Midt i finanskrise og bilmarkedets nedtur er det ren eskapisme at se nærmere på en Bentley. Og da ikke mindst hvis det er Continental GT Speed.
Da den blev lanceret i 2007 var det Bentleys til dato kraftigste motor med ikke færre end 610 hestekræfter. Topfarten er også rekord for Bentley, nemlig 200 MPH (miles per hour) svarende til 326 km/t.
Da Continental modellen i sin tid blev introduceret var det til markedet for de superhurtige luksus GT-biler, hvor konkurrenterne hedder Maybach og Rolls Royce. Ikke et ondt ord om topmodellerne fra BMW, Lexus eller Mercedes, men her er Bentley bare en klasse over disse hvad angår luksus.
Overdådig luksus har altid været Bentleys varemærke, men det var først med Continental, at man for alvor gjorde noget for de fart- og køreglæde multimillionærer, som havde vokset sig for store til at klemme sig ned i en Ferrari. Med Speed versionen af Continental har man ladet motoren vokse fra ret imponerende 560 hk til afsindige 610 ditto.
Bentley gemmer sig ikke ligefrem i mængden med sit imponerende design og 20″ hjul til de mange hestekræfter.
Optimeret motor
Man skal nok være kender for at vurdere den nye model som adskiller sig fra den tidligere model ved bredere og lavere luftindtag samt et mere opretstående kølergitter. Sidstnævnte er mere end til pynt, idet det sørger for øget luftgennemstrømning til den mere kraftfulde Continental GT Speed model.
De ekstra 50 hestekræfter er fundet ved hjælp af lavere friktion, letvægtskomponenter samt et nyt motorstyringssystem. Acceleration fra 0-100 km/t sker på blot på 4,5 sekunder.
Continental GT Speeds høje ydelse suppleres af den unikke karrosseristivhed, som giver strammere handling og forbedret agilitet og de nye og bredere 9.5J 20” hjul og Pirelli performance dæk, der er standard. Keramiske karbonbremser kan fås som ekstraudstyr.
Hvis man virkelig vil transporteres på bagsædet af sin limousine, skal man gå til konkurrenten Rolls Royce. Bentley Continental GT Speed har nemlig fokus på høj ydelse og adræt handling til glæde for føreren. Dette er en drivers car.