Ford Maverick

Med ingredienser som V6 motor, over 200 heste, automatgear, læderstue og alt i elbetjent ekstraudstyr burde Ford Maverick XLT V6 være en nydelse at køre og det er den til dels også. Men benzinregningerne bliver hurtigt store, og bilenskørestil og indretning passer nok mere til det amerikanske publikums smag.

Hvor blev hestene af?
Vi glædede os til at få nøglerne til denne testbil. På papiret er der over 200 heste spændt foran firehjulstrækkeren, men første indtryk er at vi må have fået den forkerte bil. Sandheden er at bilen ikke føles hurtig. Vi tillægger automatgearet med 4 trin en stor del af skylden. Der er ganske enkelt for stort spænd mellem 1. og 2. gear til at køreoplevelsen kan blive dynamisk. Hvis man laver kickdown med 60 km/t kan den ikke gå længere ned end 2. gear, men her er den kun lige passeret 2000 omdrejninger og der er langt – meget langt – op til feltet hvor der virkelig sker noget.

Man kan selvfølgelig bruge gearvælgeren og tvinge den i førstegear, som rækker til over 80 km/t, men det er jo heller ikke befordrende. Gearet skifter desuden langsomt og det er som om den til tider bliver i tvivl om hvilket gear der er det bedste. Man kan lige så godt erkende, at bilen ikke egner sig til hjulspind og imponerende overhalinger. Det er som om bilen vil have os ned i et helt andet gear, et lavere tempo. Når det sket, bliver oplevelsen også anderledes positiv.

På flere måder er en Ford Maverick en amerikaner. Måske er vi ved at være forvænt med europæisk kvalitet, for når man kommer direkte fra en C-max over i en maverick, så er det bestemt ikke tydeligt at de to biler har andet end emblemet til fælles. Maverick er, i mangel af bedre ord, en grov bil. Plastkvaliteten er hård, læderrattet også underligt hårdt og lædersæderne sofaagtige. Her er ikke meget støtte til kroppens sideværts bevægelser og den ville måske i virkeligheden gøre sig meget bedre på en pløremark end i midtbyen. Man kunne fristes til at sige, at her endelig var en firehjulstrækker, som skal køres i træskostøvler og ikke i høje hæle. En bil der vil tilbage til rødderne, og bruges til hårdt arbejde, mudres til og køres på plads i landstedets garage. Ganske tiltalende egentlig.

Bilen er rigt udstyret
Den testede version er topmodellen V6 XLT og her er virkelig meget udstyr for pengene. Udover standardudstyr i klassen så som aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder, varme i sæder, el-spejle så disker topmodellen tillige op med lædersæder, automatgear, fartpilot, eljusterbart førersæde og et stort soltag. Læg hertil forkromede sidespejle, tyverialarm og integreret 6-cd skifter.

Det er vitterligt en topudstyret model, vi kører i og da vi har lagt forventningerne om en hurtig motor i bero, er det som om bilen vinder ved nærmere bekendtskab. Skidt med at man ikke kommer hurtigst frem, for man kommer frem i ro og mag. Med god musik på anlægget og cruisecontrol slået til på motorvejen, er den et meget behageligt bekendtskab. Man mangler intet i denne bil. Og så alligevel, for vi savnede et ur. Vi ledte længe, men fandt det aldrig.

Benzinsluger
At bilen er skabt til USA ses tydeligt, når vi kører den i pit for dens motor drikker begærligt af nordsøens oliekilder. Vi kom ud med godt 7 km/l og vi kørte det meste af tiden med en forsigtig speederfod og gode lange stræk med fartpilot. Med andre ord, vil en person med fortrinsvis bykørsel eller mange små ture kunne imødese en klækkelig benzinregning.

Det alene kunne være grund nok til at vælge lillebroderen, på fire cyllindre, 2.4 liter slagvolumen og en rimeligvis langt bedre økonomi. Vi ved godt, at man ikke vælger en Maverick for at køre langt på literen, men en dieselmotor ville givetvis pynte rigtig meget. Også selvom nogle vil savne at piske motoren over 6.000 omdrejninger og høre V6´eren synge.

Design
Umiddelbart adskiller Maverick sig fra sine japanske og koreanske konkurrenter. Den er knap så strømlinet at skue, uden at den dog er en direkte klods at betragte. Den minder bare ikke om ret mange andre biler og det kan være en fordel, for vi er sikre på at en maverick også er en statement car, altså en bil man køber for netop at skille sig ud. Det er et design som blev mere og mere tiltalende i løbet af testugen. Sådan er det sommetider med biler. Særligt de forkromede sidepspejle giver en god effekt bil bilen og fenderlister ligeså. Instrumenteringen med hvid baggrund er flot og god i al slags lys. Den todelte bagsmæk er også en god løsning, som gør det nemt at komme mindre ting ind i det forslugne bagagerum.

Indretning
Ergonomien er god, uden at være helt i top. Det er lidt generende at finde knappen til eljustering af førersædet. Her skal man ikke have alt for tykke fingre, i så fald kan knappen kun nåes, hvis man åbner døren og det er ikke holdbart i længden. Blandt de andre detaljer, som Ford burde kunne løse med simple midler er knappen til sædevarmen. Det er en skøn ting, særligt når vinteren kommer og læderet bliver isnende om morgenen. Men det er usmart at knappen er placeret på siden af stolen ud mod døren, og at man ikke har nogen mulighed for at se eller føle om den er tændt eller slukket. Man trykker og hvis der ikke er varme i løbet af nogle minutter så trykker man igen. Når man slukker, så trykker man ligeledes på knappen og hvis det bliver ved med at være varmt, så trykker man igen. Det er en lille ting, men det er altså også nemt at gøre bedre. Til gengæld er det den første bil vi har testet, hvor radioen spiller lystigt videre når man har slukket motoren – og først slukker når man rent faktisk åbner døren for at stige ud af bilen. Det er en smuk detalje, der bare fungerer.

Konklusion af test
Man får rigtig meget udstyr i bilen, man har fordelene af et højt udsyn, masser af plads og en magelig køremaskine. Det skyhøje udstyrsniveau kan være med til at tiltrække en del købere. Skal man proppe tilsvarende mængder i konkurrenterne, bliver stykprisen meget høj.

En længere tur tværs over storebælt gav ingen problemer med komforten. Til gengæld er den rigtig dyr i benzin og til knap 270.000 er der mange andre velkørende konkurrenter. Vi er ret sikre på at man vælger en Ford Maverick for at skille sig ud fra mængden eller fordi man sværger til amerikanerbiler og den opgave klarer en Maverick glimrende.