BMW M5

Grizzlybjørn i fåreklæder er det mest oplagte udtryk, når talen falder på BMWs nyeste skud på M-serien, M5. Tal som 10 cylindre, 7 gear og 507 hk burde tale for sig selv, men bilen er mere og andet end en sportsvogn.

Nogle sværger til coupens strømlinede design, mens andre sætter pris på sedanens 4 døre og regulære bagagerum. BMW har lavet en superbil til begge typer, M6 og M5. Jeg hører til flertallet, der mener at M6 er en af de smukkeste biler noget bilmærke har præsteret, men jeg har mindst i 10 år haft en BMW M5 som den ultimative bil. Tanken om at man kan sætte sig ind i bilen og fylde bilen op med tre eller fire venner og bagage og så alligevel køre fra stort set alt andet som drøner rundt på de afgiftsplagede danske veje er for mig noget helt specielt.

M er lig med motorsport
M5 har eksisteret i en årrække, som den ultimative sportsversion af BMW 5-serierne. Når det ikke kan blive vildt eller hurtigt nok og pengetræet bugner, så har M5 længe været det indlysende valg at parkere i garagen. Eller rettere det indlysende valg til autobahn, hvor den uanstrengt vil cruise i timevis med topfart. Jeg kan finde på masser af gode argumenter for at investere i en M5 – men ingen af dem er fornuftige.

For hvad nytte har man egentlig i at BMW har taget en V10 motor udviklet på basis af Formel1 og kilet den ned i en helt almindelig bil? Hvad fornuftigt er der i en bil som kører 100 km/t efter mindre end 5 sekunder? Hvad rimeligt er der i at udstyre bilen med 4 afgangsrør, der kan sende den snerrende V10 motors åndedræt til himlen med en overjordisk lyd? Hvad skal man med en 7-trins sekventiel M-gearkasse med SMG Drivelogic, når bilen reelt kunne køres med blot et enkelt gear takket være momentet på 520 NM?

Svaret er enkelt; køreglæde. Uovertruffen køreglæde.

Dagens bedste tilbud
Prisen på kr. 1.715.000 på hvide plader, er mange penge, men næsten rørende billigt i sammenligning med sportsvogne fra Ferrari og Lamborghini med matchende præstationer. Når man køber en M5 får man i tilgift plads til voksne på bagsædet og et bagagerum der giver plads til mere end blot tandbørste og aftershave.

Bilen er proppet med alskens udstyr, som man med rette må forvente sig i en bil af denne kaliber.

Det er svært at udpege den ultimative drømmebil, fordi utroligt mange faktorer spiller ind. Men skulle man indsnævre kandidaterne til blot et dusin, så vil BMW M5 helt sikkert stadig være med på drømmebilslisten. Sammen med M6 …

Artiklens udvalgte videoer:

Posted Under