Land Rover Freelander

Selvom Freelander er lillebror til Range Rover har bilen bestemt ikke noget at skamme sig over. Selvom vi har kørt mange firehjulstrækkere gennem de seneste år, så er der stadig plads til at begejstres, når man skal testkøre en Land Rover.

I en Freelander får man nemlig køreglæde på alle fire hjul. Den nyeste version af Freelanderen, kaldet Freelander 2, kørte i testgaragen komplet med læder, automatgear og lækkert lydanlæg. Og nå, ja, vi var lige ved at glemme det; Land Rovers intelligente firehjulstræk kaldet terrain response.

Ophøjet kørsel
Med lidt digterisk frihed, kan man grovinddele Land Rovers kunder i 3 segmenter. Der er Defender til den professionelle safariguide, Range Rover til de royale og Freelander til jægerfolket. I det hele taget har Land Rover budt sig til med et program for ægte 4×4 entusiaster.

Man ser det faktisk straks man får øje på bilen; frihøjden er bedre end konkurrenternes SUV-vognpark. Her er en bil som er skabt til pløjemarker, dybe hjulspor, høje grøftekanter og strømmende vand til livet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Fornyelsen består i at man med Freelander 2 har løftet komfortniveauet betragteligt.


Vi gjorde det ikke, men det var fristende at snuppe en tur gennem kornet. Både bil og mark indbød til det …

Mere end en varevogn
Hvor tidligere modeller, havde et rigeligt skrabet interiør, er der med den seneste version sagt farvel til følelsen af at sidde bag rattet i en varevogn. Der er gode sæder, blød og knirkefri plastik, masser af aflæggeplads og en følelse af kvalitet gennem alle aspekter af denne bil. Bilen har intet præg af grovhed over sig og alt fungerer overbevisende.

Den første Freelander (1) kom for snart 10 år siden og skabte i princippet sin helt egen ”Premium Class” blandt de kompakte firehjulstrækkere. Den forenede luksus med den klassiske firehjulstrækker, vel at mærke til en pris, som stadig var langt under Range Rover. Med version 2 af Freelander, har Land Rover sat barren et godt stykke op igen og selvom den måske ikke på samme måde er banebrydende, er den stadig suveræn i sin klasse.

Elektronisk undervogn
Freelander 2 er udstyret med det roste terrain response, som i dette tilfælde er en knap med fire indstillingsmuligheder, som så at sige tilpasser sig terrænet. Det er ganske vist føreren som skal skifte mellem indstillingerne, men det foregår legende let og vupti skifter bilen fra landevejskørsel til offroader med bravour.

Det kan være lidt vanskeligt at mærke den helt store forskel på indstillingerne umiddelbart, ikke mindst fordi bilen er udstyret med automatgear, hvilket betyder at den hele tiden kan køres som en radiobil. Man skal blot træde på speederen og dreje på rattet. Resten klarer elektronikken bedre end de fleste bilister.

Vellyd
Hvis man ikke lige synes at lyden af en firecylindret dieselbrænder er det ønskede i læderstuen, er man heldigvis udstyret med et fremragende lydanlæg. Det er tilvalg, men Alpine har leveret et velspillende anlæg med subwoofer, der kan spille så højt at man får ondt i brystet.

Luksus ganske vist, men ikke desto mindre et glimrende tilvalg for det publikum som ikke monterer spil, projektør og snorkel inden offroad trials. Der er helt sikkert en del med stilethæl eller nypudsede lloyd-sko, som kører denne bil også. Så hvorfor overhovedet undvære dobbeltzone klima, læderstue, baksensor, el-ruder og alt det andet som fanatiske offroadere vil spare væk.


Freelander kan bryste sig af en ganske indbydende kabine.

Lastrummet
Bagagerummet er bestemt ikke det største, primært fordi en dyb kælder skal huse det store reservehjul. Man kunne selvfølgelig vælge et lappekit, men mon ikke man foretrækker et rigtigt hjul, måske ikke mindst med tanke på krævende kørsel i uvejsomt terræn.


Under kølerhjelmen byder Freelander på masser af moment.

Fremragende diesel
Hvor tidligere tiders firehjulstrækker kunne være lidt astmastisk udenfor terrænet, er der med den nye motor ingen vej udenom motorvejen. Freelander 2 er udstyret med en nyudviklet 2.2 liters TD4 dieselmotor med det imponerende og meget effektive moment på 400 Nm.

Der er naturligvis partikelfilter og selvom fabrikkens egne forbrugstal på 13,3 km/l ikke holder i praksis – vi kom ud med 10,5 km/liter – tøver vi ikke med at dømme motoren en sand vinder til bilen. Der er præcis det overskud man forventer af sådan en bil. Og den bjørnestærke motor gør den oplagt til campingfolket, når den danske sommerregn skal fortrænges.
Alpe D´huez var det ikke, men Danmark har masser af sjove bakker.

Bjergged
Man sidder næsten med dårlig samvittighed over,  at redaktionen ikke returnerede bilen behørigt tilsølet med mudder over skærmkanten, søgræs på kølerhjelmen og skrammer efter møder med grøftekanten. Det er nemlig en bil, hvor man føler sig umanerligt godt rustet til at møde naturen. Fra den ophøjede førerplads i læderstuen, føler man sig som kaptajn på et skib der ikke kan synke. Man får mod på det meste.

Vores offroad test bestod af flere forskellige underlag; sand, græs, mudder, asfalt og Skagens salte vand. Vi passer godt på grejet og må erkende at der skal mere mod eller dumdristighed til at knække kurven for bilens kapacitet; uanset hvad vi bød den, så tog den imod det hele med kyshånd. Vi siger ikke at den ikke kan sidde fast, for det kan den givetvis, men det føles bare ikke faretruende på noget tidspunkt.



Komplet navigation og lydanlæg.

Mulighed for camperpakke
De nye afgiftsregler har generelt øget prisen på firehjulstrækkere, men der er stadig smuthuller. Ét af dem kan Freelander 2 lige akkurat klemme sig igennem, idet den kan fåes i en camperversion komplet med liggeunderlag og soverposer. Med dette lille fif, barberer man 50.000 kroner af prisen på hvide plader. Forkasteligt? Nej ikke så længe skatteministeren plager livet af danske bilister.

Dyr, men dejlig
Freelander 2 er blandt Europas mest solgte 4×4 og vi forstår det godt. Den kombinerer luksusbilens og den robuste firehjulstrækkers ydelser og egenskaber. Det er i det hele taget en bil man befinder sig godt i, uanset om det er kuperet terræn, Skagens sandstrande, kraftigt regnvej eller motorvej. Bilen leverer varen under alle forhold.

Tal og teknik
Model:Land Rover Freelander 2 2.2 TDi
Pris:Cirka 710.000 ekskl. metallak og levering
Motortype:4 cylindre, række
Brændstof:Diesel
Træk:Permanent firehjulstræk
Slagvolumen:2.179 ccm
Ydelse:152 hk ved 4.000 o/min
Moment:400 nm ved 2.000 o/min
Gearkasse:6 trin automatisk
Topfart:181 km/t
0-100 km/t:11,6 sekunder
Forbrug opgivet:13,6 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt:10,6 km/l
Bagagerum:755 liter
Køreklar vægt:1.975 kg
Total vægt:2.500 kg
L/B/H:450 cm/191 cm/174 cm
Testperiode:Juli 2007
Testvarighed:7 dage
Testlængde:1.000 km
Testvejr:Overskyet, let regn, 20 grader
Testområde:Motorvej, landevej, by
Standardudstyr:4 x Elruder, bi-zone klima, læderstue, læderrat,
el-sæder, terrain respons
Konkurrenter:Honda CR-V, Jeep Cherokee, Kia Sorento, BMW X3