Autobutler kræver kvalitet på værksteder

Autobutler.dk kræver kvalitet af værksteder christian legeneVærkstedsportalen autobutler.dk, der i begyndelsen af marts kunne fejre sit værksted nummer 550, har besluttet sig for at stramme kvalitetskravene til værkstederne. Derfor indfører portalen nu stikprøve- og kvalitetskontrol.

“Vi vil i starten af april indføre stikprøve- og kvalitetskontrol af vores 550 tilmeldte værksteder i samarbejde med en af branchens førende leverandører inden for netop kvalitets- og værktøjskontroller, fortæller partner og adm. direktør Christian Legêne.

“Vores klare mål er at give danske bilejere det bedste redskab, når bilen skal på værksted. Autobutler.dk er bygget op omkring øget gennemsigtighed, og det skaber naturligvis også større konkurrence værkstederne imellem, men en udbredt misforståelse er, at dette alene sker med afsæt i pris og uden hensyntagen til eksempelvis reservedele, kvalitet, garantiforhold, ratings med mere,” siger Christian Legêne.

Indførelsen af stikprøvekontrol skal sikre en præventiv effekt i forhold til de tilbud som afgives og det arbejde, som udføres og formidles via portalen. Det skal skærpe værkstedernes fokus omkring kvaliteten i arbejdet og kundeoplevelsen.

Kvalitetskontrollen, som primært vil have fokus på det udførte arbejde, vil være en tillægsydelse, som værkstederne kan tilkøbe for at styrke deres eget brand og fokus på kvalitet, mens stikprøvekontrollen vil være gældende for alle bydende værksteder på autobutler.dk, hvor der løbende udtages stikprøver på det udførte arbejde.

Udover indførslen af stikprøve- og kvalitetskontrol skærper autobutler.dk også kravene til nye værksteder, som måtte vise interesse for portalen.

“Vi ønsker alene at samarbejde med branchens bedste værksteder og dygtigste mekanikere. For os kan det lille værksted med to ansatte være mindst ligeså professionelt og have styr på sagerne som det store værksted med 50 ansatte,” siger Christian Legêne.

Af samme grund har autobutler.dk valgt at tage afsæt i de i forvejen udøvende aktører inden for branchen, som arbejder for bedre kvalitet og kontrol med værkstederne. Værksteder på autobutler.dk skal derfor som minimum kunne forevise gyldigt medlemskab i en af autobranchens foreninger som CAD, DAF eller Bilbranchen, medlemskab i en af branchens kæder som kunne være AutoMester, Mekonomen Autoteknik, Dinitrol m.fl. eller være underlagt en løbende kontrol som kunne være i samarbejde med blandt andre FDM, Teknologisk Institut m.fl.

Autobutler.dk er en online værkstedsportal, hvor bilejere kan indhente tilbud og få udført reparation og serviceeftersyn af bilen.