Volvo S80

Mens den svenske søster Saab er i krise, forsøger Volvo at vinde markedsandele med en ny version af deres topmodel S80. I Danmark er der et begrænset kundegrundlag til sedaner i det såkaldte premium segment. Her hersker Audi og BMW traditionelt, men Volvo har alligevel sin trofaste fanskare. Og tilhængere kan glæde sig til en række forbedringer i den nye topmodel.

Eksklusiv & velkørende
“Vi er klar til at give konkurrenterne kamp til stregen, og med den nye S80 er vi godt rustet, hvad angår eksklusivitet, kvalitet og køreegenskaber,” siger adm. direktør og koncernchef hos Volvo Cars, Stephen Odell.

Den fornyede Volvo S80 hører til i en klasse, der domineres af mandlige kunder med stor interesse for biler og med knivskarpe forventninger til bilens eksklusivitet, dens køreegenskaber og ikke mindst mærkets image. Når denne kundegruppe vælger bil, er det ofte individets personlige smag og præferencer, der er afgørende for valget, men bilen skal samtidig tjene som familiebil.

“Kunder i denne klasse er som regel meget mærkeloyale. Hvis vi vil have, at bilister, der er vant til at køre i konkurrerende bilmærker, skal få øjnene op for, hvad Volvo har at byde på, er vi nødt til at give dem noget helt specielt. Det gør vi ved at tilbyde eksklusivitet, komfort og køreegenskaber i absolut topklasse. Og når vi så kombinerer disse ting med overlegen sikkerhed, bliver den fornyede S80 meget svær at overgå. Et ægte livsstils-produkt,” udtaler Stephen Odell.

Perfekte detaljer og kvalitetsmaterialer
Modellens redesignede front skal skabe større gennemslagskraft med en ny grill med det større jernmærke, der er en del af de nyere Volvo-modellers mere udadvendte design-DNA. Der er også nye kromdetaljer på luftindtagene, på den nederste del af dørene og under baglygterne.

Inde i bilen har udstyrsniveauet fået et nyk opad. Bløde, overdådige lædersæder med matchende syninger side om side med dørpaneler, der afspejler samme trim. Den super-smalle, fritstående midterkonsol har fået en silkeagtig metalramme, som understreger det originale design og får den til at se mere eksklusiv ud samtidig med, at den leder tankerne hen mod den nyligt lancerede Volvo XC60.

Instrumenterne i den fornyede S80 har eksklusive aluminiumskiver. Volvo Cars præsenterer endvidere en ny type rat, fireeget og forsynet med dekorationspaneler med silkemat, metallignende finish, der går igen på gearvælgeren og rundt om startkontakten.

Som et led i den stigende efterspørgsel på individualisering kan kommende kunder være med til at sætte præg på interiør.


Der er blevet plads til endnu mere luksus i Volvos topmodel. Foto: Volvo.

Nye femcylindrede dieselmotorer
Køreoplevelsen i den fornyede Volvo S80 er løftet med en helt ny, femcylindret 2,4 liter dieselmotor med bi-turbo. Den nye D5 motor yder 205 hk og et drejningsmoment på 420 Nm over et meget stort omdrejningsområde. Den kører op til 16,1 km/l og med blot 164 g CO2/km. Det er et rekordlavt tal for en bil i den størrelse og med den ydelse.

Den fornyede S80 kan også fås med en opgraderet 2,4 liter dieselmotor, 175 hk, 420 Nm drejningsmoment, 17,2 km/literen (EU-norm, blandet kørsel) og CO2 udledning 154 g/km (foreløbige tal). Denne motor efterlever kravene i Euro 4 normen.

Den fornyede Volvo S80 bliver vist første gang på Biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts 2009.