Audi R-Zero

Som om Bugatti Veyron ikke var vild nok, så blander Audi sig i striden om verdens hurtigste bil. I hvert fald hvis de gør alvor af konceptbilen R-Zero, som teoretisk skulle kunne klare en topfart på helt ufattelige 460 km/t. 

Designet er meget anderledes og som noget helt nyt drives bilen frem af hele fire elmotorer, en til hvert hjul. Måske forklarer det de enorme hjulkasser. Audien skal medbringe op mod 1,2 tons batterier og det bringer totalvægten over to tons.

For at bringe så stor og tung en bil op i fart, skal der masser af kræfter til og ifølge planerne skulle el-motorerne levere i 1.092 heste, hvilket er nok til en topfart på den anden side af 450 km/t. Dermed er Bugatti Veyrons “sølle” 401 km/t måske på vej til at blive slået.

Redaktionen elsker biler, men til tider kan det være svært at se mening med galskaben; intet sted i denne verden vil man kunne benytte topfart i nærheden eller over 400 km/t. Som et studie i design og alternativ fremdrift med el-motor koblet direkte til fire trækkende hjul er bilen langt mere interessant, end den rene topfartsrekord som den måske skal slå om få år.

Hverken bilen eller projektet har endnu fået officiel godkendelse fra Audi koncernen. Bilen eksisterer alene på tegnebrædtet hos tre franske designere.