BMW 325i Cabriolet

Kombination af coupe og åben bil er tæt på det perfekte i BMWs 325 cabriolet. Det er bilen for det modne, købestærke publikum, som vil have en driftsikker bil, der kan køres året rundt og nydes med taget nede på de sparsomme danske sommerdage.

Der er efterhånden ganske mange bilister, som nyder at kunne køre topløs rundt i det lumske danske sommervejr. En del ældre modeller er tidskrævende at sætte taget af og på, men de fleste nyere cabrioleter med respekt for sig selv har elektrisk styr på taget.

Er man virkelig træt af at rode med stoftag på sin engelske veteranbil som ved skybrud ligner et fyldt badekar inden man er færdig med at rode med stænger, låsemekanismer og andet mekanik, så skal man investere i et elektrisk foldetag. Og meget gerne montere det på sin BMW 325i – som de tyske producenter har været så venlige at gøre på denne uges testbil.

Cruise i byen
Redaktionen havde lejlighed til at smide konerne på bagsædet og tage et cruise i den indre by af Århus. Og lad os nu bare være helt ærlige; en del af årsagen til at man køber en åben bil er at man kan nyde omverdenens beundring. Hvis det bare var for at få luft i håret eller køling på en varm dag, så findes der udmærkede klimaanlæg i de fleste moderne biler.

Blæreeffekten i en åben vogn er indiskutabel!

Og BMW 3-serie Cabriolet lader dig ikke i stikken. Designet er skarpt og tilstrækkeligt flabet til at vende hoveder på folk den passerer i trafikken.

I det halvkolde efterårsvejr, priser man sig lykkelig for det effektive varmeapparat, som holder både kører og passagerer til ilden så at sige. Det skal være minusgrader, før apparatet strækker våben og efterlader frost i hårtoppen.

Motoren
Ifølge tallene er bilen 0,7 sekunder langsommere end den tilsvarende coupe udgave, som vi også har testet, men det er er en rent akademisk forskel. Cabriolet´en klarer det på 7,6 sekunder og det føles ganske hurtigt. Ja, altså ikke håret-tilbage-og-ryggen-presset-mod-sædet hurtigt, men ganske adræt.

I vores tilfælde var motoren koblet til en 6 trins manuel gearkasse, som gjorde det fremragende. Man sætter let igang i 2. gear og bilen kan reelt køres med 2. og 5. gear, hvis man presser den. Speederresponsen er god og styringen overbevisende, men nogen racer er den ikke og et automatgear (merpris cirka 50.000 kroner) vil være en god investering. Så er man endnu tættere på en rigtig cruise-bil.

Kører fænomenalt
Måske var det lavprofildækkene, som gjorde forskellen. Måske var det den sportslige undervogn. Uanset hvad så nød jeg hver en chance for en omvej. Mere end i den tilsvarende coupe-udgave. Den bil kan køre. Det fascinerende er, at den er klippestabil ved ganske høj fart og også inspirerende når det ikke går helt så hurtigt. Giv den et sving og den kvitterer med både sjov og en følelse af overskud.

På motorvejens lange stræk, nyder man en ro, som takket været det elektriske foldetag med stålplader, ikke adskiller sig fra Coupe-modellen med fast tag. Man kører ligeså gerne langt i denne bil, som i de fleste andre gode biler til priser der nærmer sig 1 million kroner.


Jo, der er skam plads til bagage, selvom taget er nede. Men ikke  meget. 

Udstyr

Gode sæder med varme, fjernbetjent centrallås, fartpilot, regnsensor, el-ruder og et velspillende cd/radio-anlæg. Der er hvad der skal være, men så heller ikke mere. Vi har sagt det før og skriver det gerne igen; Keyless entry, pdc og andet er ekstraudstyr og koster som vanligt kassen. BMW er ikke ene om dette fænomen, men det er værd at tage med, når man skal vælge sin bil i denne klasse. Ekstraudstyret koster let det samme som en lille bil.

Design
Med taget oppe kræver det kendermine at skelne en cabriolet fra søsterudgaven med tilnavnet coupe og bilen er skøn at skue fra alle vinkler. Vi har tidligere rost coupe-versionen og den ros skal blot gentages når taget er oppe på cabriolet-versionen.

Og med taget nede bliver bilen bestemt ikke ringere at skue. Linjerne er harmoniske, og da taget gemmes fuldstændig væk, står bilen skarpt i profil. Det er en fryd for øjet.

Pladsmæssigt er vi i sagens natur ikke oppe i klassen for familiebiler. Men bagsædet er faktisk reelt og kan rumme 2 voksne over kortere ture eller halvvoksne børn på længere stræk. Det er jo altid en glæde at kunne dele fornøjelsen ved en lækker åben bil med et par venner eller tre. Bagagerummet er pænt stort og selv med taget klappet effektivt sammen, er der rent faktisk plads til (lidt) bagage.



Konklusion
Hvis man sammenligner med coupe udgaven med samme motor, så koster den 650.000 kroner mod cabrioletens 817.200, altså en forskel på næsten 170.000 kroner. Det er mange penge, men omvendt får man en ekstra bil med i købet. Og det er vitterligt tale om to forskellige biler. Med taget oppe ligner den til forveksling en helt almindelig 3-serie coupe. Og med taget nede, er det en perfekt strandvejscruiser når solen titter bare en lille smule frem.

BMW 325i Cabriolet er en bil man bliver glad af at køre i. Både på de snoede sogneveje og på boulevarder i midtbyen, når håret skal luftes på en sommerdag.

Tal og teknik
Model:BMW 325i cabriolet
Pris:Kr. 817.200 ekskl. levering og metallak
Motortype:6 cylindre, række
Brændstof:Benzin
Træk:Baghjulstræk
Slagvolumen:2.497 ccm
Ydelse:218 hk ved 6.500 o/min
Moment:250 nm ved 2.750 o/min
Gearkasse:6 trin manuelt
Topfart:245 km/t
0-100 km/t:7,6 sekunder
Forbrug opgivet:12,7 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt:11,1 km/l
Bagagerum:350/210 liter
Køreklar vægt:1.735 kg
Total vægt:2.085 kg
L/B/H:458 cm/199 cm/139 cm
Testperiode:August 2007
Testvarighed:7 dage
Testlængde:550 km
Testvejr:Regn, sol, blæst, 10-20 grader
Testområde:Motorvej, landevej, by
Standardudstyr:Elruder, fjernbetjent centrallås med keyless entry, el-justerbare sidespejle med varme, integreret radio/cd med ratbetjening, sædevarme, regnsensor, PDC, ESP, Traction Control, tågelygter for og bag, elektrisk foldbart ståltag
Konkurrenter:Mercedes CLK
Posted Under