Tag en nyudviklet 10-cylindret diselmotor med 313 HK og et ufatteligt moment på 750 NM og prop det i en forvokset folkevogn med firehjulstræk. Tilsæt lidt læder og et 6-trins automatgear og kom så gule plader på uhyret. Du betaler herefter en bagatel af kr. 630.000 og vupti så du har en Touareg van, en knap 2.5 ton tung ”varevogn”, som lovligt kun huser dig selv og en enkelt passager.
Nå, ja, du kan selvfølgelig også hægte selv de største hestetrailere bag på uden at overanstrenge motoren bare tilnærmelsesvis. Måske et par stykker på samme tid.
Gadens Goliath
Men er en Touareg van så ikke mere end en bil med plads til to voksne mennesker og to fuldvoksne bryggerheste inkl. kapervogn? Jo, den er også en særdeles kompetent langtursvogn, med en komfort som matcher selv bedre luksusbiler. Det er med andre ord en 4-hjulstrækker forklædt som limousine. Dem er der efterhånden kommet en del af på markedet. Vi nævner i flæng Mercedes ML, Lexus RX, BMW X5, Toyta Landcruiser, Volvo XC90, Range Rover og ikke mindst søsterbilen Cayenne fra Porsche, som Touareg deler flere komponenter med.
Ikke for danskere
Biltypen er helt afgjort ikke udviklet med flade og afgiftsplagede Danmark som primære målgruppe. Dertil er afgifterne for høje og bakkerne for lave. Der er ganske enkelt ikke noget rimeligt argument for at danskere skal vælge så stor en bil – og slet ikke med det grotesk voldsomme V10 diselmonster i motorrummet. VW oplyser selv at 0-100 km/t tager 7,8 sekunder, men det er vist noget af en underdrivelse. Snarere er tallet 6,5 sekunder.
Fra en smule over tomgang yder motoren det samme som en mellemstor familiebil. Den har ganske vist også mere end 2400 kg at slæbe på, men så snart motoren for alvor vågner til dåd ved ca. 1.500 o/min presser accelerationen fører og passager tilbage i de velpolstrede lædersæder på samme måde som et startende fly i lufthavnen. Den store tunge bil nærmest springer frem fra lyskrydset, så snart den har overvundet den værste turbotøven. Her er der bestemt ikke ret mange andre biler, der kan følge med. Og da slet ikke andre biler i den størrelse. Speedometernålen bevæger sig op ad skalaen med samme fart som omdrejningstælleren på andre biler.
Sikre overhalinger på landevej eller motorvej, som jo er uendeligt meget mere interessante end kampen om lyskrydsets grønne lygte, foregår i et tempo der bedst beskrives sådan; blink ud, tryk på speederen, blink ind. Ingen tøven, ingen venten. Bare en lynhurtig og fuldstændig overlegent sikker acceleration og man er forbi den forankørende bil. Det giver en utrolig tryghed at sidde højt placeret med fint udkig over den øvrige trafik i så potent en bil. Man føler sig i sandhed hævet over de andre mere normale biler.
Oh, hvilken diesel
Motoren er en kraftkarl af rang, faktisk er V10´eren den stærkeste dieselmotor, der nogensinde er bygget til standard personbil, men slippe helt for diesellyden, det kan den ikke. Motoren er ingenlunde decideret træls at lytte til, men brølet fra en benzin V10´er har den altså ikke. Særligt ved bykørsel med 50-60 km/t er der en udefinerbar motorstøj. Vi sad længe og skruede op og ned for radioen og tændte og slukkede for klimaanlægget i forsøget på at isolere og lokalisere ”støjgenen”. Men lyden kom altså fra motoren.
Til dens forsvar skal siges, at støjniveauet generelt er meget lavt og at der stort set ingen forskel er uanset bilens hastighed. Topfarten på 225 km/t blev ikke afprøvet, men er helt sikkert ikke overdrevet. Udstyrsmæssigt befinder vi os med V10 modellen i toppen af kransekagen med 12-vejs justerbare lædersæder, 6-trins automatgear, stort soundsystem med 11 højttalere, 18-tommer hjul, to-delt klimaanlæg, fartpilot, luftaffjedring, Bi-Xenon forlygter, keyless-access, og meget meget mere.
Oplevelsen af bilen starter allerede inden du stiger ind i den. Selvom den kører mere eller mindre som en personbil, er den meget stor at se til, særligt når den justerbare frihøjde er sat til maksimum. Keyless Access sikrer at bæreren af bilnøglen blot kan tage i dørhåndtaget når man er tæt nok på bilen, så åbnes dørene automatisk.
Vel indenfor i bilen kan man lade nøglen blive i lommen og så blot trykke på den store startknappen i midterkonsollen. Smart, ja helt sikkert, men jo også en funktion som er ved at vinde indpas i langt mindre og billigere biler.
Mudder, nej tak!
Vi kørte en længere tur på motorvej, landevej og små sogneveje. Bilen føler sig hjemme overalt, men vi smed den dog ikke gennem ælte og pløre. Det nænner man næsten ikke med så fin en bil, selvom den helt sikkert kan klare det uden problemer. Den trækker som en traktor og kan klatre op af skråninger eller hive en genstridig træstub op med roden. Den kan også køre en tur over grænsen og fragte 2.000 dåseøl med hjem uden at kny eller gå i knæ. Det sørger luftaffjedringen for.
Den ultimative fritidsbil
Bilen har sin største berettigelse som superpotent 4-hjulstrækker til den ekstremt fritidsaktive familie. Om vinteren vil familien kunne fylde bilen med ski og udstyr og køre 2.000 km til et hvilken som helst europæisk skisportssted med højfart på autobahn. De vil tilmed ankomme uden at være det mindste anstrengt af det lange ridt.
Om sommeren kan bilen bruges til at slæbe den store speedbådstrailer til og fra havnen. I weekenderne bruger farmand bilen til at gå på jagt og imponere vennerne med den store motor. Ungerne vil elske bilen fordi de til enhver tid kan smide cyklerne i bagagerummet uden at tage udsigten til bagruden. Og de vil heller ikke komme op at skændes grundet manglende plads. Har familien lyst til lidt eventyr, spændes den store campingvogn efter bilen og peges i retning mod Nordkap. Datteren i familien kan glæde sig over at blive kørt til ridestævne hver uge sammen med hestetraileren og de 8 ponyer bilen kan trække. Bilen er tilmed elegant nok til at ankomme nyvasket ved en stortslået premiere med den røde løber rullet ud og så overskygge almindelige lavtgående limousiner. Set i det lys er bilen med bagsæderne i behold faktisk ideel til stort alle transportbehov. Eneste problem er at prisen for hvide plader sender Touareg op i knap kr. 1.5 mio. Men det er jo ikke VW´s skyld…..