BMW 118i

Det er lykkedes BMW at putte en lille 4 cylindret benzinmotor med blot 129 HK ned i en 1-serie og så gøre den sjov og inspirerende at drøne om hjørner i.Jeg kan fint forstå, at en BMW med 6 cylindre og 258 heste kan være inspirerende at køre. Jeg kan tilmed forstå, at deres fine dieselbiler leverer et punch i mellemaccellerationerne, som gør det sjovt at køre diesel. Men jeg kan ikke forstå hvordan det er lykkedes BMW at putte en lille 4 cylindret benzinmotor på blot 1.995 ccm ned i en 1-serie og så gøre den sjov og inspirerende at drøne om hjørner i.

Det er i virkeligheden en større præstation end at lave de bedste række seksere i verden.

Hjemme igen
BMW er i sagens natur ikke nogen billig bil – så langt fra. Og jeg kan skrive alenlange klagesange om hvorfor deres ekstraudstyr skal være så dyrt. Mere om det senere, for det hele er glemt, når jeg kiler mig ind i førersædet og lynhurtigt finder den optimale position.

Honey, I am home, hører jeg mig selv tænke, da jeg trykker på startknappen og triller ud fra parkeringspladsen foran BMW forhandleren. Jeg føler mig straks på hjemmebane i den lækre kabine. Rattet, som i dette tilfælde er det superlækre M-sports rat, ligger perfekt i hænderne. Det er uden tvivl det bedste rat, redaktionen nogensinde har testet. Uanset hvordan man placerer sine hænder på rattet, er fornemmelsen i top.

M = Motorvej
Bilen er ægte køreglæde. Til trods for at motoren på ingen måde er vild eller voldsom, så fungerer bilen meget tilfredsstillende på motorvej. Der er ingen larm af betydning, ikke mindst takket været en 6 trins gearkasse, som dog er en del af ekstraudstyret. Ved den maksimale hastighed af 130 km/t på motorvejen spinder de fire cylindre veloplagt med 3.600 omdrejninger i 5. gear. Skifter man videre til 6. gearet falder omdrejningstallet til præcis 3.000 omdrejninger, og så falder det i forvejen lave støjniveau yderligere.

Brændstoføkonomien er heller ikke noget at skamme sig over. Vi kørte 11,9 km/liter på en lang motorvejsstrækning med 110-130 km/t og det er særdeles respektabelt.

Komfort
Det er ikke nogen stor bil og har man først sat sig til rette i førersædet, levner det ikke meget plads til voksne bagude. Det skal man vide når man køber denne bil.

Den testede version var sænket og det gjorde indstigningen til en prøvelse for flere af redaktionens medlemmer. Jeg vil ikke bryde mig om at sidde alt for længe på bagsædet bag en langbenet chauffør. Sædet fungerer bedst til børn.

Kvalitet
Der kan ikke sættes en finger på samlekvaliteten i denne bil. Finishen er noget af det bedste vi har oplevet i nogen bil. Alt virker gennemarbejdet og gennemtænkt. Lige fra pedaler og rat til sæderne og instrumentpanelet. Skal der endelig dryppes lidt malurt i bægeret for denne skønne bil må det være udsynet bagud. De ret kraftige hjørnestolper i kombinationen med bilens “lave” vinduer gør, at udsynet bagud ikke er optimalt.

Sin egen værste konkurrent
Tilbage er kun min vigtigste anke mod denne BMW; en anden BMW. Nemlig den tidligere testede og velfungerende 118 diesel, som gør det lige så godt og kun er en brøkdel dyrere i basisudgaven. Jeg ved at der stadig findes personer, som ikke kunne drømme om at sætte sig bag rattet i en dieseldrevet BMW, men disse fanatikere skylder sig selv en prøvetur. Og skulle de ikke være overbevist, så er 118i med benzin det oplagte valg.

Fremragende køreegenskaber
Det er ingen tvivl om at dette er en bil, som giver køreglæde. Jeg glædede mig til at køre i bilen hver eneste dag vi havde den til låns. Andre testbiler giver ikke altid samme glæde eller forventning. Når bilen er startet og man kører afsted, trækker bilen i retning af snoede sogneveje. Den bil elsker sving og æder dem med høj fart, hvis man skulle have lyst til det. Og det får man i bilen.

Det skyldes i almindelighed BMWs glimrende egenskaber og i særdeleshed M-sportpakken, som gør det hele en tand festligere. Den reagerer skarpere i kurver, dækkene har mere bid og styringen er direkte. Altsammen kvaliteter som gør den formidabelt underholdende at køre. Man kunne ønske sig flere kræfter, men motoren gør det fremragende. Sommetider er det bare mere underholdende at køre 60 km/t på landevej end 180 km/t på autobahn.

Ekstra dyrt
Selvom jeg elsker maskinen for dens køreegenskaber, så kan man ikke undgå at blive betænkelig ved BMWs priser for ekstraudstyr. Det har om noget altid været deres akilleshæl, selvom det er blevet bedre med årene. Mere er blevet standard og godt for det. Der er dog stadig mulighed for at købe sig fattig i et omfattende ekstraudstyrsprogram. Den testede bil havde en såkaldt Advantage pakke monteret sammen med den store M sportspakke til den halvpebrede pris af cirka 75.000 kroner. Jeg skal indrømme at pakken er omfattende med bl.a. et velfungerende bizone klimaanlæg, CD radio, M sportsundervogn, M sportsundervogn, M aerodynamikpakke, M letmetalfælge, eksteriør i vognfarve, kromlister udvendigt, interiørlister aluminium, loftsbeklædning i Anthrazit, sportssæder, tågelygter og ikke mindst det fantastiske M læderrat. Men når man tillige skal betale metallak (13.934), el-ruder bagerst (8.315), sædevarme (7.191), fældbare nakkestøtter bag (5.618), lygtepakke intensiv rens (5.843), regnsensor (2.697), Xenon lygter (11.930), adaptive forlygter (8.990), fartpilot (5.618) samt hifi højttalere (11.687) så lander slutprisen på godt 580.000 kroner.

Konklusion
Jeg erkender gerne, at jeg er entusiast og forelsket i de tyske bilproducenter. BMW 118i er en fantastisk velkørende maskine. De fire cylindre under kølerhjelmen gør et utroligt stykke arbejde og køreglæden er på højde med de 6-cylindrede når man tager M-sportspakken med i købet. Det er en teknisk bedrift uden sidestykke i klassen og viser at harmoni og sport fra fire cylindre ikke kun lader sig gøre hos Alfa Romeo. Når dette er sagt, så er prisen på det lækre udstyr i overkanten. Propper man alting i, som i den testede model, kan man købe en BMW 320d med 163 dieselheste under hjelmen til samme pris og så ved jeg godt hvilken model jeg ville vælge. I en 320d får man mere plads, flere kræfter og mere status.

Skal det være 1-serien, så vil jeg med hovedet anbefale en 118d med basisudstyr som det bedste køb. Og så lige køre en ekstra tur i 118i med M sportspakken inden den skal afleveres …

Tal og teknik
Model: BMW 118i
Pris: Kr. 386.000 ekskl. levering og metallak.
Cirka kr. 582.000 for den testede model inkl alt udstyr.
Motortype: 4 cylindre, række
Brændstof: Benzin
Træk: Baghjulstræk
Slagvolumen: 1.995 ccm
Ydelse: 129 hk ved 5.750 o/min
Moment: 180 nm ved 3.250 o/min
Gearkasse: 6 trin manuelt
Topfart: 208 km/t
0-100 km/t: 9,4 sekunder
Forbrug opgivet: 11,9 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt: 11,9 km/l
Bagagerum: 330 liter
Køreklar vægt: 1.200 kg
Total vægt: 1.725 kg
L/B/H: 423 cm/175 cm/143 cm
Testperiode: September 2006
Testvarighed: 7 dage
Testlængde: 760 km
Testvejr: Solskin, regn, 10-24 grader
Testområde: Motorvej, landevej, by
Standardudstyr: 4 x elruder, tågelygter foran, Xenon-lygter, fjernbetjent centrallås, start/stop knap, el-justerbare sidespejle med varme, højdejusterbart forsæde og rat, radio/cd, to-zone klimaanlæg, sportsæder, sportsundervogn
Konkurrenter: Audi A3
Posted Under