BMW 118d

BMW 1-serien er ikke nem at putte i bås. Faktisk er der ikke ret mange konkurrenter i dens klasse, men det gør ikke bilen dårligere. Den er kompakt på flere måder, uden at den mangler klassen fra større biler. Styretøjet er tilpas tung og stramt til at man føler vejen under sig, mens man suser rundt om hjørnerne. Husk at gemme din køreglæde til strækninger som egner sig til det, dvs. masser af plads og ingen trafik. Vi bærer alle et ansvar for at undgå ulykker. Uanset hvilken bil vi kører i.

BMW er generelt en af de sikreste biler at køre rundt i. Igen vil vi fremhæve den passive sikkerhed, nemlig det faktum at bilerne fra BMW kører, styrer og bremser fantastisk.

Inden begejstringen atter løber af med os, så må vi gå til bekendelse og denne uges testbil var den første BMW nogensinde, hvor vi havde det opfattelse, at bilen var undermotoriseret. Nu skal det retfærdigvis nævnes at vi kom direkte fra en test i Honda S-type af den fremragende Accord med 190 meget villige benzinheste. Det viste sig meget hurtigt at dommen over diselmotoren var ganske urimelig. Et par dage mere i BMWs mindste common rail maskine viste med tydelighed, at motoren rækker så rigeligt.

Egenvægten er holdt på beskedne 1.275 kg og det hjælper til med at gøre bilen kvik og adræt trods det faktum, at der kun snurrer 122 heste ude foran. Momentet er på 280 nm ved blot 1.750 omdrejninger og det mærkes som et dejlig skub i ryggen, når tælleren når derop. Overhalinger foregår blødt og sikkert og kørsel på landevej og motorvej bliver til en leg med fartpiloten tændt.

Man er ikke i tvivl om at motoren er en diesel og i forhold til 3 liters versionen vi har testet i X3 er den lille noget mere grov i mælet. Ikke at det er noget problem, den lyder bare ikke som en benzinmotor. Så køb den ikke for lyden, når du gasser op med nedrullede ruder. Nej, op med vinduet og ud på landevejen, hvor den meget højt gearede motor aldrig når over 2000 omdrejninger, hvis man vil beholde kortet. Ja, det er lige før at kortet kan ryge på motorvej også inden der står 2000 på omdrejningstælleren. Ved 1.800 i sjette gear triller bilen nemlig lige knap 110 km/t. Det kan mærkes på brændstoføkonomien, hvor vi kom ud med meget anstændige 15,4 km/l med frisk kørsel.

Sæderne er som altid hos BMW helt i top. Man sidder bare godt, også når man kører langt. Rattet ligger tykt og lækkert i hænderne og man har fuldstændig kontrol over tingene. Jeg ved ikke hvordan BMW gør det, men de kan noget som de andre ikke helt formår i samme grad. Følingen er eminent.

Kabinen er holdt i diskret mørke og grå nuancer. Det er plast af høj kvalitet og næsten knirkefrit. I det hele taget skal man helst sætte fartpiloten til den tilladte hastighed på motorvej, for ellers bliver man hurtigt fartblind. Den fungerer iøvrigt som alt andet i bilen; upåklageligt.

En del kritiske røster har gennem tiden lydt omkring BMWs manuelle gearkasser. Jeg har selv kørt med en del efterhånden og indrømmer gerne, at motorerne ofte har været bedre end gearkasserne. Jeg synes dog at den testede udgave med seks trin er glimrende. Det er stadig ikke det mest præcise eller det hurtigste på markedet, men det er godt og meget bedre end tidligere.

Pladsen er beskeden ved bagsædet, hvis en voksen mand finder sig til rette på forsædet. Sådan må det være i bil af denne størrelse, men nogen familiebil er det altså ikke. Bagagerummet kan højst indeholde 330 liter og det sluger ingen barnevogn. Men ønsker man en bil med plads til barnevogn, bedstemødre og bagage, køber man en stationcar og ikke en BMW 1-serie.

Prisen er lige under 400.000 kroner, mens den mindste benzinudgave p.t. kan erhverves som et særligt godt tilbud til lige under 300.000 kroner. Hvis jeg ikke lige skulle fragte familien rundt med barnestole, klapvogne og alt muligt andet ville jeg bestemt være fristet.