Med denne monstergolf, kunne VW bringe sig forrest i GTI-kapløbet. Desværre kommer den næppe i produktion. Og den ville næsten også være for vild …
Vild, vildere, VWildest!
Da VW i 1982 introducerede begrebet GTI var 100 heste i en Golf nok til at tage pippet fra de fleste medbilister. I vore dage har en rimelig GTI-bil omkring 150-200 hestekræfter og Golfs egen R32 byder på 250 brølende af slagsen. Men hvis det nu ikke er helt nok, så viste Volkswagen på bilmessen i Wörthersee, at vildskaben ikke har toppet endnu.
Her afslørede man nemlig en konceptbil udstyret med hele 650 vilde biturboheste og en accellerationstid på 3,7 sekunder inden bilen kører 100 km/t. Det lyder vildt. Topfarten er hele 325 km/t.
Navnet forpligter
Bæstet har et langt navn; VW Golf GTI W12-650. De sidste tal er det mest interessante, for det fortæller at motoren er en tolvcylindret W-type, som kendes fra Phaeton og Touareg. I denne udgave er den til overflod monteret med biturbo, som bringer ydelsen op på 650 heste, deraf navnets sidste del.
Siden 1982 er der solgt 1,7 millioner eksemplarer af golf GTI, så den nye konceptbil har meget at skulle leve op til, selvom den nok desværre aldrig kommer i produktion.