Når Ford Ranger kommer til Danmark i 2012-udgaven er der ikke blot tale om en helt ny bil. Det er også verdens sikreste af slagsen.
Fords helt nye Ranger skrev nemlig historie, da den i efteråret 2011 – som den første pick-up nogensinde – scorede de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s crash-test. Det er værd at tage med i overvejelserne, når man køber biler af denne type.
Den nye Ford Ranger er designet og udviklet til både arbejde og fritid. Både lastekapacitet og trækkræften er øget. Og den kan rent faktisk cruise gennem 80 centimeter dybt vand.
Den nye Ford Ranger, som er udviklet fra bunden af et internationalt team i Australien, byder på nye motorer, ny gearkasse, nyt chassis, ny affjedring, nyt styretøj, nye bremser, nyt karosseri og nyt interiør.
”Det har været enormt spændende at starte helt forfra. Undervejs har vi været i stand til at benchmarke den nye Ford Ranger op imod alle konkurrenterne, ligesom vi har lyttet til pick-up-kunder overalt i verden for at udvikle en bil, som ikke blot møder, men også overstiger forventningerne til hvad en moderne pick-up skal kunne”, siger Fords chefdesigner, Jim Baumbick.
Rangeren er blevet testet grundigt undervejs. Ikke blot ved mere end 30.000 computer-simulationer, men også ude i den australske outback, på den argentinske pampas, på tyske motorveje og i de svenske skove. Mere end én million kilometer under alle tænkelige forhold.
Rangeren er blevet større, selvom den gamle ikke var nogen lille bil. Det betyder bedre plads hele vejen rundt. Manøvredygtigheden på smalle landeveje og ved parkering er bibeholdt ved et helt nyt styretøj, som blandt andet giver en meget kort rat-vandring.
Vokseværket har desuden åbnet op for masser af fralægningsplads i den elegante kabine – i alt 23 lommer, hylder og forsænkninger, som kan rumme alt fra mobiltelefonen over en six-pack på køl til en laptop.
I modeller med Bluetooth- USB- og iPod-forbindelse, vil der være mulighed for stemmestyret radio, CD-afspiller iPod, aircondition og mobiltelefon. Wildtrak modellen byder desuden på to-zone klimaanlæg, fartpilot og en fem tommers farveskærm med satellit-navigation.
Flere muskler, mindre brændstof
Den nye Ranger byder på to motor-varianter i forskellige konfigurationer, som alle har flere muskler og bedre brændstoføkonomi. Den mest kraftfulde er Fords nye, femcylindrede 3.2 liters diesel-motor med et moment på massive 470 Nm. Brændstofforbruget varierer fra 12 km/l med 150hk 4X4 med manuel gearkasse til 9,6 km/l med 200hk 4X4 med automatisk gearkasse.
Den fire-cylindrede 2.2 liters diesel-motor leverer 375 Nm og 150 hk. Særlige geometriske turboladere sikrer en bredere moment-skala, hvilket bidrager til en bedre køreoplevelse ved lave omdrejninger og forbedret brændstoføkonomi.
Den nye Ranger kan trække helt op til 3,35 ton og lastes med op til 1.179 kg.
Den nye Ranger kommer i to forskellige chassis-udformninger – RAP (Rear Access Panel) og Double Cab. Den kompakte Ford Ranger fås i Danmark kun som 4X4.