Ford Transit 2.4

Da jeg sætter mig ind i denne uges testbil, en Ford Transit, må jeg erkende at der er sket rigtig meget siden jeg sidst kørte denne varevogn. Faktisk var en Ford Transit selve årsagen til, at jeg fik kørekort. En uge i varevognen bringer minderne frem.

Min første bil
I 1992 søgte jeg jobbet som salgschauffør i en større dansk radioforretning. Det var min interesse i hifi som havde bragt mig den retning, men alligevel kan man sige at det blev et vendepunkt, for jeg fik stillingen og dermed var jeg tvunget til at tage det kørekort, som endnu ikke var blevet mit. Jeg havde altid elsket biler, men foruden køreskolelærerens bedagede Saab var en Transit varevogn den allerførste bil jeg kørte.

Tilbage til byen
Jobbet var i midtbyen af Århus, så jeg fik min ilddåb allerførste dag på jobbet. Foruden de 20 obligatoriske køretimer, havde jeg reelt ingen køreerfaring og vupti stod jeg med nøglerne til en kassevogn, der dengang synede ufattelig lang, høj og bred. At jeg tilmed skulle hente og bringe bilen i den smalleste gyde midt på gågaden i Århus, gjorde ikke svedperlerne på den præstationsangste pande mindre. Bilen skulle bakkes ind over gågaden og igennem en gyde, hvor det en

e sidespejl måtte slåes ind for at den overhovedet kunne være der i bredden. Der gik et par uger, hvor jeg var til stor underholdning for mine kolleger, inden jeg helt mestrede den øvelse. Men til sidst blev jeg temmelig ferm til det, og snart var det mig, som måtte lære nye kolleger op i kunsten at i parkere monsteret.

Stor, større, Transit
Men tilbage til nutiden. Da jeg får nøglerne til 2006 udgaven er der sket rigtig meget siden jeg sidst sad i førersædet af en Transit. For det første har jeg kørt i rigtig mange forskellige biler siden da, for det andet er blevet en meget bedre billist. Men det ændrer ikke på det faktum at ugens testbil så umanerligt stor ud. Den var længere og ikke mindst højere end min gamle Transit. Udsynet i bakspejlet endnu mindre nyttigt og de to sidespejle kan ikke justeres indefra kabinen.

Hurtigt diesel
Jeg får dog til sidst indrettet mig nogenlunde komfortabelt med godt udsyn og sætter bilen i gear. Der er 6 fremadgående af slagsen, ét mere end i den gamle version. Den springer frem med en voldsom fart. Puha, der er sandelig også kommet mere spark i motoren, i forhold til 1992 modellen, hvor man skulle træde på speederen og sætte en kande kaffe over, inden den responderede. Men lige så hurtig den er i optrækket, lige så hastigt dør den ud. Den sparker fra sig ved små 2.000 o/min og dør reelt ud ved 3.500 o/min. Men det er helt fint, for et nyt gear venter med kræfter til at tage over.

Masser af plads
Vores traditionelle bagagetest, hvor vi propper en barnevogn ind i bilen og ser hvor meget den fylder, holder ikke rigtig når man snakker Transit. Her behøver man for det første slet ikke at klappe barnevognen sammen og når den er kommet derind, ser rummet stadig gabende tomt og sultent ud. Redaktionens bedste bud er at der kan være 20 barnevogne derinde, hvis man klapper dem godt sammen. Så det er med andre ord ikke plads man mangler i en Transit.

Årets internationale Varebil 2007
Det er en ganske flot titel som Transit kan pryde sig med, nemlig valget som Årets Varebil 2007. Juryen består af ledende erhvervs-køretøj journalister fra 19 europæiske lande, og de valgte den nye Ford Transit som vinder. Jeg er helt enig i at det er en værdig vinder, for der er sket ufatteligt meget gennem årene siden jeg sidst sad i varevognen og holdt øje med byen under mig. Under en køretur med fruen, udtalte hun sig meget positivt over det lave støjniveau, som omtrent er på højde med almindelige personbiler. Her hjælper de få omdrejninger som motoren snurrer med, gevaldigt til at holde støjen nede.

Solid
Der er slet ingen tvivl om at en Transit er en arbejdsbil. Det hele virker solidt, ja nogle vil sige lidt uslebet, men på sigt er der ikke plads til mange sarte elementer i en bil, som oftest vil køres i beskidt kedeldragt. Man siger om Volvos biler, at de kan køres med vintertøj og vanter på grundet deres lidt firkantede og grove stilkkontakter og betjening. Det er en sjov sammenligning og jeg fristes til at sige at det samme gælder for en Transit. Her man behøver man end ikke at tage slalomstøvlerne af, inden man sætter sig ind. Faktisk kan det være en fordel at have tungt fodtøj på, for pedalerne skal trædes godt ned, inden det fungerer. Man vænner sig dog hurtigt til at køre maskinen lidt grovere end almindelige personbiler og så fungerer det hele perfekt.

Udstyret
Det er er rigtig meget udstyr med i bilen. El-ruder, aircondition, CD-anlæg med navigation, kabinevarmer og ESP. Sidstnævnte er en rigtig god ide, for knappen lyste lystig, når dækkene kom på glat vej. Det skyldes den ivrige motors høje moment. Alle dens dyder til trods er der alligevel mangler i kabinen. F.eks. måtte vi lede forgæves efter en knap til at justere sidespejlene med. Her skal man rulle vinduerne ned og hive rundt med selve spejlene. Det er særdeles uhensigtsmæssigt når man tænker på de mange ulykker, der sker på grund af dårligt udsyn i store biler. Man vænner sig til at læne sig frem og tilbage, for at få det perfekte udsyn når man svinger, men det er ikke holdbart i længden. Rattet kan i øvrigt ikke justeres hverken i længde eller højden, så man må håbe at det passer til chaufføren. Det gjorde det i vores tilfælde, men det er en mangel.

Konklusion

Man får rigtig meget bil for pengene. Men Ford Transit er jo ikke den eneste varevogn, som har udviklet sig gennem årene. VWs multivan er – trods en ringere størrelse og højere pris – absolut ikke noget dårligt bud i denne klasse. Her er kørefornemmelsen tættere på en almindelig personbil. Omvendt byder Transit på så uhørt meget plads i både længde og højde, at den for nogle håndværkere reelt er det eneste rigtige valg. Jeg var glad for at have fornøjelsen af at køre Transit igen. Titlen som Årets Van synes velfortjent.