Du troede nok, du vidste alt om anhængertræk, men ved du egentlig andet om din jydekrog, end at den skal sidde fast på bilen og kunne trække et ordentligt læs? Hvad med forsikring, hvornår trækket skal synes og hvor meget tryk, der skal være på selve krogen? Alle de spørgsmål vil denne lille guide forsøge at besvare, så du er lige dét klogere på alle områder af dit køretøj.
Basisviden om anhængertrækket
Et oplagt sted at starte er en gennemgang af, hvordan du egentlig omtaler anhængertrækket og de forskellige dele. De forskellige komponenters navne varierer meget, afhængigt af om der er tale om anhængertræk til personbil, lastbil eller bus. Generelt for de tre er dog, at den såkaldte ”tilkoblingsanordning”, som den kaldes i færdselsloven, ofte blot består af en krog, som er monteret på køretøjets yderliggende konstruktion eller ramme, med en kugle på fem cm yderst.
Denne konstruktion kaldes – meget logisk – en kuglekobling og bruges primært på personbiler eller små busser og lastbiler, da den egner sig bedst til at trække trailere og campingvogne uden for meget vægt. Det skyldes, at kuglekoblingen hører under et lovmæssigt krav om, at der minimum skal være et tryk – et såkaldt ”kugletryk” – på fire procent af påhængets vægt. På godt dansk kan man også sige, at der skal være minimum 25 kilo kugletryk.
Anhængertræk på større køretøjer
Kuglekoblingen hører som oftest til de mindre køretøjer, da større påhængskøretøjer ikke kan trækkes af dem. På lastbiler kan man derfor enten tale om ”koblingstragt”, også kaldet et kærretræk, beregnet til de noget større, enkelt-akslede trailere, eller en ”sættevognskobling”, som i modsætning til de andre typer træk ikke sidder for enden af køretøjets ramme, men ovenpå i en såkaldt ”skammel”. Herved overføres det meste af trailerens vægt til lastbilen.
Når anhængertrækket skal synes
Vidste du egentlig, at ikke blot din bil, men også dit anhængertræk, skal synes? Der er forskellige regler, som gælder, alt efter hvor og hvordan anhængertrækket er monteret, og hvor gammel din bil er. Har du eksempelvis selv monteret dit anhængertræk eller fået det gjort hos et uautoriseret værksted, skal trækket synes. Hvis dette er tilfældet, skal du også huske at omregistrere dit køretøj.
Et syn er også påkrævet, hvis bilen er over otte år gammel. Det er dog ikke nødvendigt, hvis bilen er under otte år gammel, og hvis anhængertrækket er fastmonteret på bilen. Dette kaldes en synsfri sammenkobling. Er du i tvivl, kan du altid kigge i din registreringsattest, hvor det vil være anført.
Forsikring af dit anhængertræk
Hvad end trækket er fastmonteret fra start, er aftageligt eller bliver monteret på et senere tidspunkt, skal du forsikres for den skade, dit påhængskøretøj kan forårsage. Det er en almindelig udvidet ansvarsforsikring, men tegnes altså som en selvstændig forsikring.
Du bør nu være klædt bare lidt bedre på i forhold til din bil – og dit anhængertræk. Føler du dig dog stadig forholdsvist uvidende, eller vil du ’nørde’ mere i detaljer omkring emnet, kan du følge linket her og læse i dybden om anhængertræk og reglerne herom.