Kia Picanto er en lille væver bil og med tilnavnet Sunshine får du rigelig mulighed for at lufte håret.
Bilen er lille og fiks og med det elektriske foldetag, som stort set kan åbnes i hele tagets længde, kan man lukke sommeren direkte ned i kabinen. Det er en ganske sjov detalje, som skiller bilen ud fra de øvrige i mini-klassen.
Sommer og Sunshine
Vi havde lejlighed til at teste bilen i en uges tid og vejret var med os. Solen skinnede fra en skyfri himmel de fleste dage og selvom vi kalenderen endnu kun skrev april, sneg temperaturen sig op i nærheden af 20 grader flere gange. Der var med andre ord rig mulighed for at åbne taget helt op og lade vinden suse over vores hoveder, men bilen blev testet.
Og ungerne elskede bilen og det åbne tag. De insisterede på at køre med det åbent hver gang de blev spændt fast i autostolene. Farmand syntes dog at det blæste rigeligt meget når farten nåede landevejstempo og ikke mindst støjen bliver ret påtrængende. Men når man lukker taget igen, falder bilen overraskende godt til ro. Det er trods alt ikke en limousine på 2,5 ton med lyddæmpende materialer, men en ganske let bil.
Hvad skal man vælge 1 mini cooper eller 3 stk kia picanto?
Vælg EX
Da vi testkørte Picanto var billigste kia en LX version til blot 99.888 kroner men det må betegnes som en indgangsmodel. Springet op til LX versionen koster ganske vist 17.000 ekstra, men der er rigtig meget udstyr for pengene.
Vi nævner i flæng sidespejle, kofanger, hækspoiler og frontgrill alle lakeret i bilens farve, varme i el-justerbare spejle, tågelygter for, fjernbetjent centrallås med alarm, elruder for og bag, læder gearknop, justerbart læderrat, fire ekstra højttalere og selestrammere for.
Med andre ord skal man være særdeles prisbevidst hvis man vælger LX fremfor EX. I den testede sunshine model er EX udstyret standard.
To spande maling, en børnejakke og et par rørepinde. Så er rummet næsten fyldt.
Ikke til storindkøb
Bagagerummet er med sine 157 liter blandt de mindst vi nogensinde har målt. Vi havde vores besvær med at bakse blot en enkelt kasse sodavand på plads dernede. Den måtte nærmest vrides ind, inden døren blev lukket. Nej, en Kia Picanto skal ikke købes for at tage turen til Bilka for at foretage storindkøb. I hvert fald ikke sammen med ungerne. Når man lægger sæderne ned bliver der naturligvis rimelig god plads, men så er man jo også tvunget til at klare indkøbene uden børn.
Gammeldags design
Instrumenterne er konventionelle ure, som er klare og tydelige. Hverken ophidsende eller nyskabende, men velfungerende. Det er sådan det bør gøres i stedet for de mere eller mindre mislykkede forsøg på nyskabelse man finder i andre små og billige biler. Udstyret inkluderer også en omdrejningstæller, men det er næsten kun for syns skyld. Med en 1.0 liters motor er bilen bestemt ikke nogen racer.
Motor
999 kubikcentimeter imponerer end ikke på motorcykel i disse dage og man kunne frygte, at en bil udstyret med sådan en “symaskinemotor” ville blive stående i trafikken, når lyset blev grønt. Det gør den bare ikke. Det er langt fra en fartmaskine, men kræfterne rækker akkurat til bilens størrelse. Det er ikke problematisk at køre på motorvej eller landevej, når bare man erindrer at time overhalingerne.
Den lille slagvolumen gør samtidig bilen ret økonomisk. Vi nåede 16,5 km/l i snit og det er blandt de allerbedste benzinøkonomier vi har testet. Flot, også selvom man ikke når op på de lovede 19,6 km/l.
Fjernbetjening …
En sjov men absolut meningsløs detalje er den fjernbetjening der medfølger til radioen. Det er muligt der findes biler hvor man har brug for at kunne fjernbetjene radioen så som i en forlænget BMW 7 serie eller en ekstra lang Lexus.
Selv om pladsudnyttelsen i Picanto egentlig er imponerende så sidder man så tæt på al ting, at det mere er et spørgsmål om at undgå at ramle ind i radioen end at fjernbetjene den. Men bagsædepassagerne kan måske have gavn af den, hvis de bliver trætte af motorlyden eller af chaufførens fortællinger om langt på literen og lav anskaffelsespris.
Plads fire voksne
Pladsen må nødvendigvis være begrænset i en bil af Picanto’s størrelse hvor pladsen er lagt ud til 4 personer. Uden sammenligning i øvrigt så sidder føreren perfekt i en Mini Cooper, men der er absolut ingen plads på bagsædet. I Picanto sidder man ikke perfekt, men dog nogenlunde på førersædet. Til gengæld kan der rent faktisk være et voksent menneske på bagsædet samtidig og det er en kvalitet i sig selv.
Som fører skal man dog ikke være blandt de allerstørste. Er man over 183 centimeter, så er gearstangen meget tæt på ens speederben og man føler sig lidt klemt.
I Kia Picanto Sunshine ruller taget helt tilbage – til stor glæde for børn og barnlige sjæle.
Valuta for pengene
En Kia Picanto er en udmærket bil og prisen taget i betragtning, bliver den et meget oplagt som bil nummer 2 eller til singler med et begrænset kørselsbehov. I Sunshine modellen får man rigelig luft til håret og det giver bilen det ekstra pift, som gør den til et sjovt alternativ til en rigtig cabriolet til 3-4 gange prisen. Der er ingen tvivl om at redaktionen nød bilen i sommervejret.
Med de forventede afgiftsnedsættelser falder prisen et pænt stykke, nemlig til knap 120.000. Til den pris er Kia Sunshine et virkelig godt køb.
Tal og teknik | |
Model: | Kia Picanto 1,0 EX sunshine |
Pris: | Kr. 129.999,- ekskl. levering og metallak |
Motortype: | 4 cylindre, række |
Brændstof: | Benzin |
Træk: | Forhjulstræk |
Slagvolumen: | 999 ccm |
Ydelse: | 61 hk ved 5.600 o/min |
Moment: | 88 nm ved 2.800 o/min |
Gearkasse: | 5 trin manuelt |
Topfart: | 154 km/t |
0-100 km/t: | 15,1 sekunder |
Forbrug opgivet: | 19,6 km/l ved blandet kørsel (EU-norm) |
Forbrug målt: | 16,5 km/l |
Bagagerum: | 157 liter |
Køreklar vægt: | 974 kg |
Total vægt: | 1.350 kg |
L/B/H: | 349,5 cm/159,5 cm/148 cm |
Testperiode: | April 2007 |
Testvarighed: | 7 dage |
Testlængde: | 400 km |
Testvejr: | Solskin, blæst, 10-20 grader |
Testområde: | Motorvej, landevej, by |
Standardudstyr: | 4 x elruder, fjernbetjent centrallås, cd, el-justerbare sidespejle med varme, tågelygter for, læder gearknop, læderrat |
Konkurrenter: | Hyundai Atos, Toyota Aygo, Citroen C1 |