Fire cylindret comfort
BMW kan bare noget med motorer, selv i mindre udgaver. Motoren brænder på fire cylindre og er dermed ikke helt så “sekset”, som i gamle dage, hvor en 320i var ensbetydende med en skøn rækkesekser. Det med motorbetegnelserne er også ved at være en saga blot hos BMW, hvor man tidligere kunne aflure motorstørrelsen direkte ud fra modelbetegnelse. Denne 120i er rent faktisk på 2 liter, men altså kun på 4 cylindre.
De manglende cylindre til trods, så yder motoren faktisk 170 hestekræfter. Det ville de fleste andre bilfirmaer være umådeligt stole af; 170 heste ud af en almindelige to-liters sugemotor er imponerende. Desværre drukner motoren i bilens vægt på 1,5 ton eksklusive fører og passagerer og bagage. Selvom databladet siger 8,4 på de første 100 km/t, så føles bilen ikke som nogen racer. Motoren er harmonisk, men fartoverskuddet er ikke overvældende. Den er lagt an til stille cruise med taget nede.
Til dem som overhovedet går op i den slags, så kørte vi i testugen 11,9 km/l og det er for langt fra de officielle 15,2 km/l i vores bog. Her giver det ingen mening at spare de 16.000 kroner som 120d koster ekstra. Her er faktisk 7 heste ekstra og ikke mindst 350 nm at gøre godt med. Vi har testkørt den motor i en 3-serie og det er en perle.
Slid, slid og atter slid
Jeg bliver aldrig træt af at køre BMW, men når man smider næsten 600.000 kroner for en bil, skal den give føreren en særlig oplevelse. BMW 120i cabriolet har hverken meget plads, fartoverskud eller bunker af udstyr. Den er nærmest skrabet, hvis man sammenligner med firmabilklassens bedste konkurrenter til samme eller lavere pris; man får virkelig meget Opel eller Ford for 600.000 kroner.
Måske var det netop den slags tanker, som havde fæstnet sig i testugens første 6 dage. Regn, regn og atter regn holdt taget oppe og vi måtte derfor nøjes med at vurdere bilen ud fra dens kvaliteter som en lukket bil, og her er bilen ikke sine penge værd.
Men så skinnede solen…
Vi havde ventet med længsel efter solskin i hele testugen og jagtet huller i skyerne, så vi bare i 3 minutter kunne mærke vinden i håret, inden den elektriske sammenklappelige paraply igen skulle over vores hoveder.
Efter de første 6 dages test var køreglæden endnu ikke fundet, men så kom den syvende dag. Vi kom ikke hviledagen i hu, men tog taget af og kørte ud under åben himmel. Og så kom åbenbaringen; lige der mellem to små landsbyer i det østjydske og på den smalle stribe snoede landevej som forbinder dem, fandt jeg meningen med BMW 120i cabriolet. Det er meget meget lang tid siden jeg har haft så stort et smil i en bil, mens jeg cruisede med vinden i håret og solen skinnende fra den skyfri himmel. Gearet skiftede hurtigere, styringen var mere præcis og det lidt halvbløde karrosseri var forsvundet til fordel for ren nydelse. Bil når det er allerbedst.
Når folk spørger mig om hvilken bil jeg husker allerbedst fra test, så har den lille hvide bmw 120i cabriolet en fast plads på menuen. Dels fordi den irriterede mig i 6 dage, men endte med at blive en åbenbaring, som fjerner alle logiske argumenter mod sådan en bil.
Den slags biler som får mig til længes mod sommer, tørre veje og solen højt på himlen.