BMW spiller igen et stærkt kort ud i kampen om at placere sig helt forrest inden for udviklingen af intelligente hybriddrivsystemer. Med lanceringen af BMW ActiveHybrid 5 får man endnu en model med kombinationen af forbrændingsmotor og elektromotor.
Motorkonstruktion med traditionel forbrændingsmotor og el-motor forøger såvel brændstoføkonomien som den køreglæde, BMW altid har været garant for. Som den første model nogensinde er BMW ActiveHybrid 5 udstyret med en 6-cylindret BMW TwinPower Turbo-rækkemotor, eldriftsystem og 8-trins-automatgearkasse.
Dertil kommer den seneste generation af BMW ActiveHybrid-teknologi, som bidrager med præcis, og dermed særdeles effektiv, intelligent energistyring. Alt i alt sikrer det BMW ActiveHybrid 5 en fremragende balance mellem ydeevne og brændstofforbrug.
Det særlige drivsystem, som giver modellen en samlet ydelse på 340 hk, gør det muligt at køre udelukkende på strøm op til en hastighed på 60 km/t og accelerere fra 0 til 100 km/t på blot 5,9 sekunder. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er blevet forbedret til mellem 14,3 og 15,6 km/liter og CO2-udledningen til blot 149-163 g/km (tal ifølge EU-miks, afhængigt af dækformat). Det er ret imponerende i så stor en bil med de præstationer.
Den 6-cylindrede rækkemotor med 306 hk (225 kW) og BMW TwinPower Turbo-teknologi, er den samme som den, der sidder i BMW 535i, og er kendetegnet ved både omdrejningsvillighed, trækkraft og god brændstoføkonomi. Elektromotoren yder 55 hk (40 kW) og strømforsynes af et højtydende litium ion-batteri, der er indbygget i bagagerummet. Kraften fra de to drivsystemer overføres til baghjulene via 8-trins-automatgearkassen.
Ud over “full hybrid”-konstruktionen, som muliggør ren strømdrift uden forurening i byen, udmærker BMW ActiveHybrid 5 sig ved meget sportslige køreegenskaber og en markant reduktion af brændstofforbruget i forhold til BMW 535i.
For at udnytte BMW ActiveHybrid-teknologien maksimalt anvender styreelektronikken intelligent energistyring med en række innovative funktioner, der sikrer, at drivsystemet hele tiden fungerer optimalt. Den primære opladning af det højtydende batteri finder sted, når man kører i tomgang eller bremser, idet elektromotoren fungerer som en generator, der forsyner højspændingsbatteriet med strøm. Under acceleration ændres elektromotorens funktion, så den i stedet hjælper benzinmotoren ved at generere ekstra accelerationskraft, hvilket gør køreoplevelsen endnu mere dynamisk.
Når den særlige ECO PRO-funktion er aktiveret, er det muligt at slå forbrændingsmotoren fra, når bilen ruller ved egen kraft ved hastigheder på helt op til 160 km/t. Takket være denne såkaldte coasting-funktion opnås der en høj grad af kørselskomfort med optimal udnyttelse af den allerede genererede kinetiske energi, og for at undgå tomgangskørsel i kø eller ved vejkryds, er BMW ActiveHybrid 5 udstyret med start/stop-hybridfunktion.
Dertil kommer, at styreelektronikken i BMW ActiveHybrid 5 er forbundet med navigationssystemet Professional, der indgår i standardudstyret, hvor de aktuelle og fremtidige kørselsforhold analyseres, så drivlinjekomponenterne kan finjusteres i forhold til disse.
Alle hybridspecifikke komponenter i drivlinje- og energistyringssystemerne er specialudviklet til BMW ActiveHybrid 5, og det udmønter sig i et ekstremt velfungerende totalkoncept, der samtidig er en overbevisende demonstration af BMW ActiveHybrid-teknologiens kvaliteter på landevejen. Og alle de nye hybridkomponenter er konstrueret til at skulle holde i hele bilens levetid.
Som den eneste model i BMW 5-serien fås BMW ActiveHybrid 5 med metallak i farven Bluewater, og den skiller sig desuden ud fra sine søskende i 5-serien i form af et modelspecifikt motordæksel, betegnelsen “ActiveHybrid 5” på indstigningslisterne og på en aluminiumsplade på midterkonsollen samt inskriptionen “ActiveHybrid Power Unit” på kabinettet til det højtydende batteri i bagagerummet.
Udvalget af indtræk, interiørfarver og interirølister er det samme som det, der tilbydes til de øvrige varianter af BMW 5-serie Sedan. Desuden er listen over standardudstyr blevet udvidet med navigationssystemet Professional samt klimaautomatik med fire zoner og forklimatisering. BMW ActiveHybrid 5 fås desuden med række forskellige assistentsystemer og mobilitetstjenester fra BMW ConnectedDrive.
BMW ActiveHybrid 5 produceres som de øvrige modeller i BMW 5-serien på BMW Groups største produktionsanlæg på verdensplan, nemlig fabrikken i Dingolfing.
Specifikationer og præstationer:
6-cylindret benzinrækkemotor, BMW TwinPower Turbo-teknologi med TwinScroll-turbolader, direkte højpræcisionsindsprøjtning og VALVETRONIC. Slagvolumen: 2.979 cm3. Ydelse: 306 hk (225 kW) ved 5.800 omdr./min. Maks. drejningsmoment: 400 Nm ved 1.200-5.000 omdr./min. Synkron elektromotor: Ydelse: 55 hk (40 kW). Maks. drejningsmoment: 210 Nm. Kombineret ydelse: 340 hk (250 kW). Maks. kombineret drejningsmoment: 450 Nm. Acceleration (0-100 km/t): 5,9 sekunder. Tophastighed: 250 km/t. Tophastighed ved 100 % strømdrift: 60 km/t. Gennemsnitligt brændstofforbrug*: 14,3-15,6 km/liter. CO2-udledning*: 149-163 g/km. Udledningsstandard: EU5.