Er man ejer af en brugt familiebil kan man overveje om tiden er kommet til at sælge den. Ejer man en tre år gammel Mondeo eller Passat, kan man lige nu få omkring 20.000 kroner mere for den, end man kunne sidste år.
Det er nye afgiftsregler og stor efterspørgsel, der presser prisen på brugte familiebiler op, og netop nu er tidspunktet for at sælge godt. Det viser en ny analyse fra BilBasen og Spar Nord.
En 3-4 år gammel familiebil i Mondeo-klassen handles i dag i gennemsnit til 183.000 kroner, mens en helt tilsvarende bil sidste år blev handlet til 164.000 kroner. Det svarer til en stigning på 19.000 kroner, og udviklingen gør tidspunktet ideelt til at sætte den gamle bil til salg. Sådan lyder vurderingen i en ny analyse af bilmarkedet fra BilBasen og Spar Nord.
Prisstigningerne på brugte familiebiler skyldes en kombination af nye afgiftsregler og stærk efterspørgsel samt et relativt lavt udbud.
“De nye afgiftsregler fra foråret gør nye familiebiler dyrere, og det skubber en del af efterspørgslen i retning af de brugte familiebiler, som derfor stiger i pris. Samtidig er udbuddet af brugte biler faldet med over 10 procent siden sidste år, og det er også med til at presse priserne opad,” vurderer Martin Lundholm, der er chefanalytiker i Spar Nord.
Og BilBasens direktør Anders Andersson mener, at sælgerne kan gøre en rigtig god handel i det nuværende marked.
“Omsætningen af brugte biler har i 2012 slået alle rekorder, og særligt familiebilerne bliver revet væk,” siger Anders Andersson.
Ifølge Bilbasen er liggetiden for familiebiler faldet 16 procent i forhold til sidste år, så det i dag tager bilforhandlerne 60 dage at sælge en brugt Mondeo, Passat eller tilsvarende familiebil.
Ifølge Bilbasen sælges dieseldrevne minibiler langt hurtigere den gennemsnitlige minibil. Liggetiden på diesel-minibiler er kun 30 dage.
I årets første fem måneder har danskernes brugte biler skiftet hænder rekord mange gange. Hele 217.000 handler er det indtil videre blevet til.