Sol, slud, sne, regn, blæst og kulde. Det danske vejr er forunderligt og varierende, men foråret er over os, og dermed er det også tid til at skifte “sko” på bilen. Påsken er højsæson for at skifte til sommedæk.
Med årstidernes skiften er det også tid til at skifte fra vinter- til sommerdæk på bilen. Som tommelfingerregel anbefaler dækproducenten Continental, at når døgntemperaturen er oppe på omkring 7 grader, er man mest sikker, når man kører med sommerdæk.
Sommerdækkene er konstrueret til de vejrforhold, der gælder i sommerhalvåret. Sommerdækkene giver bilen et bedre vejgreb, og bremseegenskaberne på såvel tør som våd vej er bedre end vinterdækkenes.
Vinter- og sommerdæk er bygget op, så de passer til hver deres årstid. Blandt andet bruges forskellige gummiblandinger, hvor vinterdækkene er blødere, så de ikke bliver stive i frostvejr. Kører man derimod lange strækninger på vinterdæk i sommerhalvåret, risikerer man, at dækkene føles mere sejlende. Vinterdæk har et godt vejgreb om vinteren, men om sommeren skal der altså sommerdæk på.
“På grund af en anderledes mønsteropbygning har sommerdækket mere gummi på asfalten. Det giver bedre køreegenskaber og komfort,” siger adm. direktør Georg Nielsen, Continental Dæk Danmark A/S.
Er det sommerdæk fra sidste år, der skal på igen, så husk at tjekke, om de har nok mønster. Der skal være mindst 1,6 mm hvis det er en person- eller varebil. Ifølge Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler man dog mindst 3 mm da det minimerer risikoen for akvaplaning.
Det er også værd at notere, at bødetaksterne steg pr. 1. januar 2012, så prisen for at køre med nedslidte dæk er fordoblet til 1.000 kr. pr. dæk. Også derfor er der fornuft i at købe nye dæk, hvis de gamle er ved at være tæt på slidgrænsen.
Et andet økonomisk incitament til at købe nye dæk er forbruget af brændstof.
Continental er netop kåret som testvinder 2012 i alle klasser i den test af sommerdæk, som de europæiske bilklubber foretog.
“Foruden de gode køreegenskaber udmærker vores nye sommerdæk sig ved en lavere rullemodstand og medvirker dermed til at mindske forbruget af brændstof. Med udsigt til stadig høje priser på diesel og benzin er det bestemt også værd at have med i overvejelserne, inden de gamle sommerdæk hives frem,” siger adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk.
Det er Continental-dækkene ContiPremiumContact 5, ContiEcoContact 5 og CrossContact UHP, der topper i den europæiske test.
Ifølge testen kan kvalitetsdæk betale sig i form af mere sikkerhed, mere komfort og en bedre kørselsøkonomi.
Mens sommerdækkene nu bliver luftet, skal vinterdækkene opbevares godt og sikkert, det vil sige et koldt, mørkt og tørt sted. Det kan være i en kælder eller hos din dækforhandler. Vigtigst er det, at dækkene ligger indendørs. Udendørs udsættes de for regn og sol, der kan få gummiet til at mørne og slå revner.