Ford i samarbejde om el-biler

I en tid hvor jagten på fossile brændsler begynder at overskygge glæden ved at eje en bil, har mange længe efterspurgt et samarbejde mellem bilproducenterne omkring el-biler. Nu er syv mærker, heriblandt Ford gået sammen om en fælles teknologi-standard.

Foruden Ford tæller partnerne i det nye projekt Audi, BMW, Mercedes, General Motors, VW og Porsche. Man er blevet enige om en fælles teknologi-standard, så fremtidens elbiler kan oplades hurtigere. Og ikke mindst betyder det at fremtidige elbiler fra de syv producenter vil kunne oplades i samme ladestation.

Systemet kaldes HomePlug Green Phy og rummer ifølge producenten store muligheder for at integrere fremtidens el-biler i et såkaldt ’smart grid’ eller ”fordelingsnet”, som opsamler og distribuerer information om alle bilerne og sender oplysninger tilbage til producenterne for dermed at øge effektivitet, pålidelighed, økonomi og bæredygtighed for alle biler tilknyttet fordelingsnettet.

De syv bilproducenter forventer, at den nye, fælles standard vil bane vej for en hurtigere og mere effektiv udrulning af den nødvendige infrastruktur, ligesom el-bilerne bliver enklere at benytte for ejerne.

Ford har allerede sat fuld fart på udviklingen af nye hel- og halv-elektriske biler. Frem mod 2013 vil Ford således lancere fem nye el- og hybrid-biler.
Derudover arbejdes på at lancere den nye C-MAX Energi plug-in hybrid og C-MAX hybrid samt en endnu ikke afsløret tredje hybrid-variant i Europa i 2013. Dertil kommer to fuldt elektriske modeller, Ford Transit Connect Electric, som blev introduceret i år og den nye Ford Focus Electric, som forventes introduceret i 2013.