Det er en lille bil. Men den er også billig med en prislap under 100.000 kroner. Og hvor meget bil kan man egentlig forlange til den pris? Vi har undersøgt sagen i en uges test af Kia Picanto.
Billigste model koster 80.000, men der skal lægges 10.000 oveni, hvis man vil have 5 døre og start/stop system på benzinmotoren. Så lander prisen på cirka 95.000, men det er for en bil med 7 års garanti. Det er en super pris.
Bilen er som nævnt i introduktionen en af de mindste vi har testet – den hører også til i miniklassen. Alligevel finder redaktionen sig hurtigt godt til rette på førersædet. Der er rimelig let adgang og tilpas loftshøjde. Sædet støtter udmærket, men der stadig en fornemmelse af at der er stykke op til f.eks. Opel eller Ford.
Vi sætter kursen ud gennem byen, hvor bilen faktisk følger overraskende godt med. Tallene siger at den skal bruge næsten 15 sekunder på at nå 100 km/t, men i byen føles den kvikkere. Ikke mindst fordi motoren er en kende brøsig. Ikke som en racer, men heller ikke som en bovlam motor på mindre end 1000 ccm. Gearene skifter præcist og let. Styringen er tilpas blød og fast på samme tid, hvilket skyldes den fartafhængige servo.
Vi kører bilen en tur i p-hus og glæder os over hvor lidt plads den skal bruge. Bilen er kun lige 3,5 meter lang og det kan mærkes; den smutter ind overalt. Den er et behageligt selskab og oplagt til bytrafik.
Vi lader bilen finde landevejen og her træder størrelsen ind; det er ikke fordi den er livlig eller usikker at køre, men de smalle 14″ dæk gør den følsom for vind. Ikke mindst i stærk blæst, som vi oplevede i testugen. Man skulle lige korrigere en anelse mere end i større og tungere biler. Egenvægten er under 1000 kilo, så det er ikke overraskende. Der skal tyngde og brede dæk til at stå ordentligt fast i vind af stormstyrke. Men behøver ikke være bange for sikkerheden; der er 6 airbags og stabilitetskontrol.
Bilens størrelse får også betydning når speedometeret sniger sig op på motorvejsfart. Det bliver vanskeligt at føre en samtale med passagerer på bagsædet uden at råbe. Bilen er ganske enkelt for “tynd” til at være ordentligt lydisoleret.
Fabrikken lover op til 24 km/l, men i testugen klokkede vi ind på godt 18 km/l. Det er godkendt for en benzinmotor og for en uge, hvor vi kørte mange små ture. Men det er givetvis også det køremønster som de fleste Picanto ejere vil opleve; ture på 5-20 km. Og så er bilen fremragende.
Kvaliteten er generelt ganske god. Plastik er ikke prangende, men rattet er eksempelvis tykt og ligger godt i hænderne. Sæderne støtter rimeligt, men det er vanskeligt at finde plads til granvoksne mandfolk på bagsædet. Her er plads til børn eller spinkle fruentimmere. Bagagerummet kan indeholde blot 200 liter og er derfor mest af alt at sammenligne med en overdimensioneret cykelkurv. Igen spiller bilens fysiske dimensioner ind; man kan ikke trylle bilen større indvendig end dens 3,5 meter tillader. Og ret beset er det et velfungerende kompromis mellem bagsæde og bagagerum. Redaktionen slæbte frue og 2 børn med på dele af testturen og de klagede ikke.
Et af Kias bedste argumenter har været deres gode fabriksgaranti. På Picanto får man 7 års garani, dog max 150.000 km. Men det må siges at være markedets bedste garanti.
Konklusionen er at pris og garanti er bilens største plusser. Man får vitterligt en del for pengene. Foruden den fremragende garanti virker bilen som både driftsikker og velkørende. Redaktionen tøver ikke med at anbefale Kia Picanto; den er helt oplagt som bil nummer to eller til personer med et begrænset kørselsbehov.
Tal og teknik | |
Model: | Kia Picanto 1.0 Motion Plus |
Pris: | Kr.94.899,- ekskl. levering og metallak. |
Motortype: | 4 cylindre, række |
Brændstof: | Benzin |
Træk: | Forhjulstræk |
Slagvolumen: | 998 ccm |
Ydelse: | 65 hk ved 6.200 o/min |
Moment: | 95 nm ved 3.500 o/min |
Gearkasse: | 5 trin manuelt |
Topfart: | 153 km/t |
0-100 km/t: | 14,4 sekunder |
Forbrug opgivet: | 24,4 km/l ved blandet kørsel (EU-norm) |
Forbrug målt: | 18,2 km/l |
Bagagerum: | 200 liter |
Køreklar vægt: | 970 kg |
Total vægt: | 1.340 kg |
L/B/H: | 360 cm/160 cm/148 cm |
Testperiode: | November 2013 |
Testvarighed: | 7 dage |
Testlængde: | 450 km |
Testvejr: | Solskin, regn, tåge, 0-15 grader |
Testområde: | Motorvej, landevej, by |
Standardudstyr: | 2 x elruder, fjernbetjent centrallås, radio med USB |
Konkurrenter: | Ford Ka, Citroen C1, |