Ny version af Ford Focus ST kommer på markedet med 250 hestekræfter og præstationer som ikke er langt fra RS modellen.
Bilen klarer paradedisciplionen 0-100 km/t på 6,5 sek og topfarten er 248 km/t. Alligevel kører den hele 13,8 km/l – hvis man altså bekymrer sig om den slags.
Den nye ST-model er lidt strammere, lidt vildere, lidt hurtigere, men også mere praktisk og mere økonomisk. Den helt nye Ford Focus ST gør snart sin entre i Danmark og blander sig i en eksklusive klasse af pumpede GTI-biler.
Men bilen byder ikke kun på fart i rigelige mængder, den formår også at være ret sparsommelig. Faktisk kan den køre op til 13,8 km per liter benzin. Og skulle man have lyst til mere plads, så vil ST fremover også kunne fåes som stationcar; det er også helt nyt.
Den nye Ford Focus ST, som er Fords første globale performance-bil, er udstyret med en 2,0 liters EcoBoost benzinmotor med direkte indsprøjtning og turbolader. Motoren sparker 250 omdrejningsvillige heste ud i forhjulene og leverer et moment, der først topper ved 340 Nm (360 Nm ved overboost).
Den lette, 4-cylindrede aluminiums-motor leverer endnu bedre ydelse end den noget større 2,5 liters, 5-cylindrede motor i forgængeren. Kraftoverskuddet og den optimerede brændstoføkonomi skyldes især forbedret turbo-, indsprøjtnings- og knastaksel-teknologi. På trods af de ekstra hestekræfter, bruger den nye Focus ST 20 procent mindre benzin end forgængeren ved almindelig, blandet kørsel.
“Det er første gang, vi benytter en 4-cylindret Ford EcoBoost motor i en performance-bil og resultatet er fantastisk”, siger chefen for Fords performance-biler, Jost Capito.
Der er masser af kræfter og moment over hele omdrejningsskalaen, men den raffinerede motorteknologi sikrer samtidig, at ST’en også kan bruges som en almindelig, økonomisk hverdagsbil.
ST modellen leveres med en 6-trins manuel gearkasse med en gearing, der giver maksimal ’punch’ ved hver gearskifte. Fords ingeniører har brugt langt tid på at fintune gearkassen, så den passer til den kraftfulde motor. Resultatet er en gearkasse, der formidler kraftoverskuddet på en meget overbevisende måde samtidig med at gearingen er lang nok til at holde snor i brændstoføkonomien på for eksempel langturen gennem Europa.
Stadig rå lyd
Inden det hele går op i bedre plads og mindre benzinforbrug, så skal det nævnes at bilen stadig vil lyde som en potent racer. Ford har arbejdet intensivt med at skabe et lydbillede, der ikke står tilbage for lyden i forgængeren, på trods af at der er tale om to helt forskellige motorer. Derfor har Fords ingeniører videreudviklet den lyd-katalysator, som findes i forgængeren og i Focus RS.
Bilen er iøvrigt udstyret med et særligt Torque Steer Compensation-system, som er med til at modvirke den følelse af vrid i rattet som kan forekomme, ved forhjulstrukne biler, under kraftig acceleration. Desuden er ESP-systemet blevet modificeret med henblik på en mere sportslig køreoplevelse. ESP-en har tre indstillingsmuligheder, der passer til forskellige vej- og vejrforhold eller førerens ønske om hvor sent ESP’en skal gribe ind. ESP-systemet kan også slås helt fra til banekørsel for at få den rå, uspolerede køreoplevelse.
I forhold til den almindelige Focus, er ST’en sænket 10 millimeter for at få et lavere tyngdepunkt og for at optimere kørsel gennem sving. Baghjulsophænget er ligeledes blevet strammet op med henblik på en mere direkte køreoplevelse.
Det muskuløse ydre, med den markante trapez-grill foran, skørter langs siderne, tag-spoiler og den centrerede dobbelte udstødning, signalerer utvetydig sport og det fortsætter i kabinen, hvor Recaro sportssæderne ikke lader nogen tvivl tilbage om at Focus ST er en helt særlig bil.
Den nye Ford Focus ST kommer i seks forskellige farver og i to udstyrs-varianter – ST1 og ST2. Standard-varianten, ST1, har blandt andet specialudviklede Recaro-sæder med delvist læder, 18” alufælge, 2-zone klimaanlæg, og til dem som ønsker lidt ekstra, så er ST2, med bl.a. 8-vejs el-justerbare forsæder med fuldt Windsorlæder og Bi-xenon forlygter med LED kørelys, det perfekte valg.
Introduktionsprisen starter ved kr. 448.190 eksklusiv levering.