Danskerne er vilde med at handle biler. Brugte biler, vel at mærke. I hvert fald handler danskerne brugte biler som aldrig før. Det viser en ny opgørelse fra BilBasen og Spar Nord.
Ifølge opgørelsen har brugtbilhandlen i 2012 indtil videre slået alle rekorder med næsten 217.000 handler alene i årets første fem måneder.
Dermed er 2012 godt på vej til at blive det største år for brugtbilhandel i Danmark nogensinde. I årets første fem måneder har danskerne handlet brugte bil næsten 217.000 gange svarende til en omsætning på over 30 milliarder kroner. Det viser opgørelse af brugtbilhandlen foretaget af BilBasen og Spar Nord.
“Vi har aldrig set så høj aktivitet på det her marked før, og på kort sigt er der ingen udsigt til, at udviklingen vender,” siger direktør for BilBasen og DBA Biler Anders Andersson.
VW Passat er den bil, der oftest har skiftet hænder på brugtbilmarkedet i 2012. Passaten efterfølges af Ford Mondeo og VW Touran som den anden- og tredjemest omsatte bil.
Ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm er der en god forklaring på, at det netop er de store familiebiler, der handles mest på brugtbilmarkedet:
“Danskerne er stadig tilbageholdende med at bruge penge, og derfor er mange fristet af at købe en tre år gammel Mondeo eller Passat til halv pris, i stedet for at købe en ny til fuld pris,” siger Jens Nyholm.
Derimod forholder det sig anderledes med de små biler, der efterhånden er så langt nede i pris, at de er overkommelige at købe som nye.
Jens Nyholm henviser til, at danskerne købte relativt mange biler i årene 2005 til 2008, og mange af de biler udbydes nu til salg. Dermed vokser både udbud og efterspørgsel, og det giver tilsammen en højere omsætning på brugtbilmarkedet.
De nye afgiftsregler, som regeringen besluttede i slutningen af februar, er også med til at drive omsætningen på brugtbilmarkedet op. De nye regler trådte i kraft i slutningen af marts og sætter en stopper for en del af de rabatter, som bilforhandlerne i en periode har givet på nye biler.
“De nye regler gør det i mange tilfælde dyrere for forbrugerne at købe en ny bil, og det er også en af årsagerne til, at der i dag er flere, der kigger mod brugtbilmarkedet,” vurderer Anders Andersson.
De 10 mest handlede biler på brugtbilmarkedet i Danmark i 2012 er foreløbig:
1: VW Passat
2: Ford Mondeo
3: VW Touran
4: Suzuki Swift
5: Ford Focus
6: Peugeot 206
7: Toyota Aygo
8: Peugeot 307
9: VW Golf
10: Toyota Avensis