En fuldblods føntørrer er måske en meget passende beskrivelse af Audi RS4 i Cabrioletudgaven.
Med taget nede og 420 hestekræfter fra en brølende V8 til rådighed, skulle der vist slet ikke være behov for sød musik på lydanlægget. Den hidsige føntørrer er slet og ret en “almindelig” Audi RS4 med taget skåret af.
Audi har gennem de seneste år forfinet deres almindelige standardbiler til racerversioner med tilføjelsesbogstavet S til modelbetegnelserne. Vi nævner i flæng S4, S3, S8 og senest S5.
Men skal det være rigtig vildt, skal der et R foran S og så taler vi deciderede racerversioner med ydelser som regulære sportsvogne. S for sport og RS for Rally Sport, fristes man til at skrive. Audi har nemlig brugt masser af erfaring fra rallysportens verden, når de har lavet fartmaskiner af deres standardversioner.
Audis 8-cylindrede V-motor har været trumfkortet der skulle vriste tronen fra BMWs M3. Den kamp skal vi ikke afgøre her, blot nøjes med at konkludere, at der med 420 hestekræfter og 430 NM er rigeligt – RIGELIGT – med trækkraft til, at bilen ikke behøver flove sig ved lyskrydset. De første 100 km/t nås på 4,9 sekunder og topfarten er begrænset til 250 km/t. Det rækker for de fleste i en åben vogn.
Selvom man kører behersket, så kan det alligevel betale sig at trykke S-knappen ind; foruden et strammere styretøj, en mere kontant speederrespons får forbipasserende nemlig glæden af at lægge ører til en dybere V8-buldren allerede fra lave omdrejninger.
Bare fordi monsteret kan drøne fra det meste, skal man ikke undvære stilfuldt interiør. Her er naturligvis et tykt læderrat med aluminiumsdetaljer og flad bund, instrumentbord med kulfiberlook og naturligvis perfekt støttende Recaro-sæder i læder.
I det hele taget er designet af RS 4 Cabriolet bygget på to ting: sportslighed og eksklusivitet. Der er markante bikubeformede luftindtag foran og bag på bilen, bredere hjulkasser og sidespejle i aluminiumslook. Alle de synlige detaljer henviser til den progressive power under karrosseriet.
Prisen er 1,8 millioner afgiftsplagede danske kroner, hvilket er knap en kvart million mere end den almindelige RS4 med fast tag. Det kunne derfor være nærliggende at frygte, at man aldrig kommer til at møde dette dyre og eksklusive bæst på danske landeveje, men ifølge redaktionens oplysninger der faktisk indregisteret et enkelt eksemplar i Danmark.
Den heldige ejer kan så glæde sig over en ualmindeligt attraktiv kombination af fuldblodsracer og tilbagelænet boulevard-cruiser.