Redaktionen på Bil & Motor dykker ned arkiverne i jagten på verdens dyreste biler nogensinde.
Første holdepunkt finder vi for 108 år siden. Da makkerparret Charles Stewart Rolls og Frederick Henry Royce i 1904 havde færdiggjort deres bil nummer 4, havde de næppe forestillet sig, at bilen mere end 100 år senere skulle blive solgt for omkring 30 millioner kroner.
Men det blev en kendsgerning på en auktion hos Bonhams i London den 3. december 2007. Her blev den lille 2-sædede model med 10 hestekræfter og rødt læderindtræk solgt for ikke mindre end £3,5 millioner svarende til i dag godt 30 millioner kroner.
Auktionsprisen nåede rekordprisen fordi modellen fra 1904 ganske enkelt er verdens ældste eksisterende Rolls-Royce, og som udgangspunkt var bilen vurderet til at indbringe £1 million.
Aktionarius lod dog først hammeren falde for sidste gang, da buddene var nået op på helt præcis £3.521.500. Det var samtidig den højeste pris nogensinde for en veteranbil, hvor sidstnævnte betegnelse gælder for bilen bygget for år 1905.
Det var i øvrigt en privat engelsk investor, der afgav det vindende bud, da vedkommende ønskede at sikre, at bilen forblev i Storbritannien. Bilen med registreringsnummeret U44 blev første gang udstillet på The Paris Salon i efteråret 1904, i Olympia Show i London i februar 1905. Bilen er den eneste fra 1904, hvor firmaet Rolls Royce blev grundlagt.
I de første leveår havde bilen forskellige ejere. I 1950 blev den fundet i en miserabel tilstand i Yorkshire, England, hvorefter den blev sat grundigt i stand. Den hidtidige ejer havde haft haft bilen i over 30 år, og auktionen i 2007 var første gang, at det historiske køretøj var offentligt til salg.
Købsinteressen forud for auktion var generelt god blandt bilentusiaster, der ønskede sig 1904-udgaven af Rolls Royce som perlen i deres samlinger.
Bilen behøver ikke hensygne sin fremtidige tilværelse i samlerens garage eller et støvet museum. Selv en Rolls Royce fra 1904 kan nemlig køre ganske udmærket, og skulle efter sigende tilmed gøre det uden støj af betydning, skønt topfarten trods alt er 40 miles i timen.
Fakta
Rolls Royce model 1904
Solgt: Auktion
Tidspunkt: 3. december 2007
Pris: £3.521.500