Danskerne skifter for sent til sommerdæk

Danskerne skifter for sent til sommerdækDen kommende uge byder på sommervejr, men danskerne skifter for sent til sommerdæk, og det til trods for, at der er både sikkerhedsmæssige og økonomiske grunde til at få sommerdækkene på nu.

“Det kan være lige så farligt at køre på vinterdæk om sommeren som det modsatte. Når det bliver varmt, er bremselængden betragtelig større med vinterdæk. Desuden viser tests, at vinterdæk er mindre stabile i kurver, når bilen er fuldt lastet, og at man sparer brændstof med sommerdæk, der er konstrueret til tør vej. Derfor bør man køre på dæk, som er designet til årstiden,” siger Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

Derfor er det på tide at få sommerdækkene på nu. Det mener man også hos Euromaster, der er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger.

En undersøgelse viser, at hver femte kører på vinterdæk i juni.

“Det halter stadig med at skifte mellem vinter- og sommerdæk på de tidspunkter, hvor det er optimalt ud fra et sikkerhedsperspektiv. Her tager vi i højere grad udgangspunkt i vores egen vurdering af vejrlig end i eksperternes anbefalinger. Omtrent hver fjerde af de bilejere, vi talte med, vidste intet om, hvorfor der skal skiftes tilbage til sommerdæk, og hvornår det er mest hensigtsmæssigt. En optælling foretaget af Dækimportør-Foreningen i juni sidste år viste da også, at knap hver femte bilist selv på dette tidspunkt stadig kørte på vinterdæk,” siger centerleder Søren Bak Rasmussen fra Euromaster.

De fleste ved, at vinterdæk giver et bedre vejgreb og kortere bremselængde i den kolde tid, men når vejret bliver varmere skal de skiftes. Det skal man også fordi vinterdæks levetid mindskes med cirka 10 procent., hvis man kører med dem på de tidspunkter af året, hvor sommerdæk er det oplagte valg.

Det er ifølge Euromaster en af årsagerne til, at hver sjette dansker kører rundt på nedslidte dæk, som burde skiftes.

Ifølge Euromaster er danskerne dog begyndt at lytte til eksperternes råd om at fravælge de allerbilligste modeller og samtidig oplever dækvirksomheden en øget bevidsthed blandt kunderne om faktorer som rullemodstand, aquaplaning og støjsvaghed i dækvalget, og at flere efterspørger store, brede dæk og smarte alufælge.

Når først sommerdækkene er kommet på, anbefaler Dækbranchens Fællesråd, at man af sikkerhedsmæssige hensyn løbende tjekker dem efter huskereglen LIV:

LUFTTRYK: Tjek dæktrykket hver 14. dag. Det gavner også pengepungen og miljøet i kraft af sparet brændstof.

INSPEKTION: Undersøg dækkene for skader. Dæk med revner eller buler skal repareres eller udskiftes.

VEJGREB: Kontrollér med jævne mellemrum, at mønsterdybden er mindst 3 mm.