Audi A8

A8 er toppen af kransekagen hos Audi, det bedste og mest eksklusive køretøj bilproducenten kan præstere. Udstyret med permanent firehjulstræk og potente motorer, sikres man en komfortabel og alligevel magtfuld limousine.

Aluminium
Som den eneste i klassen byder topmodellen på det specielle firehjulstræk Quattro samt aluminiums-karrosseri. Førstnævnte sikrer maksimal køreglæde og kontrol, mens sidstnævnte er med til at holde bilens vægt på et acceptabelt niveau. Det er trods alt en klasse hvor bilerne meget let vejer mere end 2 tons – uden fører, bagage eller benzin.

Motorer
Audi A8 fås med en række forskellige motorer, herunder en 8 cylindret 4.2 FSI benzin som yder 350 Hk og den kraftfulde 6.0 W12, der yder hele 450 HK. I dieselafdelingen findes den råstærke 3.0 TDI med 225 hestekræfter samt en storebror på 4.2 liter og et moment på hele 650 Nm.

Ministerbiler
Foruden de stærke motorer, disker A8 op med alskens udstyr. Med mulighed for at få skræddersyet sin egen bil helt ned til mindste detalje. I denne klasse er intet umuligt, for den som kan betale. Eller har mulighed for at omgå afgiftssystemet og få sig en skøn firmabil på skatteborgernes regning, som flere ministre har benyttet sig af. I ministergaragerne deler Audi favoritpladsen med BMW´s 7-serie.

Lyd med danske rødder
Audi har i samarbejde med B&O introduceret et lydanlæg til biler kaldet Advanced Sound System, og det bryder rammerne for troværdig lydgengivelse uden at gå på kompromis med udseende og størrelse på enhederne.

Mange konkurrenter
Selvom man umiddelbart skulle tro, at der ikke fandtes mange biler i samme klasse, er der med tiden kommet en del konkurrenter. De vigtigste er stadig BMW 7-serien og Mercedes S-klassen, men også VW Pheaton presser sig på. I USA, hvor klassen sælger noget bedre end herhjemme, er den ubestridte storsælger stadig Lexus LS serie. Også Jaguar skal nævnes med deres XJ-model. Alt i alt et segment, hvor der ikke sælges mange enheder i Danmark, og hvor konkurrencen samtidig er benhård.

temasuperbiler

Skriv et svar