Peugeot præsenterer nu sin tredje dieselhybrid og denne gang er det 508 sedan der kommer til at nyde godt af den banebrydende motor.
Peugeot markerer sig dermed som en af branchens forløbere, når det gælder diselhybrider. Modellens navn er 508 sedan HYbrid4 og tilhører en ny generation af biler, der kombinerer køredynamik med miljøkrav og samtidig tilbyder en helt unik køreglæde.
508 HYbrid4 er kendetegnet af en mærkbar reduceret CO2-udledning kombineret med overbevisende præstationer. Under motorhjelmen ligger en 2.0 l HDi dieselmotor, mens en 27 kW (37 hk) elmotor driver baghjulene. Det giver en samlet effekt på 200 hk og et drejningsmoment på 450 Nm.
Tophastigheden er på 209 km/t og modellen har en acceleration 0-100 km/t på blot 9 sekunder – det til trods for det lave gennemsnitlige brændstofforbrug på 27,8 km/l og en CO2-udledning på 95 g/km.
Peugeot 508 HYbrid4 har bibeholdt 508´erens strømlinede og elegante udseende, mens den indvendigt adskiller sig ved en særlig midterkonsol, som giver mulighed for at vælge mellem fire kørevarianter: ZEV, som 100 % elkørsel, firehjulstræk, auto og sport.
508 HYbrid4 produceres på Peugeots fabrik i Rennes og markedsføres i Europa fra juni 2012.
I Holland har man særligt gunstige økonomiske vilkår for biler med lav CO2-udledning, og det har været medvirkende til, at der allerede nu ligger en forudbestilling på hele 1600 biler til det hollandske marked.