Hyundai i40 1.7

Hold op hvor den flot! Det var et udbrud vi hørte flere gange i testugen. Det viser med al ønskelig tydelighed, at Hyundai med deres I40 har taget endnu et skridt op ad prestige-stigen.
Vi havde blot kørt nogle få hundrede meter fra forhandleren, før de første anerkendende blikke blev sendt i retning af den flotte stationcar. Det er ikke hverdagkost at en Hyundai vækker så meget opmærksomhed alene grundet designet. Men det skal Hyundai vænne sig til, for i de senere år er bilerne blevet ikke bare bedre at høre i, men også væsentligt flottere at se til.

Det er den vellykkede transformation fra lavprismærke til at være leverandør af kvalitetsbiler, som kan – og skal – konkurrere på lige vilkår med Honda, Ford og Toyota. Skoda tog turen i 1990´erne og Kia står midt i den sammen med Hyundai.

Når man har været vant til at kunne vinde kunder alene på prisskiltet, bliver det en ganske anden udfordring, når prisen på testbilen ender tæt på 450.000 kroner for en stationcar. Det kan man købe en udmærket Ford Mondeo eller Honda Accord for. Så med I40 er man oppe at bide skeer med klassens dukse og det skal der en hel del til. Og har Hyundai så hvad der skal til? Det korte svar er: ja!

Panorama

Soltag var i 1980´erne et yndet ekstraudstyr til biler. Man kunne sågar købe forskellige gør-det-selv kits, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, så ikke vinkelsliberen skar hullet i taget for stort og soltaget landede smukt på forsæderne …

I takt med at aircondition anlæg vandt indpas i mange biler, blev soltag mindre attraktive. Når bilproducenter kommer soltag på bilerne, så er det nu ofte i form af de store panorama-konstruktioner, hvor næsten hele taget er af glas. Således også ugens testbil, hvor ungerne på bagsædet kunne nyde det ekstra lys og fornemmelse af luft i kabinen, som dette store glastag giver. Det er ekstraudstyr til cirka 25.000 kroner, men familien blev så glade for det, at vi ikke er i tvivl om at det skulle med på ordrelisten, hvis vi skulle købe Hyundai.

Balsal
Pladsen er rigelig på alle sæder. I testugen havde vi besøg af Ford Focus stationcar, som normalt ikke kan betegnes som klejn, men når man skiftede bil undervejs, var der markant mere plads i Hyundai. Jeg ved godt at I40 konkurrerer med Mondeo, men jeg var alligevel overrasket over hvor lille Focus virkede i sammenligning. Særligt på bagsæderne vinder I40 ved længere ture. Sæderne støtter godt og på kolde dage er der tilmed varme til bagsædepassagerne. Sammen med dæmpet natbelysning og flot design giver det et eksklusivt præg over kabinen. Hyundai har intet at flove sig over – selv i sammenligning med klassens dukse.

Motor
Når man skiftede fra Fords fremragende 1.6 Ecoboost benzinmotor, så larmer Hyundais 1.7 liter dieselbrænder pludselig alt for meget. Den virker grov i mælet og man skal en del op i fart, før tingene falder til ro. Men det skyldes mere Ecoboost-vidunderets gravtyste gangkultur, frem for dårlig ingeniørkunst hos Hyundai. Der er masser af moment til rådighed og bilen føles på alle måder kvik, selv med passagerer på alle pladser og masser af bagage. Det er en bil, som vi gerne gjorde turen til Paris i og retur dagen efter. Den kører og styrer fremragende og bortset fra førnævnte diesellarm ved koldstart, er den tyst som en limousine.

Tørstig
Officielt siger forbruget 22,2 km/l, men vi kom ikke over 15 km/l i testugen. Ganske vist var det med en del korte ture og vejret var koldt, men det er alligevel langt fra normen. Vi tror det bliver meget svært at opnå forbrugstal over 20 km/l ved normalt køremønster.

Overflod
Udstyrsmæssigt er der ikke meget som kan hamle op med Hyundai i Premium udgaven, som ud over selvfølgeligheder som el-ruder hele vejen rundt, tågeforlygter, centrallås og bi-zone klima også byder på sædevarme i bagsæder, fartpilot og et fremragende navigationsanlæg kombineret med radio, cd og bluetooth til mobiltelefonen. Sidstnævnte ovenikøbet af den mere avancerede slags som tillader at overføre musikken fra mobilen trådløst til bilens anlæg. Det virker fremragende, at man kan slæbe sin musiksamling med på sin iphone og streame den direkte ud i bilens højttalere. Det burde være standard i alle nye biler.

Betjeningen af anlæg og navigation er i vores øjne fremragende. Her kan flere af konkurrenterne faktisk lære lidt af den nye dreng i klassen.

Konklusion
Ingen tvivl om at Hyundai med I40 har fået en fortjent plads i det gode selskab. Bilen er lige så god som dens konkurrenter – men prisen er også steget betragteligt. 400.000 kroner for en Hyundai vil få de fleste købere til at kigge efter alternativer hos Toyota eller Ford. Og om man vælger det ene eller andet vil være et spørgsmål om smag. Kvalitet kan ikke længere drages i tvivl. Og skulle man endelig mangle et sidste argument, kan man bare kigge på deres 5 års garanti; 100% garanti i 5 år uanset antal kørte kilometer. Det er et vanvittigt godt argument. For en i forvejen vanvittigt god bil.

Tal og teknik
Model: Hyundai i40 1.7 CRDi Premium
Pris: Kr. 444.990 ekskl. levering og metallak
Motortype: 4 cylindre, række
Brændstof: Diesel
Træk: Forhjulstræk
Slagvolumen: 1.685 ccm
Ydelse: 136 hk ved 4.000 o/min
Moment: 325 nm ved 2.000 o/min
Gearkasse: 6 trin manuelt
Topfart: 201 km/t
0-100 km/t: 10,3 sekunder
Forbrug opgivet: 22,2 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt: 14,5 km/l
Bagagerum: 553 liter
Køreklar vægt: 1.645 kg
Total vægt: 2.120 kg
L/B/H: 477 cm/181 cm/147 cm
Testperiode: Marts 2012
Testvarighed: 7 dage
Testlængde: 600 km
Testvejr: Regn, sol, blæst, 0-15 grader
Testområde: Motorvej, landevej, by
Standardudstyr: Elruder, fjernbetjent centrallås, key-less entry, el-justerbare sidespejle med varme, integreret radio/cd/mp3 med ratbetjening, sædevarme foran og bagved, læderrat, regnsensor, tågelygter for og bag, fartpilot, baksensor, navigation, bluetooth, panorama-soltag
Konkurrenter: Ford Mondeo, Peugeot 508, Toyota Avensis, Honda Accord