Ford Mondeo 1.6 Stationcar

Mondeo har aldrig været større og i stationcar udgaven kan kun et skarn bede om mere plads. Men der skal mere end plads til for at indtage førerpositionen blandt den øvre mellemklasse.

Vi havde fornøjelsen af at testkøre Mondeo i stationcar-udgaven i juledagene. Det kunne ikke være bedre timet, for i en tid med overflod og julegaveræs, blev der god brug for bagagerummet til at fragte byttet hjem fra familiens mange komsammen-aktiviteter omkring den 24. december.

Hele 554 liter (60 mere end for 4-dørs udgaven) kan der findes plads til med alle sæder i brug. Det er imponerende. Samtidig åbner døren højt og lastehøjden er fin. Bagagerummet er med andre ord en regulær julegave-sluger, som selv de mest pladskrævende familier kan finde glæde i.

Larmende heste
Det er som skrevet flere gange i pressen en ganske stor bil og med oplevelsen fra en tidligere test af 125 hestes udgave af 1.6 liters motoren, var det med en smule skepsis, at vi satte os ind i den større og tungere stationcarudgave, der tilmed motormæssigt var udstyret med 15 heste færre. 110 for at være helt nøjagtig og det er jo ikke al verden i disse tider, endskønt momentet er hæderlige 160 NM ved 4.100 o/min.

Denne motor, som er programmets mindste, er forbeholdt ringeste udstyrsniveau, som på Fordsk hedder Ambiente.

Konklusionen er at denne motor er nøjagtig lige så god eller dårlig om man vil som storebror med 125 hestekræfter. Topfarten er 185 km/t, hvilket rækker til alle lovlydige og ansvarbevidste borgere i dette land. Der er i bund og grund kræfter nok til almindelig kørsel, men motoren savner i udpræget grad et sjette gear til de lange stræk. Og måske endnu vigtigere; her mangler pondus i mellemaccellerationerne. Her er ikke nogen vej uden om en diesel. Billigste diesel-brænder i stationcarudgave koster cirka 30.000 kroner mere, men det er penge, som vi tror er rigtig godt givet ud.


Ford på en stille landevej

Audi VS. Ford
Ifølge velunderrettede kilder, så var sigtekornet stillet ind på Audi A6, da man skulle forme denne nye og meget vellykkede Mondeo. Man skal være naiv for at sige, at det er lykkedes til fulde at matche Audis høje kvalitet, men på mange måder er den meget dyrere A6 ikke så langt væk endda. Dørene i denne Ford smækker med en god, solid fornemmelse, rattet er lækkert og alle materialer indendøre er i høj kvalitet. Det føles godt og sikkert at være fører og passager i en Mondeo anno 2007/2008.

Køreegenskaber
Nu er Audi mere end bare kvalitet, så Mondeo har også skullet oppe sig på undervognen. Da dette ikke var vores første besøg i en Mondeo, har vi for længst vænnet os til at dosere bremserne og den korte vandring mellem let tråd på bremsepedalen og fuldt stop.

Sikkerhedsmæssigt er bilen naturligvis også i top. Der er ESP, ABS med EBD og airbags i hele kabinen. Man kan ikke forlange ret meget på dette niveau. Men hvordan kører maskinen så?

I testperioden var vejene temmelig smattede og umiddelbart skulle man ikke forvente at den store bil på det grundlag ville kvittere med greb og køreglæde, men det var lige præcis tilfældet. Man skal være mere almindeligt modig eller dumdristig før de elektroniske hjælpemidler kommer i brug for bilen har rigtigt godt fat. Også om hjørner i halvhøj fart. Det er naturligvis ikke en racer, dertil er motoren for svag, men bilen kan faktisk godt køre frisk til gennem redaktionen sædvanlige testrute, hvor sving afløser sving. Det er imponerende.


Grå bil på en gråvejrsdag, men køreoplevelsen er ikke kedelig.

Udstyr
Hvis bilen er sikkerhedsmæssigt og køreteknisk i top, så halter den til gengæld en anelse bagud på udstyret. Det er ganske vist billigste model og såkaldte indstigningsmodeller er i sagens natur ikke de rene overflødighedshorn. Det ville dog klæde Ford og især bilen, hvis man sørgede for el-hejs på bagerste ruder også. Håndsving holder altså ikke i moderne biler, hvor føreren skal kunne styre det hele med et tryk på en knap.

Der er dog blevet råd til aircondition, sædevarme, centrallås, el-spejle og et udmærket ratbetjent cd-anlæg. Det er akkurat godkendt og instrumenterne er præcise og nemme at aflæse.

Komfort
Bilen er præcis som sin fire-dørs søster meget komfortabel. Undervognen er er glimrende kompromis mellem komfortabel og fast. Man sidder godt i sæderne – også på længere ture. Også på dette område snapper den sit tyske forbillede i haserne. Firmabil anno 2007 behøver bestemt ikke at være kedeligt.

Designet er mindre kantet end forgængeren og redaktionen finder bilen behagelig fra de fleste vinkler. Særligt fronten er vellykket. Aggressiv og tiltalende på samme tid.


En kasse sodavand fylder ikke meget i det enorme bagagerum.

Konklusion
Efter et par uger bag rattet i Mondeo er konklusionen at stationcar-udgaven er mindst lige god som de øvrige modeller i familien. Den er praktisk, velkørende, præsentabel og et sikkert valg gennem hele ejerskabet. Men det skal den også være, for konkurrencen er skrap i dette felt og modstanderne bliver hele tiden bedre. Mondeo er ikke den bedst udstyrede, den smukkeste endsige den bedst motoriserede, men den har i vores mening nok det bedste kompromis af alle de krav, man med rette kan stille til en moderne familiebil.

Tal og teknik
Model: Ford Mondeo 1.6 Ambiente Stationcar
Pris: kr. 303.122 ekskl. levering og metallak
Motortype: 4 cylindre, række
Brændstof: Benzin
Træk: Forhjulstræk
Slagvolumen: 1.596 ccm
Ydelse: 110 hk ved 6.200 o/min
Moment: 160 nm ved 4.100 o/min
Gearkasse: 5 trin manuelt
Topfart: 185 km/t
0-100 km/t: 12,8 sekunder
Forbrug opgivet: 13,9 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt: 12,3 km/l
Bagagerum: 554 liter
Køreklar vægt: 1.455 kg
Total vægt: 2.050 kg
L/B/H: 483 cm/188 cm/151 cm
Testperiode: December 2007
Testvarighed: 12 dage
Testlængde: 1.000 km
Testvejr: Sol, regn, stærk blæst, -5 til 10 grader
Testområde: Motorvej, landevej, by
Standardudstyr: 2 x el-ruder, servostyring, fjernbetjent centrallås, el-indstillelige sidespejle med varme, aircondition, integreret radio/CD med ratbetjening
Konkurrenter: Citroen C5, Opel Vectra, VW Passat, Toyota Avensis, Mazda 6