Kia Ceed 1.6 CRDi

Man får helt utroligt megen værdi for pengene i stationcarudgaven af Kia Ceed. Konkurrenterne har god grund til at skæve nervøst til opkomlingen Kia.

Don’t be afraid. Be very afraid.

Man kan næppe forestille sig landets Toyota og Peugeot forhandlere med samme angst som Jeff Goldblum i Fluen. Men efter en uge og små 1100 km i Kia Cee’d Sporty Wagon ville jeg nu være bekymret hvis jeg var Peugeot eller Toyota.

Kia har solgt godt som 3 og 5 dørs biler, men 80 procent af salget i det såkaldte C segment er stationcars, så truslen fra Cee’d er blevet betydelig mere nærværende med introduktionen af Sporty Wagon.


Forfra er bilen, nå ja, sporty at se til.

Lån fra de bedste
Både navn og design er inspireret af europæisk tænkning. Cee’d er officielt en sammentrækning af Community of Europe og European Design. Man kan nu godt mistænke den sammentrækning for at være opfundet efter at navnet er valgt. Designet låner til gengæld flittigt fra en række succesfulde biler.

Motorhjelmen er ren Peugeot 307. Bagpartiet er Corolla/Auris på 3 og 5 dørs udgaven og Peugeot 207/407 SW på stationcar udgaven. Instrumenterne henter kraftig inspiration hos Seat og Mazda 3. Interiøret er sort i sort på Golf måden med relativt blød og lydefri plastik. Det er let at tørre af. Men farven skjuler ikke ligefrem skidt og snavs.

Plads
Kia Cee’d har fulgt opskriften fra Auris og Peugeot 307 med at vokse i højden for at øge rummeligheden. Når skandinavere tager den plads de behøver foran er der stadig god plads på bagsædet. Også til de helt små der stadig sidder i barnesæder. Og deres klap- og barnevogne forsvinder let ind i Sport Wagons bagagerum. Bagdøren åbner et stykke ind i taget og gør det dermed let at tage ting ud og ind. En lille kælder i bagagerummet giver plads til advarselstrekant og sprinklervæske og hvad man ellers kører rundt med.

Plejer man det?
På dørkarmen fandtes et stort gult advarselsskilt der fortalte at bilen var udstyret med turbolader og derfor skulle køre i tomgang ca. 1 minut inden man slukkede for motoren af hensyn til køling af turboen. Det er sikkert et meget fornuftigt råd men vi tillader os at tvivle på, at der findes Kia Cee’d ejere der vil huske det i dagligdagen.

Sporty Wagon eller Station Car
Sporty Wagon er et sært navn for stationcar. 115HK og 255 NM fra en 1.6 liters diesel giver ikke sportslige præstationer men følelsen af altid at have ”kræfter nok” selv om bilen er fyldt med unger og feriebagage. Og da vi taler dieselmotor er der også kræfter nok når det går op ad bakke på motorvejen eller på Himmelbjerget.

5 trins gearkassen fungerede ok, men vi kunne godt have brugt et 6 gear til tysk motorvej. Femtegearet passer fint til dansk motorvej, men fører til fartbøder på almindelig landevej.

Elektrisk servo
Ceed kommer med en elektrisk servo der tilbyder megen assistance ved lav hastighed og mindre ved motorvejsfart. På landevejen virker det fint. På parkeringspladsen og ved lav hastighed får man der imod lige rigeligt med hjælp og rattet føles løst i forhold til de øvrige biler i klassen. Man vender sig fint til det efter nogle hundrede kilometer, men det kommer aldrig til at føles ”let og dynamisk” som Kia skriver i deres brochure. Det føles snarere overivrigt.

Hvad manglede der?
I den testede udgave savnede vi fartpilot til de lange stræk på motorvejen og måske den syvende airbag til at passe på chaufførens knæ. Men Cee’d har fået 5 stjerner i Euroncap og dermed et nedslag i registreringsafgiften så den er sikker nok. Sikkerheden var tidligere end anke mod koreanske biler, men det spøgelse er helt og aldeles begravet med testresultaterne for Kia Cee’d.

Diesel økonomi
Vi kørte 17,1 km/l og det er ikke helt de 20,4 km/l som Kia lover, men resultatet er absolut godkendt da vi kørte meget på motorvej. Der findes en 2 liters diesel med 140 HK, men de ekstra hestekræfter er på ingen måde nødvendige. Der er benzinmotorer på 1.4 liter (109 HK / 137 NM) 1.6 liter (122 HK / 154 NM) og 2.0 liter (143 HK / 186 NM) at vælge mellem. Men 115 HK diesel er det rette valg både med hensyn til køredynamik og økonomi.


En stor golfvogn finder nemt plads i bagagerummet.

Suverænt bedst value for money
Så kære Toyota og Peugeot: I har fået en formidabel konkurrent. Kia Cee’d er ikke en bedre bil. Men den er en lige så god bil, med en langt bedre garanti til en væsentlig lavere pris. Før i tiden solgte koreanerne billigere biler der var teknisk bagud. Nu sælger de biler der er på højde med alle andre. Og det til en billigere pris.

Det må være sjovt at være Kia forhandler.

Tal og teknik
Model:Kia C´eed 1.6 CRDi active Sporty Wagon
Pris:Kr.231.399,- kroner ekskl. levering og metallak
Motortype:4 cylindre, række
Brændstof:Diesel
Træk:Forhjulstræk
Slagvolumen:1.582 ccm
Ydelse:115 hk ved 4.000 o/min
Moment:255 nm ved 1.900 o/min
Gearkasse:5 trin manuelt
Topfart:188 km/t
0-100 km/t:11,7 sekunder
Forbrug opgivet:20,4 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt:17,1 km/l
Bagagerum:534 liter
Køreklar vægt:1.461 kg
Total vægt:1.920 kg
L/B/H:447 cm/179 cm/152,5 cm
Testperiode:September 2007
Testvarighed:5 dage
Testlængde:1.050 km
Testvejr:Sol, regn, 5-18 grader
Testområde:Motorvej, landevej, by
Standardudstyr:4 x el-ruder, servostyring, fjernbetjent centrallås, el-indstillelige sidespejle, aircondition, radio/CD/MP3 med ratbetjening, læder på rat og gearknop
Konkurrenter:Toyota Auris, Opel Astra, Citroen C4, Peugeot 307/308
Posted Under