BMW X5 4.8i

Opskriften lyder skøn på papiret; tag 2 tons limousine, en brølende bjørnestærk V8 motor, intelligent firehjulstræk og smæk en læderkabine, automatgear og andet guf fra ekstraudstyrshylden ned i bilen og vupti har man en BMW X5 4.8 til den nette sum af halvanden million kroner.

Efter en uges test vinder bilen på mange områder, men der er desværre også plads til malurt i bægeret.

Sports Activity Vehicle
Planen for BMWs største firehjulstrækker med navnet X5 var at tilføre klassen for firehjulstrækkere en helt ny dimension. Nøgleordet er SAV (Sports Activity Vehicle), der dækker over en kompetent firehjulstrækker konstrueret til en sportslig og aktiv livsstil, kombineret med den sædvanlige komfort, ydelse og ikke mindst køreegenskaber, som man forventer af en normal BMW.

Det lyder som en ordentlig mundfuld, men det er befriende ærligt, at BMW selv erkender, at bilen trods træk på alle fire hjul, ikke er beregnet til at vælte sig i pløre eller snorkle sig gennem 1 meter vand i junglen.


Bilen er stor, men samtidig sporty i designet.

Min logik siger mig at bilen er stor. 485 centimeter lang, knap 2 meter bred og ikke mindst 177 centimeter i højden kan give de fleste andre biler mindreværdskomplekser.

Alligevel er det som om bilen virker mindre end sine faktiske mål. Den er blødere og samtidig mere sportslig i sit udtryk end sin forgænger, som var vel kantet at se til. Det nye design klæder BMWs topmodel indenfor firehjulstrækkere og gør den atter konkurrencedygtig mod eksempelvis Audis flotte Q7. Design er bestemt ikke ligegyldigt i denne klasse.

Vores testeksemplar var monteret med enorme 315/35 20″ hjul og sammen med den brølende V8 er X5 et monster, som kan komme frem over alt. I hvert fald så længe underlaget er asfalt. På grus og jord falder den særdeles kraftige hjulstørrelse til jorden. Alting gør ondt at komme over og det er næppe meningen i en firehjulstrækker.

Og regningerne for ødelagte fælge ville hobe sig op hurtigere end forhindringerne passeres. Nej, med den dækmontering er X5 kun til landevej. Eller parkering foran en trendy cafe. Standardmonterede 18″ hjul virker pludselig som en rigtig god ide. De store hjul er flotte at se på, men min X5 skal ikke bare være parkeret som en skueret i millionklassen; den skal ud at køre.


Fantastiske komfortsæder – her kan man ganske enkelt ikke sidde dårligt.

Tung, men ikke kedelig
Nu kommer vi til det punkt, hvor fartgrænserne bliver testet og hvor den enorme dækmontering viser glimtvis genialitet. Reedaktionen overholder naturligvis fartgrænserne, men derfor kan man jo godt køre friskt til. Det drejer sig lige så meget om den rette vej for at få en sjov køreoplevelse. Det var præcist på sådan et stykke vej, at vi havde selskab af en Golf GTI med 200 heste under hjelmen. Bestemt ikke noget dårligt køretøj og ejerne spillede op til dans, ved at køre tæt til vores bagerste kofanger.

Jeg var alene i bilen, jeg kender vejen som min egen bukselomme og udsynet var godt, så efter en kort overvejelse, trådte jeg speederen i bund og kastede bilen frem mod svingene forude.

Umiddelbart skulle man ikke tro at 2,3 tons firehjulstrækker gør sig godt i denne disciplin, men det er lige præcis her at de flest, inklusive 1 styk GTI bag os, tager fejl. Den akive styring, dækkene med ufatteligt meget vejgreb og den voldsomme V8 motor gør, at bilen pludselig er fem sving længere fremme og man knuger rattet i hænderne, mens man lige overvejer hvad der præcis skete. Golfen er ingen steder at se. Kørt agterud af en V8 firehjulstrækker i sit rette element; landevejens snoede asfalt.

Kræfterne koster
Motoren er dog i sagens natur ret tørstig. Man kan ikke placere et bæst i seletøjet og så ikke forvente, at dyret bagefter skal have noget at drikke. V8-motoren er en perle, men til 2.2 tons firehjulstrækkker, kunne vi ikke få den til at køre mere end 6,7 kilometer på en liter benzin. Det tror vi faktisk heller ikke at andre kan, med mindre de virkelig anstrenger sig og kun kører på lange stræk på lige landevej. Har man sagt X5 og 4.8 liters V8har man også sagt goddag til store og hyppige benzinregninger.

En tur i vaskehallen
At bilen er både bred og høj, afslører den obligatoriske tur i vaskehallen. Bilen kan kun lige akkurat presses ind i vores foretrukne vaskehal og det er med tilbageholdt åndedræt og indklappede sidespejle at man trykker på startknappen med risiko for ridser eller ødelagte spejle. Som det har været tilfældet med en del andre af de helt store firehjulstrækkere vi har testet, så er vaskeresultatet ikke optimalt. Der skal håndholdt vaskeklud til før alle bilens hjørner er pletfrie. Mon ikke det bliver butlerens opgave til sidst?

Langtursluksus
Der er rigtig god plads på bagsædet. Højt til loftet, masser af benplads. Som ekstraudstyr kan man tilkøbe sig sædevarme samt individuel klima til bagsædepassagererne. l så fald ligner bilen mere og mere en limousine. Naturligvis er læderet på komfortsæderne praktisk når tøjet er beskidt eller gummistøvlerne er mudret til. Men langt de fleste ejere er direktører, snarere end jægere og landmænd. Og den klarer opgaven som præsentabel limousine fremragende. Vi benyttede bilen som køretøj til et VIP arrangement i forbindelse med landskampen Danmark-Spanien på Atletion. Dårligt fodboldresultat, men fantastisk bil.

Konklusion
Det er muligt at bilen ikke vinder trials eller er den rette ledsager på uvejsomme junglestier, men til snoet kørsel på danske landeveje, de lange stræk på motorvejene og de årlige snestorme, er X5 et fantastisk bekendtskab. Eneste reelle ulempe er den høje pris og ikke mindst benzinforbruget. Tur/retur mellem landets to største byer koster 1.000 kroner i benzin.

Tal og teknik
Model:BMW X5 4.8 iS
Pris:Kr. 1.378.800 ekskl. levering og metallak
Motortype:8 cylindre, v-form
Brændstof:Benzin
Træk:Firehjulstræk
Slagvolumen:4.799 ccm
Ydelse:355 hk ved 6.300 o/min
Moment:475 nm ved 3.400 o/min
Gearkasse:6 trin automatisk
Topfart:240 km/t
0-100 km/t:6,5 sekunder
Forbrug opgivet:8,0 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt:6,7 km/l
Bagagerum:620 liter
Køreklar vægt:2.245 kg
Total vægt:2.785 kg
L/B/H:485 cm/193 cm/177 cm
Testperiode:Oktober 2007
Testvarighed:7 dage
Testlængde:690 km
Testvejr:Regn, sol, blæst, 4-16 grader
Testområde:Motorvej, landevej, by
Standardudstyr:Elruder, fjernbetjent centrallås, el-justerbare sidespejle med varme, integreret radio/cd med ratbetjening, navigation, bakkamera, sædevarme, læderinteriør, regnsensor, tågelygter for og bag, fartpilot
Konkurrenter:Mercedes ML, Audi Q7, Range Rover

 

 

Posted Under