Skoda Superb 1.9 TDI Greenline

Superb er tilbage. Så kort kan det siges. Da vi første gang testede Superb var det som en åbenbaring. Det var i 2002 og ingen  havde troet, at Skoda kunne løfte opgaven med at skabe en luksusbil til prisen for en almindelig sedan.

Men det kunne de og jeg kvitterede dengang med 6 stjerner for en uges kørsel i den første model af Superb. Topmodellen skal jeg nok tilføje med V6 motor og læderstue og automatgear. Klik her for læse test af 2002-modellen.

Når mit første møde med Superb var så godt, så bærer det nok en del af skylden for at den nye Superb her seks år senere ikke er den samme åbenbaring. Men mindre kan nu også gøre det.

Blødere design
Den gamle model solgte cirka 130.000 eksemplarer på seks år. Det var ikke helt godt nok og måske skulle køberne lige bruge lidt tid på at fordøje Skoda som leverandør af en luksuslimousine. Kvalitets- og komfortmæssigt fejlede den gamle model i hvert fald intet.


Den smarte bagklap som både er sedan og hatchback. Foto: Skoda

Med den nye model søger Skoda at gøre designet mere unikt. Den tidligere model lignede en forvokset Passat, og dermed skilte bilen sig nok for lidt ud. Den nye udgave er klart mere sin egen bil. Bilen er vokset i længden, hvilket kan ses på særligt bagdørene, som virker klart større end på almindelige sedan-modeller. Der er i det hele taget tale om en helt ny bil, så naboen nemt kan se, at du skifter din gamle Superb ud.

Praktisk sedan
Designerne har begået en lille genistreg ved at lave bilen til en kombineret sedan og hatchback. Bagsmækken, en såkaldt twindoor, kan nemlig åbnes på to forskellige måder, så bilen både kan være 4-dørs sedan og en 5-dørs hatchback. Det fungerer ualmindeligt godt i praksis, hvor den to-delte bagklap giver dig det bedste af to verdener. Det er virkelig godt tænkt. Bagagerummet er således meget lettere tilgængeligt end i forgængeren. At det samtidig er vokset til hele 565 liter, gør kun sagen bedre. Det er lige så meget som mange konkurrenters stationcarmodeller.

Limousine
Pladsen på bagsædet er ikke blevet ringere. Faktisk er længden og akselafstanden vokset i den nye model. Bagsædet er faktisk den rene balsal med masser af plads til langbenede korpulente forretningsfolk eller kvinder i brudekjoler. Det er et skønt sted at opholde sig.


Bilen sender tydelige signaler om kvalitet. Foto: Skoda

Greenline
Den testede model var udstyret med en 1.9 TDI motor med 105 hestekræfter og et imponerende forbrug på 19,6 km/liter.  Vi nåede 18,8 km/l i praksis og det gør Greenline modellen til en af de mest økonomiske biler vi nogensinde har testet, og for en limousineagtig bil på knap 1,6 tons er præstationerne endnu mere imponerende.

De 105 hestekræfter og momentet på 250 NM er rigeligt til bilen. Naturligvis vil en TDI 170 med DSG være endnu hurtigere og bedre, men der er ikke noget reelt behov for større motor. Gearingen er perfekt afstemt og støjniveauet tilpas lavt.

Udstyrsmæssigt er man godt hjulpet i betragtning af en pris på blot 329.000 kroner; her får man klima, læderrat, elruder, centrallås, CD/radio og fartpilot.

Ugens tilbud
Billigste model er den roste 1.4 liters turbo benzin med 125 heste til 295.000 kroner og den dyreste en 3.6 liter V6 med hele 260 heste og firehjulstræk til 499.000 kroner. Ja, dyrt er det i hvert fald ikke. At Skoda kan bygge en bil med så mange kvaliteter og så meget plads til under 300.000 kroner er imponerende.

Jeg ville ikke tøve med at investere i en Superb, hvis mit aktuelle bilbehov var til det. Kvalitetsmæssigt skal man sammenligne med Passat og Mondeo, og særligt topmodellen med 260 hestekræfter og firehjulstræk til under den halve million, er meget svær at slå. Det kræver bare at man kan leve med at der står Skoda og ikke BMW på bagklappen. Det kunne vi sagtens.

Bedre end forgængeren
Der er ikke nogen tvivl om at Superb er en fremragende bil. Prisen taget i betragtning er den nærmest dagens tilbud. Når vi alligevel indledte testen med at være moderat positive, så skyldes det at Skodas øvrige program er forbedret markant siden den forrige model.

Vi havde lejlighed til at teste Octavia et par uger inden Superb og den er faktisk i klasse med den nye passat, hvad angår komfort og køreegenskaber. Det betyder, at Superb ikke længere er milevidt foran sin lillebror i familien. Hvor forskellen på Octavia og Superb for seks år siden var som nat og dag, så er kvalitetsafstanden mindsket betydeligt siden da. Selvom Superb måske ikke er den samme overvældende oplevelse som den foregående model, så er det stadig en bedre bil og et næsten ufatteligt godt tilbud, der er både bBilligere og større end konkurrenterne.

Bemærk; grundet en teknisk fejl på redaktionens kamera, blev alle billeder fra testugen kasseret. Vi har derfor benyttet pressefotos.

Tal og teknik
Model:Skoda Superb 1.9 TDI Greenline
Pris:329.000 kroner ekskl. levering og metallak.
Motortype:4 cylindre, række
Brændstof:Diesel
Træk:Baghjulstræk
Slagvolumen:1.896 ccm
Ydelse:105 hk ved 4.000 o/min
Moment:250 nm ved 1.900 o/min
Gearkasse:5 trin manuel
Topfart:193 km/t
0-100 km/t:12,5 sekunder
Forbrug opgivet:19,6 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)
Forbrug målt:18,8 km/l
Bagagerum:565 liter
Køreklar vægt:1.568 kg
Total vægt:2.063 kg
L/B/H:483 cm /181 cm/144 cm
Testperiode:November 2008
Testvarighed:7 dage
Testlængde:600 km
Testvejr:Overskyet, blæst, slud, regn, -5 til +5 grader
Testområde:Motorvej, landevej, by
Standardudstyr:4 x elruder,  læderrat, handskerum med køling, klimaanlæg, fartpilot, sædevarme, CD/radio, centrallås
Konkurrenter:Toyota Avensis, Opel Insignia, VW passat, Citroen C5