, før man tror på at en så stor “dieselhakker med bedstefar-gear” kan føles så hurtig.

 

Sikker transport
Som i alle andre høje firehjulstrækkere har man et godt udblik over trafikken. Natkørsel er en leg med Xenonlygterne og man bliver ikke træt af at køre i bilen. Den ligger klippestabilt på motorvejen, men er også utrolig adræt gennem snævre sving. Størrelsen og ikke mindst højden, generer tilsyneladende ikke den tyske sprintermaskine. Den krænger ikke og undervognen virker stram og styringen er knivskarp. Og trods dette, formår maskinen også at være komfortabel, utroligt støjsvag og forcerer ujævnheder uden at kny eller give nyregrus.

Sikkerheden er mere end airbags og myriader af forkortelser for sikkerhedsudstyr som abs, adb-x, asc-x, dsc, dbc, hdc. Den korte forklaring på de underlig bogstavkombinationer er at BMW har styr på bremsekraften og styringen under alle forhold. Maskinen justerer bremseeffekten og gassen så bilen kommer sikkert ud af kritiske situationer. Selvfølgelig kan bilen ikke erstatte chaufføren endnu, men det giver en utrolig fornemmelse af sikkerhed og kontrol over køretøjet.

Rummelig
X3 er lillebror til X5, men den behøver ikke flove sig. På gule plader er pladsen bagtil naturligvis helt i top og med 1.560 liter bagude, er der plads til både kuffert, cykel og vovhund. Eller håndværkergrej, for det er jo primært selvstændige erhvervsdrivende, som gulpladebiler er tiltænkt, ikke sandt? Nej, vi kan ikke rigtig forestille os at man smider malerbøtter eller høvlebænken ind i det flotte bagagerum. Eller tilkøber det enorme glas panorama el-soltag fordi man gerne vil have dagslys til at finde skruetrækkeren. X3 som van bliver næppe købt for at ejeren kan anvende den som varevogn.

Udenfor konkurrence

BMW X3 er svær at sammenligne med andre, for der findes ikke rigtig andre mærker i denne klasse for luksus SUV. Nogle vil pege på Mercedes M-klasse, eller Volvo V90 XC, men de hører til sammen med storebror X5. Eneste rimelig sammenligningsgrundlag vi kan finde er Lexus RX og de har ikke en dieselmotor, som bare tilnærmelsvis kan sammenlignes. Måske kan det virke lidt letkøbt, at kåre en vinder i en klasse uden konkurrenter, men sandheden er at BMW X3 er i en klasse for sig. Konkurrenterne vil få det svært. Og når de en gang har præsteret en motor som kan matche den fantastiske BMW, så er teknikerne i tyskland sikkert kommer endnu længere. BMW har ganske enkelt et forspring, som måske ikke helt retfærdiggør prisen, men ihvertfald forklarer den på fornemmeste vis. Vores bilhjerter har 6 cylindre og kører på diesel.

Tekniske data

Model

BMW X3 3.0D Automatic Van

Pris

kr. 475.896,- inkl. moms, ex. levering og metallak

Motortype 6 cylindre, diesel

Træk

Firehjulstræk

Slagvolumen

2.993 ccm

Ydelse

218 hk ved 4.000 o/min

Moment

500 nm ved 1.750 o/min

Gearkasse

6 trin automat med tiptronic

Topfart

210 km/t

0-100 km/t

7,9 sekunder

Forbrug opgivet

11,9 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

Forbrug målt

11,2 km/l

Bagagerum

1.560 liter

Egenvægt

1.750 kg

totalvægt

2.350 kg

L/B/H

457 cm/185 cm/167 cm

Testperiode

Januar/februar 2006

Testvarighed

7 dage

Testlængde

830 km

Testvejr

Sne, frostgrader, isede veje

Testområde

Danmark, motorvej, landevej

Standardudstyr

elruder, fjernbetjent centrallås, el-indstillelige sidespejle, HDC, ABS, dæktryksmåler, tågeforlygter, servostyring, tonede ruder.

Konkurrenter


Lexus RX, Volvo XC70