Uret og havemøblerne er stillet frem, og nu er det også tid til at få sommerdækkene på bilen igen. Det handler om sikkerhed på vejene. Vejtemperaturen er på vej over de magiske 7 grader, og både af sikkerhedsmæssige og økonomiske hensyn er det tid til at skifte til sommerdæk nu.
De relativt kolde temperaturer et godt stykke ind i april og maj har givetvis fået mange til at vente med at skifte til sommerdæk. Men nu er tiden inde, siger eksperterne.
En undersøgelse foretaget af den tyske bilteknik- og dækkoncern, Continental, viser, at bremselængden ved 100 km/t øges med omkring seks meter, når der køres med vinterdæk om sommeren.
“Vinter- og sommerdæk er bygget op, så de passer til hver deres årstid. Blandt andet bruges forskellige gummiblandinger, hvor vinterdækkene er blødere, så de ikke bliver stive i frostvejr. Til gengæld risikerer man som bilist, at dækkene føles mere ”sejlende”, hvis man kører lange strækninger på vinterdæk i sommerhalvåret,” siger adm. direktør Georg Nielsen, Continental Dæk Danmark A/S.
“Vinterdæk har et godt vejgreb om vinteren, men om sommeren skal der altså sommerdæk på. Sommerdæk er konstrueret til de vejrforhold, der gør sig gældende i sommerhalvåret. På grund af en anderledes mønsteropbygning har sommerdækket mere gummi på asfalten og det er vigtigt, for reelt er der jo kun en kontaktflade svarende til en hånd mellem bilens fører og passagerer på den ene side og vejen på den anden. Derudover giver de rigtige dæk tilpasset årstiden bedre køreegenskaber og komfort,” fastslår Georg Nielsen.
Forkerte dæk er dyrere
Hvis man ikke vælger at købe nye dæk, men får monteret sættet fra sidste sæson, skal man huske at tjekke sine dæk, inden man begiver sig ud på landevejene med dem. Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler, at der er mindst 3 mm mønster på sommerdækkene.
Udover bedre køreegenskaber og et energiforbrug, der med de rigtige dæk typisk kan reduceres med op til 10-15%, er der også et kontant argument for at få de rigtige dæk på bilen. I 2011 blev bødetaksten for at køre med nedslidte dæk nemlig sat op til 1000 kr. pr dæk. Så hvis ens dæk ligger lige på slidgrænsen, kan det udover den øgede trafiksikkerhed være ganske fornuftigt at investere i nye inden sommerperioden.
Forbrugertips: Sådan opbevarer du dine vinterdæk
• Dæk opbevares bedst hos dæk- og bilforhandlerne. Gør du det alligevel selv, så opbevar dine dæk i et mørkt, koldt og tørt rum
• Har dækkene fælge, kan de evt. stables på en træpalle, så gummiet ikke bliver presset. Dækkene kan også hænge i fælgen
• Har dækkene ikke fælge, skal du hverken stable eller hænge dit dæk, fordi det så bliver ujævnt. Stil dem derimod på højkant
• Sørg for at dækkene ikke er i kontakt med kemikalier af nogen slags
• Skriv på dækket, hvor det hører til på bilen (fx HF = højre forhjul/-dæk, VB = venstre baghjul/-dæk). Dækkene slides forskelligt, og ombyttede dæk kan påvirke sikkerheden og kørekomforten.
Kilde: Continental Dæk Danmark A/S
Med en omsætning på næsten 33 milliarder euro i 2012 og 170.000 medarbejdere i 46 lande, er Continental blandt de førende leverandører til bilindustrien på verdensplan. Som leverandør af bremsesystemer, systemer og komponenter til drivaggregater og chassiser, instrumentering, infotainment løsninger, bilelektronik, dæk og tekniske elastomerer, bidrager Continental til øget køresikkerhed og global klimabeskyttelse.
Alene dæk-divisionen i Continental har mere end 42.000 ansatte og 22 produktions- og udviklingssteder i verden. Det brede produktsortiment og løbende investeringer i R&D yder et stort bidrag til en omkostningseffektiv og miljømæssigt effektiv mobilitet.